AI-boomet har ikke kun sat turbo på salget af datacenterudstyr, men det er også begyndt at slå mærkbart igennem på det almindelige pc-marked.
Det globale pc-salg faldt i tredje kvartal med 20,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år, viser foreløbige tal fra analysehuset IDC.
I alt blev der sendt 62,7 millioner pc'er ud på markedet sammenlignet med 78,5 millioner året før.
Det er andet kvartal i træk med tilbagegang og et markant større fald end i andet kvartal, hvor salget gik 3,8 procent tilbage.
Forklaringen er dog ikke, at efterspørgslen pludselig er kollapset. En væsentlig del af faldet skyldes ifølge IDC, at producenter og distributører allerede tidligere på året købte usædvanligt store mængder ind.
Købte ind, før priserne steg
Baggrunden for de store opkøb var frygt for stigende priser på blandt andet hukommelse.
Producenter og distributører forsøgte at komme prisstigningerne i forkøbet ved at fylde lagrene op i årets første halvdel.
Det betød til gengæld, at behovet for nye leverancer blev langt mindre i tredje kvartal.
Ifølge IDC hænger prispresset og manglen på komponenter blandt andet sammen med den massive udbygning af AI-datacentre, som har øget efterspørgslen på den samme type hardwarekomponenter, som også bruges i pc'er.
Faldet er også tydeligt fra kvartal til kvartal.
Sammenlignet med andet kvartal blev der sendt 9,1 procent færre pc'er ud. Normalt går udviklingen den modsatte vej, fordi tredje kvartal traditionelt er stærkere end andet.
Ikke udsigt til tilbagevenden til tidligere priser
Den store lageropbygning kan nu give forhandlere et nyt problem.
Hvis efterspørgslen på pc'er fortsat er svag, så risikerer de at sidde med for mange pc'er på lager i et marked, hvor høje priser allerede holder nogle kunder væk.
IDC forventer derfor, at der kan komme flere kampagner og prisnedsættelser, når lagrene skal tømmes.
Men det betyder ikke nødvendigvis et comeback til de priser, kunderne kendte sidste år.
"Vi forventer ikke priser, der kommer i nærheden af niveauet for et år siden. Priserne vil fortsat være høje," siger Jitesh Ubrani, som er research director hos IDC.
Samtidig er de økonomiske udsigter blevet dårligere siden sidste kvartal, hvilket ifølge IDC kan lægge yderligere pres på efterspørgslen resten af året og ind i 2027.
De største får de største hug
Tilbagegangen rammer især nogle af markedets største producenter.
Lenovo er fortsat verdens største pc-producent med 14,9 millioner solgte maskiner i tredje kvartal, men det er 22,6 procent færre solgte maskiner end året før.
HP bliver ramt endnu hårdere.
Selskabets leverancer faldt 30,9 procent til 10,3 millioner pc'er, mens Dell leverede 7,6 millioner, hvilket er omkring en fjerdedel færre end året før.
IDC vurderer, at netop de tre største producenter kan være blevet hårdest ramt af den tidlige lageropbygning.
Apple klarede sig relativt bedre med et fald på 11,3 procent til 5,9 millioner solgte pc'er, mens ASUS gik 8,6 procent tilbage til 5,5 millioner solgte pc'er.
Dermed øgede begge selskaber deres markedsandele, selvom de solgte færre pc'er.