Brætspil: Samarbejd eller dø

Kooperative brætspil giver en sjov og helt anderledes spiloplevelse, hvor samarbejde og koordination er afgørende for at overleve fra runde til runde.

Artikel top billede

Selv om samfundet så småt begynder at åbne igen her efter påske, kommer der alligevel til at stå obligatorisk hjemlig hygge på de flestes kalender i en rum tid fremover. Her kommer brætspil til sin ret.

I sidste uge var vi omkring de såkaldte engine building games, men denne gang skal det handle om en anden genre i hastig vækst – nemlig de såkaldte kooperative eller samarbejdsorienterede brætspil.

For hvor klassiske brætspil handler om at vinde over sine medspillere, kæmper man her sammen mod spillet, der ofte er båret af en overordnet historie eller et tema.

Slå sygdommene ned i tide

En klassisk samarbejdstitel er Pandemic, hvor man samarbejder som specialister om at udrydde et antal sygdomme, før de spreder sig over hele kloden.

Spillet er utroligt populært, hvilket ikke kun skyldes en akut opstået virusmasochisme i den brede befolkning.

Men snarere, at det er et supergodt spil, som er nemt at lære, svært at mestre og let kan gradueres i sværhedsgrad.

Både grundspil og første udvidelse findes på dansk, men der findes et hav af udvidelser og endda kampagner på engelsk.

Gå på jagt efter kultister og lede halvguder

Et andet sjovt samarbejdsspil er Mansions of Madness (2nd edition). Her påtager man sig rollerne som efterforskere, der tager ud for at undersøge en banal kriminalsag – der dog hurtigt viser sig at inkludere kultister, monstre, portaler og halvguder inspireret af H.P. Lovecrafts Cthulhu-fortællinger.

Spil og historie er drevet af en app, som gør oplevelsen flydende, intuitiv og ofte også temmelig stressende.

I øvrigt har skabninger fra andre dimensioner det ofte med at gøre folk vanvittige, så man kan ikke altid regne med, at ens karaktér gør præcis, som vedkommende får besked på. Det giver alt sammen lidt ekstra spænding.

Ryd hulerne for monstre

Lidt beslægtet er Gloomhaven, der p.t. er blandt de mest roste nyere brætspil. Her skal man som helte på en serie eventyr udrydde monstre og løse opgaver, mens man selv stiger i styrke og erfaring – omtrent som i klassiske fantasirollespil.

Men man kan også blive straffet af spillet, hvis man er for langsom, uduelig eller uheldig undervejs, så der pludselig mangler vigtige ressourcer til næste udfordring.

Krævende overlevelse på øde ø

Endelig kommer man ikke uden om Robinson Crusoe: Adventures on the Cursed Island, der ofte nævnes som et af de bedste nyere samarbejdsspil overhovedet.

Her skal man overleve længe nok på en ø til, at man kan tænde et kæmpe bål og tilkalde et forbipasserende skib.

Det lyder jo nemt nok, men udfordringerne er hårde, og man vil ofte opleve at dø af sult og skader undervejs. Hvis vejret eller de vilde dyr da ikke tager livet eller modet fra én først.

Robinson Crusoe: Adventures on the Cursed Island er et kompliceret spil, man skal bruge tid og kræfter på at lære at kende ordentligt, og det er langtfra så tilgængeligt som f.eks. Pandemic.

Til gengæld er det enormt tilfredsstillende, når en strategi faktisk lykkes, og man mod forventning overlever en rigtig træls orkan eller mødet med en sulten tiger.

Spillet byder på enorm variation og rummer en række ekstra historier og udfordringer, hvis man – af årsager som undertegnede ikke lige kan gennemskue – finder basisscenariet for nemt.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra Pax8

    Den største barriere for AI er ikke teknologi - men at bevise dens forretningsværdi

    Ny leverancemodel gør det lettere og hurtigere for partnere at konfigurere præcis den AI-løsning, der giver kunderne et hurtigere og konkret afkast.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
    Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

    Morten Jakobi

    Fellowmind Denmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
    Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

    Victor Dohlmann

    Arctic Wolfs Network