Titlen på Gideon Rachmans nye bog, ”War Is Interested in You: The Breakdown of International Order and the Threat of World War Three”, stammer fra en bemærkning, der tilskrives Leon Trotskij.
Pointen er, at du sagtens kan være ligeglad med krig. Krigen er bare ikke nødvendigvis ligeglad med dig.
Rachman har været chefkommentator for udenrigsstof på Financial Times siden 2006, og han har brugt årtier på at tale med både dem, der starter krige, og dem, der prøver at stoppe dem.
Hans egen alarmklokke ringede for alvor på sikkerhedskonferencen i München i februar 2022, fire dage før Ruslands storskalainvasion.
De britiske og amerikanske efterretningstjenester var sikre på, at russerne ville invadere. Men tyskerne troede ikke på det, og det gjorde overraskende mange ukrainere heller ikke. Siden er det kun gået ned ad bakke.
Alene i 2024 var der ifølge bogen 61 væbnede konflikter i verden, heraf 11 egentlige krige. Mange af dem lægger vi knap nok mærke til herfra, selv om f.eks. krigen i Sudan ved midten af 2025 havde kostet omkring 150.000 mennesker livet.
Det nye er, at de regionale konflikter er begyndt at flyde sammen. Nordkoreanske soldater kæmper for Rusland, iranske droner flyver over Ukraine, og ukrainerne rådgiver nu golfstaterne i dronekrig.
Og sådan kan en række lokale brande – hvis vi er uheldige – vokse sammen til én storbrand.
Ifølge Rachman ligger roden til den nye usikkerhed i magtbalancen mellem USA og Kina, og den hurtigste vej til en verdenskrig går formentlig over Taiwan.
Det er samme præmis som i Andreas Fuldas ”Hvis Kina vinder”, som vi omtalte i maj. Kina har i dag flere krigsskibe end USA, selv om de gennemgående er mindre. Ét enkelt kinesisk skibsværft har angiveligt større kapacitet end samtlige amerikanske værfter tilsammen.
Samtidig peger Rachman på, at Donald Trumps ønske om at holde USA ude af andres krige kan få den stik modsatte effekt.
Både Europas og Asiens sikkerhed er trods alt bygget op omkring amerikanske garantier. Begynder de at vakle, kan det friste Moskva og Beijing til at tage chancer, de ellers ville have ladet ligge.
Omvendt kan USA's og Ruslands foreløbige fiaskoer i Iran og Ukraine – lande, som de hver især var helt sikre på at kunne ordne på under en uge – virke afskrækkende på den kinesiske topledelse.
Både bogen og denne omtale er skrevet før det amerikanske midtvejsvalg. Vi ved derfor ikke, om verden ser helt lige så sær og usikker ud, når du læser dette.
Rachman peger dog selv på, at amerikanske præsidenter beholder det meste af magten over udenrigspolitikken, uanset hvordan det går på hjemmebanen. Og der skal nok mere end ét valg til at rokke ved bogens hovedpointer.
Det lyder dystert, og det er det også. Men bogen er ifølge anmelderne langt fra så tung, som emnet lægger op til, fordi Rachman skriver anekdotisk og med overblik.
Han understreger desuden selv, at bogen ikke er en spådom. Det, der holdt freden under den kolde krig, nemlig at stormagterne vidste, hvad atomvåben kunne gøre ved dem, virker sådan set stadig.
Det er trods alt en form for trøst. Om end en tynd én.
