CTO Testcenter har set på fire 1U-servere– fra Gateway, Hewlett-Packard, MPC og Supermicro – for at finde frem til, hvad de kan tilbyde af management, redundans, ydeevne og udvidelsesmuligheder, og blev behageligt overrasket. (Andre leverandører af lignende systemer, blandt andre Dell og IBM, havde ikke mulighed for at deltage).
Jeg modtog Gateway 9415, HP PrioLiant DL360 G4p, MPC NetFrame 1720 og Supermicro SuperServer 6014P-TR til testen. Alle serverne understøtter fra 2,8 GHz til 3,6 GHz enkelt- eller dobbelt Xeon-processorer, har mindst 12 GB RAM og dobbelt redundant strømforsyning.
Udvidelses-mulighederne er noget begrænsede på grund af 1U-størrelsen (1,75” eller 4,5 cm høj)– så der kan maksimalt blive tale om en eller to PCI-X slots og tre eller fire drev. Alle på nær HP-serveren har en ekstern SCSI-port til direkte tilsluttet storage.
Disse små servere byder på et par overraskelser: For det første har de SATA-baserede MPC- og Supermicro-servere lige så god eller bedre ydeevne som/end Ultra320 SCSI-systemerne. For det andet er Supermicro det bedste system og samtidig også det billigste.
Jeg satte systemerne op med Windows 2003 Standard Server, oprettede en file share og kopierede så foldere med enten mange små filer eller nogle få meget store filer ved hjælp af flere brugere på forskellige klienter, der kopierede filer til og fra filserverne. Den test simulerer betingelser, som filservere i den virkelige verden bliver stillet over for, snarere end test, der kører lokalt på filservere ved hjælp af Intels IOmeter, der ikke nødvendigvis afspejler filserverens ydeevne i den virkelige verden.
Resultaterne af filserver-testene var interessante. I throughput-test med store filer havde Supermicro-systemet det højeste throughput med et gennemsnit lige under 65 Mbit/s over et gigabit-link. Gateway kom på andenpladsen med 57 Mbit/s og HP og MPC ramte begge 42 Mbit/s.
Det virkede dog som om antallet af drev havde større betydning for servernes ydeevne end drev-interfacet. I test med mange små filer kopierede jeg tæt ved 30.000 filer ved hjælp af otte klienter samtidig og målte, hvor lang tid det tog at kopiere alle filerne. Her kom Gateway på førstepladsen med 37 minutter. Supermicro tog andenpladsen med 41 minutter, HP 48 minutter og MPC 52 minutter.
Den store forskel i ydeevne skyldes, at begrænsningen i et lille system er ydeevnen på de enkelte drev – jo flere drev, man fordeler I/O’en over, jo bedre bliver ydeevnen. Selve disken er flaskehalsen – ikke controlleren eller drev-interfacet. Som denne test viser, gælder det både overordnet throughput og I/O pr. sekund.
Man kunne forvente, at Ultra320-systemerne ville klare sig bedre i I/O pr. sekund, som de som regel gør i IOmeter-test. Det havde måske også været tilfældet, hvis Ultra320-systemerne havde haft samme antal drev, men med færre drev, kunne de ikke holde kadencen.
Brug af SATA-drev i servere kan fremkalde bekymringer om driftsikkerhed, men ikke her: De to systemer med SATA-drev – MPC og Supermicro – bruger Western Digitals RAID Edition-drev, der er konstrueret til at køre døgnet rundt og have en MTBF (mean time before failure) svarende til SCSI-drevs. Med 250 GB og 400 GB og snart 500 GB drev i RAID-udgave er den kapacitet SATA-drev tilbyder meget attraktiv – især når 400 GB-drev er billigere end 72 GB SCSI-drev.
Jeg satte også serverne op som webservere med Microsoft IIS og brugte så RadViews WebLoad til belastning. Jeg simulerede et stigende antal brugere, indtil svartiderne blev lange. Antallet af nødvendige klienter for at mætte serverne svarede stort set til processorhastigheden, hvor HP-serveren klarede sig næsten lige så godt med en processor som Supermicro gjorde med to – måske en indikation på, at IIS ikke benyttede sig af multithreading.
Systemerne er lette at håndtere. Alle har iLO (Integrated Lights-Out) styringsmoduler, om end iLO kun er standard i HP-serveren. Alle modulerne, bortset fra HP’s, har som option et LCD frontpanel, der viser management-informationer som serverens primære IP-adresse. Og i alle, bortset fra serveren fra Supermicro, medfølger management-software, dog er HP’s den mest omfattende.
Når man sammenligner priser, så er lagerpladsen vigtig at tage med. I testopstillingen havde Supermicro 723 GB, MPC 250 GB, Gateway 128 GB og HP 33 GB. HP’s specielt lave kapacitet er god nok til at køre en webserver, men 33 GB er ikke nok, hvis man er på udkig efter en database- eller fileserver. Men hvis man er forbundet til et SAN, er den interne drev-kapacitet selvfølgelig ikke en afgørende faktor, og 33GB er nok til at køre Windows- eller Linux-servere. Man kan tilføje 146 GB eller 300 GB drev til HP-serveren, men det betyder en voldsom fordyrelse af systemet.
1U-servere er ikke længere kun til webfarme. Med en formateret kapacitet på op til 1,6 TB, to 3,8 GHz Xeon-processorer, 12 GB ram og to Gigabit Ethernet-porte kan en af disse små servere klare de fleste opgaver, når man ikke har et helt databasesystem. De klarer alle opgaverne med fin redundans.
Set med pris/ydeevne-briller skiller SuperMicro-systemet sig ud med fin disk-performance, enorm kapacitet, hurtige processorer og den laveste pris blandt de testede.
De tre andre systemer kommer fra mere kendte huse med større serviceorganisationer og nogle ekstra features. Både Gateway og MPC kan bestilles direkte, og det er muligt at få serverne prækonfigureret med alt det ekstraudstyr, man kunne ønske sig, og så er Gateway-serverens ydeevne rigtig god.
HP’s er en arbejdshest – endnu en i rækken. Her koster det mere at få samme performance-niveau, men så kan man også forvente god service og driftsikkerhed. HP-serveren er også den eneste i testen, der har to PCI-X slots i fuld størrelse og iLO-controller – den koster ekstra i de andre systemer.
Dette er en forkortet version af testen, der blev bragt i CTO, 3. februar 2006
