Brian er en midaldrende finansrådgiver, der arbejder foran tre skærme.
To af dem bruger han til jobbet. På den tredje kører en chatbot, som han har givet et kvindenavn.
Da kæresten slår op, fordi hun synes, han er følelsesmæssigt utilgængelig, gør Brian det mest nærliggende. Han spørger chatbotten, om hun måske kan have ret i, at han er lidt fjern i det.
Brian er en af de mange (pseudonymiserede) personer i ”Artificial Intimacy: Who We Become When We Talk to Machines” af psykolog Sherry Turkle, der har beskæftiget sig med vores forhold til computere siden 1980'erne.
Bogen følger livets faser fra barndom over kærlighed og arbejde til døden.
Undervejs møder man blandt andet en otte-årig, der bruger samme telefon til at tale med sine bedsteforældre og med ChatGPT og betragter dem alle som noget, man får fat i på telefonen.
Og man hører om efterladte, der bygger chatbot-udgaver af afdøde familiemedlemmer.
En af Turkles centrale pointer er, at chatbots tilbyder noget, som mange af os gerne vil have: Nemlig opmærksomhed og bekræftelse uden risiko for at blive afvist.
De er også altid enige, altid til stede og har ingen forventninger om, at man også lige tager opvasken, bruger aftenen på kedelige venner eller på at se sport eller dødssyge underholdningsprogrammer på TV.
Problemet er imidlertid, at det netop er friktionen i relationer, der gør os til mennesker.
Vi tror, at det er os, der træner chatbotterne, skriver Turkle. Men i virkeligheden træner de os til at forvente samtaler, der beroliger og spejler os. Og så begynder vi at blive skuffede over mennesker, når de ikke opfører sig som chatbots.
Så hvor sociale medier gik efter vores opmærksomhed, går chatbots ifølge Turkle efter vores evne til at knytte os til andre.
I dette nye interview med Ezra Klein – som er flittig bruger af chatbots – kalder hun det ligefrem ”attachment hacking”.
Turkle er dog ikke kategorisk modstander af chatbots. I det nævnte interview med Ezra Klein fortæller hun for eksempel, at hun selv brugte to timer på at diskutere Tjekhov med ChatGPT en sen aften efter en teaterforestilling.
For hende går grænsen dog ved maskiner, der ikke bare giver råd, men siger ”jeg er her for dig”.
Og dem kommer der nok kun flere af. Mark Zuckerberg har for eksempel peget på, at den gennemsnitlige amerikaner har færre end tre venner, men ønsker sig omkring 15.
Det hul vil Meta rigtig gerne fylde ud med AI, og det opfatter Turkle først og fremmest som en forretningsplan.
Så det kan man jo overveje, mens man eventuelt kaster et skeptisk blik på den chatbot, man sikkert alligevel selv har åben i et andet vindue.
