Lad os begynde med at være helt ærlige: Du køber en ny iPhone, fordi den gamle er blevet træt. Fordi batteriet synger på sidste vers. Fordi skærmen har fået sine knubs. Eller måske bare fordi du synes, at du har fortjent det.
Det er fair og alt sammen gode grunde.
Men det er også tegn på at du, som denne anmelder, er gået fra den stormende forelskelse til den mere dagligdags kærlighed, hvor man måske tager hinanden lidt for meget for givet.
Vi holder måske øje med lanceringerne - for hvad har Apple nu fundet på? Men tanken om at en ny klassisk iPhone får dig til at stå i kø, det hører til i en anden tid.
Det er lidt en skam. Men det er er samtidig nok den bedste måde at forstå den nye iPhone 18 Pro Max på.
Den model, Computerworld har testet den sidste uges tid, har 512 GB lager og koster omkring 14.300 kroner. Og ja, det er mange penge for en telefon.
Til gengæld får du den største klassiske iPhone (se lige bort fra den foldbare iPhone Duo her), det bedste kamera, masser af batteri og adgang til en platform, som Apple gennem snart to årtier har forfinet til et niveau, hvor man sjældent tænker over den.
Den virker bare, og er måske den største ros et stykke avanceret teknologi kan få.
Stadig noget særligt ved kassen
Er du ikke overbevist, så starter det ved noget så banalt som at åbne emballagen til en ny iPhone.
For der er stadig noget lækkert over at pakke et minimalistisk Apple-produkt ud. Andre er kommet stadigt tættere på - DJI er et godt eksempel på en producent, der tydeligvis har siddet ved Apples fødder og lært - men Apple er stadig mestrene her.
Selve telefonen er på samme måde utroligt velkendt.
Min iPhone 18 Pro Max afløser en iPhone 16 Pro Max, og lægger man de to ved siden af hinanden, skal der et målfoto til for at se forskellen. Selvom vægten er kravlet en smule op.
Apple selv siger at den nye 18´er er op til 30 procent hurtigere end 16´eren, og samtidig udstyret med bedre køling der lader telefonen lave AI-opgaver på fuldt tryk i længere tid.
Men på ydersiden sidder selv knapperne sidder helt ens, at det rent visuelt kun SIM-kort slottet der har rykket sig lidt.
Den nye mørkerøde farve havde jeg aldrig selv valgt. Men den fungerer overraskende godt i virkeligheden.
Den tydligste visuelle forskel er på bagsiden, hvor kameraområdet er blevet bredere. Der er stadig tre kameraer, med op til 48 megapixel opløsning, men ellers er vi grundlæggende i velkendt territorium.
Skærmen er fortsat fremragende. Klar, rolig og flydende med ProMotion. Samsung havde i en periode en mærkbar fordel på skærme, men det er svært at klage over det, Apple leverer her.
Om skærmen reelt er meget bedre end på min 16 Pro Max, er jeg mere i tvivl om. Den virker måske en anelse klarere og Apple ”dynamiske ø” i toppen af skærmen er skrupet lidt.
Men noget af forskellen kan meget vel skyldes, at den nye skærm endnu er jomfrueligt fri for de små ridser, som to års daglig brug trods alt efterlader.
At skifte telefon var engang et mareridt
Den dårlige nyhed til Apples helt sikkert hårdtarbejdende ingeniører og designere er, at den største forbedring ved at købe en ny iPhone paradoksalt nok slet ikke handler iPhone 18 Pro Max.
Det handler om at komme over på den.
For nogle år siden betragtede jeg et telefonskifte nogenlunde som at få trukket tånegle ud. Jeg kunne have en ny telefon liggende på skrivebordet i flere uger, fordi jeg vidste, at jeg skulle afsætte en halv eller hel dag til projektet.
Den disciplin har Apple næsten perfektioneret.
Hvis du har sat iCloud ordentligt op og – vigtigst af alt – har din stadigt aktive gamle telefon liggende ved siden af dig, kan du være videre på lidt over en time.
Den gyldne regel er nemlig, at du aldrig må nulstille eller aflevere din gamle telefon, før den nye spiller. Ellers bliver dit liv cirka 2.000 procent mere besværligt.
I mit tilfælde flyttede mere end 250 GB data fra min 16 Pro Max til den nye telefon. Mail, sms'er, apps, billeder og adgangskoder dukkede op uden drama.
Den største tidsrøver var faktisk MitID, som kræver et sikkerheds-timeout på en time.
Her skal der lyde en kæmpe ros til folkene bag MitID, digitalt kørekort og andre danske tjenester, for flytningen fungerer efterhånden forbilledligt.
Det er ikke en egenskab, der er unik for iPhone. Men det illustrerer værdien af en moden premium-platform som udviklerne har taget til sig.
For os, der ikke har mobiltelefon-skift som en slags masochistisk hobby, er fraværet af bøvl i sig selv en kvalitet.
Kameraet er den tydeligste forbedring
Ingeniørerne kan dog ånde lettet op nu. For på kamera-området adskiller den nye 18 Pro Max sig mærkbart fra min 16 Pro Max. Billederne er ganske enkelt bedre.
De er klarere og især billeder i dårligt lys er forbedret. Zoom fungerer også bedre.
Ironisk nok vidste jeg ikke rigtigt, at jeg havde brug for bedre mobilbilleder. Men nu har jeg dem, og fremtidige tiders tekno-arkæologer der skal grave sig igennem mine mobilfotos, vil sikkert takke ingeniørerne.
Den store nyhed for (mobil)fotoentusiaster er den variable, fysiske blænde på hovedkameraet. Apple benytter mekaniske blændelameller og giver mulighed for at ændre blænden, præcis som man kender det fra traditionelle objektiver til spejlreflekskameraer.
Det betyder blandt andet, at du kan arbejde med dybdeskarphed og bestemme, hvor meget af billedet der skal være skarpt.
Det er et klassisk fotografisk trick. Et objektiv med lav blænde kan isolere motivet ved at gøre baggrunden blød og uskarp.
Smartphones har i årevis efterlignet effekten gennem software - f.eks. i portrættilstand på de fleste moderne modeller med med Apples model får du reel optisk / mekanisk kontrol.
Men jeg vil også tillade mig at tvivle på, hvor mange almindelige iPhone-købere der for alvor vil kunne se forskellen i forhold til den softwarebaserede løsning, som telefonen allerede kunne levere.
For os, der godt kan lide at lege med et kamera, er det til gengæld sjovt. Så tak for muligheden, Apple.
Batteriet: Den stille revolution
Batteritiden er måske et endnu bedre eksempel på, hvor langt smartphones er kommet. Jeg bruger ikke meget tid på sociale medier i løbet af arbejdsdagen og taler heller ikke voldsomt meget i telefon.
Til gengæld surfer jeg og kontrollerer mail i et omfang, der nærmer sig det maniske. På en normal arbejdsdag har jeg i denne uge typisk brugt jeg omkring 25-30 procent af batteriet klokken 23. Det er imponerende hvad der er sket her de sidste par år, især fordi ydelsen er vokset samtidig.
Spiller du tunge spil eller bruger timer på doomscrolling og video, bliver regnestykket naturligvis et andet. Men kombinationen af det store kabinet og batteriet er en af de klare grunde til at vælge Pro Max.
Den fungerer også som telefon
Og så til den funktion, der efterhånden næsten er en parentes i smartphone-tests: Man kan også ringe med den.
Opkald er klare, mikrofonen fungerer godt, og højttaleren spiller højt og tydeligt. Jeg kan ikke høre nogen nævneværdig forskel i forhold til 16 Pro Max. Men det behøver der nok heller ikke at være.
Det eneste problem med højttaleren er de mennesker, der bruger den til samtaler i offentligheden. Det bør fortsat udløse øjeblikkelig indkaldelse til 12 måneders værnepligt.
For et mere stille og sikkert Danmark!
Og så det med AI
Apple har med iOS 27 sat mere fart på flere områder, men eftersom styresystemet blev lanceret før de nye telefoner, havde jeg allerede brugt det på min iPhone 16 Pro Max.
Derfor føles softwaren ikke ny på 18 Pro Max. Animationerne virker måske lidt mere flydende med den nye processer, men der er ingen revolution.
Og Siri er stadig ikke verdens klogeste digitale assistent. Det bliver den måske, når EU og Apple en gang bliver enige om at lade platformen være åben - for så bør du kunne vælge, om du vil have Siri AI, Google Gemini, OpenAI's ChatGPT eller noget helt fjerde at konversere med.
Men indtil videre er jeg heller ikke overbevist om, at Apples forholdsvis forsigtige tilgang til AI er så stort et problem, som den ofte bliver gjort til.
Tanken om uden videre at give ChatGPT, Meta eller andre vildtvoksende AI-platforme adgang til alt det, min telefon indeholder, fylder mig slet slet ikke med begejstring.
Her må Apple for min skyld gerne være lidt mindre aggressiv. Igen godt hjulpet af EU, hvis databeskyttelse gør at en stor del af Apples bud på AI, kaldet ”Apple Intelligence”, ikke lander på vores kontinent.
En telefon er trods alt blevet vores digitale nøglebundt, fotoalbum, bankfilial, kommunikationscentral og identitet samlet i ét apparat.
En S-klasse, du køber til dig selv
Godt kamera, flot skærm, rigtigt god batterilevetid og et økosystem der bare virker. Det er alt sammen godt. Men de færreste vil mene, at en iPhone 18 Pro Max objektivt er 14.500 kroner værd.
De har formentlig en pointe. For forskellen ned til Apples billigere modeller er ikke voldsom, når det handler om den grundlæggende funktionalitet.
I bedste Apple stil betaler du meget for en større skærm, lang batteritid, det bedste kamera og - med denne test-model – de 512 gb hukommelse.
Du skal derfor købe den for din egen skyld, for tiden hvor den nyeste telefon var et statussymbol ovre.
Det minder lidt om at købe en Mercedes S-klasse, selv om en E-klasse kunne have løst opgaven glimrende. Men det er jo ikke en S-klasse…
Og her kommer brugtmarkedet ind i billedet. For markedet for professionelt istandsatte iPhones er eksploderet. Det er værd at overveje og det viser måske Apples største styrke.
For måske har vi forbrugeres stormende forelskelsen lagt sig. Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at kærligheden til en solid gennemarbejdet platform er blevet mindre.