Et trådløst netværk er ikke bare et netværk. Den trådløse forbindelse kan hakke og eller have svært ved at nå ud i hjemmets afkroge.
Er det tilfældet bør du se nærmere på den kommende wi-fi 8 standard som i øjeblikket er under udvikling, men som i de kommende måneder står til at gøre debut i en draft-version.
Fart i yderkrogene
Wi-fi 8 teknologien slår sig ikke på at være hurtigere end den syvende generation. Forskellen på generationerne vil dog opleves i takt med at du bevæger dig væk fra routeren.
Blandt den nye generations teknologiske greb er dataoverførsler, der tilpasser sig signalstyrken.
Går du fra et rum til et andet med din bærbar vil du derfor opleve et mindre brat fald i hastighed ved overgangen.
Færre udfald
Et andet væsentligt kvalitetsmål for trådløse forbindelse er dennes evne til at holde den trådløse opkobling.
Ryger der datapakker undervejs, giver det udfald, som kan få spil eller videomøder til at hakke i utide.
Med en wi-fi 8 opkobling reduceres forsinkelser med mindst 25 procent, målt efter 95-percentilen, hvilket er der, hvor udfald er mest sandsynlige.
Flere på samme tid
Flere brugere eller enheder der suger data på samme trådløse frekvenser, er også forhold, der kan give udfald.
Her er wi-fi 8 bedre til at fordele den ledige kapacitet blandt enheder, så færrest mulige brugere oplever udfald, eksempelvis når der streames fra flere enheder samtidigt.
Samspil mellem enheder
Det forbedrede samspil mellem enheder styrkes også af wi-fi 8 teknologiens evne til at koordinere transmissioner på tværs af adgangspunkter som routere.
Dette vil især give gevinst i tætbeboede områder, hvor flere access-points frekvenser hidtil kunne skabe interferens mellem enheder.
Følger mesh-netværket
Overgangen mellem enheder i et mesh-netværk kan drille, når en enhed springer fra den ene satellit til den anden.
Med wi-fi 8 skulle skiftet foregå mere gnidningsfrit, mens eventuelt tab af datapakker undervejs minimeres.
Få dage til dansk debut
Flere producenter er klar med enheder i den nærmeste fremtid. Tawanske Asus har allerede lanceret sin første wi-fi 8 enhed i form af ROG Rapture GT-BN98 i Canada og varsler global lancering samt nye mesh-enheder i oktober 2026.
Produkterne bygger på den foreløbige standard, som først ventes færdig i 2028.
For at kunne udnytte flere af forbedringerne kræver det at din computer eller mobil også understøtter wi-fi 8.