Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Da jeg rundede de 40, gik jeg i panik.
Ikke på grund af håret. Det var allerede forduftet 10 år før. Ej heller fordi min 5 kilometer-tid rundt i Fælledparken gradvist blev langsommere og langsommere - selvom distancen rundt forblev den samme.
Jeg gik i panik, fordi jeg indså, at jeg efter så mange år stadig bare var generalist. Jeg var ikke specialist i noget.
Jeg ku’ lidt at det hele - uden at være ekspert i noget. En rigtig leverpostejsdansker.
Sådan begyndte mit 10 år lange fejlslagne projekt
Så efter lidt frem og tilbage kom jeg frem til, at jeg ville være whiskyekspert.
Jeg initierede projekt "WhiskyXpert" og begyndte at købe stort ind af whiskyer.
Ambitionen var klar. Projektplanen knap så klar.
Fem år senere gjorde jeg status. Var jeg ekspert nu? Niksen biksen.
Godt nok var jeg blevet ganske ferm til at drikke alle varianter, men mere var det ikke blevet til.
Jeg gav mig derfor fem år til.
Fem år gik - 10 år i alt - og jeg satte mig ved bordet, tog et glas god whisky fra omkring Ringkøbing Fjord (I ved hvem I er).
D'oh, jeg havde gjort det igen! Drukket masser, men lært intet.
Hvorfor fejlede projektet?
Og så var det, jeg tog min projektlederkasket på og spurgte mig selv: "Hvorfor fejlede jeg - selv efter 10 år - og hvilke lighedspunkter var der mellem mit hobbyprojekt og de projekter, mange af os deltager i på daglig basis i vores virksomheder?"
Et succesfuldt projekt kræver prioritering, struktur, planlægning, opfølgning og klare mål.
Men én faktor bliver efter min erfaring ofte undervurderet. Tiden.
Jo længere et projekt løber uden konkrete delresultater, desto større er risikoen for, at det aldrig rigtig bliver til noget.
Bent Flyvbjerg beskriver i "Få store ting gjort" det ekstreme eksempel Monju-atomkraftværket i Japan.
Årtier undervejs, milliarder brugt og nul værdi leveret. Mit whiskyprojekt var trods alt billigere. Men projektmetodikken var bekymrende ens.
Det farlige er tiden mellem resultaterne
I alle de projekter, jeg har været involveret i, og hvor projektplanen virker uendelig eller go-live-datoen rykkes signifikant, hiver jeg det røde flag op fra skuffen - for derefter at revurdere og mitigere situationen.
Kan vi levere noget tidligere? Kan vi dele planen op i klare delmål? Kan vi gå live uden at inddrage hele organisationen? Kan vi vise, at vi kan levere noget uden at vente til al evighed?
Kan vi, som Flyvbjerg formulerer det, bygge projektet efter et LEGO-princip - ét gennemprøvet modul ad gangen?
Det burde vi.
Projekt Pokerhaj
Nu hvor whiskyekspertdrømmen endegyldigt er skrinlagt, har jeg kigget indad og besluttet at blive pokerhaj i stedet.
Men denne gang gør jeg det anderledes.
Ikke 10 år og en evaluering. Kort forløb. Hurtige resultater. Lære. Justere. Og så næste videre til næste leverancer. Ligesom jeg gør (eller burde gøre) i mine projekter på arbejde.
Der kommer mål. Projektplan. Milepæle. Træningsplan. Evaluering. KPI'er. Risikolog. Lessons learned. Interessentanalyse, hvis min familie begynder at klage over projektets ressourceforbrug. Med andre ord - hele projektværktøjskassen.
Vil det lykkes?
Ja - det tror jeg. Faktisk er jeg så sikker i min sag, at jeg går all in.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
