Morgen-briefing: Første NIS2-vejledninger er landet / Unge briter og amerikanere står bag ny bølge af butikshacks / Digital national klynge med ny millionbevilling / Dansk kryptoplatform snupper historisk EU-godkendelse

Første NIS2-vejledninger er landet. Unge briter og amerikanere står bag ny bølge af butikshacks. Digital national klynge med ny millionbevilling. Dansk kryptoplatform snupper historisk EU-godkendelse

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen

Solen skinner allerede dejligt – uden en eneste sky på himlen. Derfor vil jeg springe direkte ud i overflyvningen, der igen i dag er sammensat af Frederik Therkildsen.

God læselyst

Første NIS2-vejledninger er landet

Styrelsen for Samfundssikkerhed har i dag udgivet de første vejledninger til den kommende NIS2-lov. De skal hjælpe virksomheder med at vurdere, om de er omfattet – og hvad ledelsen i så fald skal tage ansvar for.

Når NIS2-loven træder i kraft den 1. juli 2025, vil både offentlige myndigheder og private virksomheder få skærpede krav til cybersikkerhed. For at lette overgangen har Styrelsen for Samfundssikkerhed nu offentliggjort to vejledninger, som skal fungere som praktiske redskaber i implementeringen.

Den første vejledning hjælper organisationer med at afgøre, om de er omfattet af loven, og giver indsigt i centrale begreber og kriterier. Den anden fokuserer på ledelsens ansvar og præciserer, hvordan bestyrelser og direktioner skal forholde sig til kravene om cyber- og informationssikkerhed.

"Jeg er ikke i tvivl om, at NIS2 kommer til at styrke cybersikkerheden i Danmark," udtaler minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen.

Flere vejledninger vil følge inden 1. juli.

Unge briter og amerikanere står bag ny bølge af butikshacks

En gruppe unge hackere fra Storbritannien og USA står angiveligt bag en række opsigtsvækkende cyberangreb på detailkæder – og nu advarer Google om, at de har kastet sig over amerikanske mål.

Den berygtede hackergruppe Scattered Spider – kendt for spektakulære angreb på blandt andet MGM Resorts, Caesars og Twilio – har ifølge Google genoptaget aktiviteten og fokuserer nu på amerikanske detailvirksomheder, skriver Recorded Future News.

Gruppen mistænkes for nyligt at stå bag angreb mod britiske kæder som Marks & Spencer og Harrods og anvender avanceret ransomware og social engineering til at trænge ind i systemerne.

"Vi ser nu angreb mod den amerikanske retailsektor, som ligner dem, vi har set i Storbritannien. Gruppen går målrettet efter én sektor ad gangen, og vi forventer, at de fortsætter," siger John Hultquist fra Google Threat Intelligence.

Scattered Spider, også kendt som UNC3944, har tætte bånd til et kriminelt netværk kaldet "The Com". Flere af gruppens formodede medlemmer – primært teenagere og unge voksne fra USA og Storbritannien – er tidligere blevet anholdt, men aktiviteten ser ud til at fortsætte ufortrødent.

Selvom flere medlemmer er blevet identificeret og sigtet, viser den nye angrebsbølge, at gruppens metoder – og måske nye rekrutter – fortsat truer store virksomheder

Digital national klynge med ny millionbevilling

Digital Lead er blevet genudnævnt som Danmarks nationale klynge for digitale teknologier frem til 2028. Med følger 62 mio. kr. til at styrke innovation og vækst i digitale SMV’er.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har valgt at forlænge samarbejdet med Digital Lead i perioden 2025-2028. Som national klynge skal Digital Lead fortsat være omdrejningspunkt for udvikling, vidensdeling og innovation i det danske digitale økosystem. Organisationen skal blandt andet hjælpe virksomheder med at navigere i fremtidens krav til AI, cybersikkerhed og digital infrastruktur, fremgår det af en pressemeddelelse.

Midlerne – godt 62 mio. kr. – skal anvendes til samarbejdsprojekter mellem virksomheder, forskningsmiljøer og det offentlige. Målet er at udvikle grønne, effektive og sikre digitale løsninger, der styrker konkurrenceevnen i små og mellemstore virksomheder.

"Vi er stolte over genudnævnelsen. Det giver os mulighed for at fortsætte vores arbejde med at skabe stærke, digitale virksomheder i verdensklasse," udtaler Birgit Nøhr, CEO hos Digital Lead.

Dansk kryptoplatform snupper historisk EU-godkendelse

Den danske platform Pluto.markets har som den første i Danmark fået tilladelse til at udbyde kryptohandel under EU’s nye MiCA-regulering.

MiCA-forordningen stiller krav om, at kun regulerede aktører må udbyde kryptoaktiver til forbrugere i EU. Pluto.markets, der allerede er fondsmæglerselskab under Finanstilsynet, planlægger at tilbyde handel med blandt andet Bitcoin og Ethereum.

"Vi vil være de største på krypto i Norden," udtaler direktør Joakim Bruchmann, der kalder reguleringen et vigtigt skridt for forbrugerbeskyttelse, i en pressemeddelelse.

Med godkendelsen står Pluto klar til at rykke først på det stærkt regulerede kryptomarked i Danmark.

Annonce

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

22. april 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

Johnny Krogsboll

Arctic Wolf Networks

EG Danmark A/S har pr. 17. august 2026 ansat Michael Banegas Madsen, 32 år,  som Senior Account Executive. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for nysalg og vækst af eksisterende kunder, samt opbygning af kunderelationer på tværs af Jylland og Fyn. Han kommer fra en stilling som Senior Talent Attraction Specialist hos Danske Commodities A/S. Han er uddannet Kandidat i Corporate Communication fra Aarhus BSS. Han har tidligere beskæftiget sig med 6 års erfaring med rekruttering af tech-profiler i bl.a. Danske Commodities. Nyt job

Michael Banegas Madsen

EG Danmark A/S

Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

Jan Julin

Genetec

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network