Der er utroligt mange ting, moderne ledere kan bruge kunstig intelligens til, men teknologien øger samtidig behovet for menneskelig dømmekraft.
For selv om vi med AI i ryggen bliver bedre og bedre til at analysere, optimere og automatisere, leverer teknologien hverken samvittighed eller ansvar for konsekvenserne.
Samtidig er kompetence ikke det samme som god ledelse. Moderne ledere er ofte både dygtige, veluddannede og effektive, men kan alligevel træffe beslutninger, de egentlig ikke kan stå inde for.
Ifølge ledelsesekspert Torsten Conrad har organisationer i årevis investeret massivt i kompetencer, metoder og styringsværktøjer, mens karakter og dømmekraft har fået langt mindre opmærksomhed.
Det forsøger han nu selv at gøre op med i bogen ”Karakterkompasset – liv og ledelse med karakter”, som udkom lige før sommerferien.
Torsten Conrads bog handler om karakter som det, der forankrer os og former den måde, vi handler, leder og tager ansvar på.
Karakter handler ikke om at være et ”godt menneske”, men snarere om, hvad der sker med formål, værdier, dømmekraft og ansvar, når ledere bliver udsat for et reelt pres og skal vælge mellem konkurrerende hensyn.
AI gør kun spørgsmålet om karakter og dømmekraft mere aktuelt.
Den mest effektive løsning er nemlig ikke nødvendigvis det mest ansvarlige. En AI-model kan sagtens optimere efter de mål, vi giver den, men ledere skal stadig kunne standse op og vurdere om målet, kriterierne eller resultatet faktisk er rimeligt.
Eller som Torsten Conrad formulerer det: Ledere skal stadig have evnen til at sige nej, selv når systemet siger ja.
Bogens centrale værktøj er et karakterkompas med fem dimensioner: formål, værdier, dømmekraft, mod og ansvar.
Det er tænkt som et beslutningsværktøj, som ledere kan benytte i situationer, hvor der er noget på spil.
Med udgangspunkt i kompassets fem dimensioner kan ledere før en vanskelig beslutning gennemgå, hvad organisationen egentlig prøver at opnå, hvad man står for, hvad der er det rigtige at gøre i den konkrete situation, hvad det kræver, og hvilke konsekvenser beslutningen får.
Et konkret eksempel kunne være en virksomhed, der overvejer at lade AI automatisere en række afgørelser.
Med karakterkompasset i hånden vil en leder ikke kun spørge sig selv eller sin ledergruppe, om AI-valget kan gennemføres, og om det sparer penge.
Man vil også spørge, hvad formålet med automatiseringen er, hvorvidt den passer med organisationens værdier, hvornår et menneske skal ind i processen, og hvem der har ansvaret, når AI’en tager fejl.
Torsten Conrad understreger også, at ideen om karakter ikke kun er individets ansvar. Den enkelte leder kan ikke bare beslutte sig for at være modigere eller mere ansvarlig, hvis organisationens kultur og strukturer belønner den modsatte adfærd.
Teknologiske muligheder som kunstig intelligens gør ikke nødvendigvis lederens ansvar mindre. Måske endda tværtimod.
Hvis man som leder ønsker at blive skarpere på den menneskelige karakter og dømmekraft, der skal følge med de nye muligheder, giver Karakterkompasset et konkret sted at begynde.
