Vi har ganske rigtigt “brug for sammenhængende viden om informationssamfundet”, som det står i forordet til apporten “Informationssamfundet Danmark.”
Rapporten, som er udarbejdet af IT- og Telestyrelsen sammen med Danmarks Statistik, blev udgivet i denne uge – for sjette år i træk.
Det er blot en skam, at rapporten ikke leverer den viden. Tværtimod, fristes man til at sige.
Hen over 200 taltætte sider får vi at vide, at mange danskere flittigt bruger computere, mobiltelefoner, digitale kameraer og i stigende grad bredbånd, ligesom vi handler mere og mere på internettet. Men det ved vi sådan set godt.
Hvor gode er vi?
Hvad vi derimod ikke ved, er, hvor gode danskerne er til at bruge al den it.
For eksempel ligger den danske folkeskole nummer et i Europa målt på antallet af computere per elev og andel af skoler med bredbånd.
Men vi har ingen ide om, hvorvidt alt det isenkram gør de danske elever mere kompetente til at anvende it.
Som skolernes testsystemer er skruet sammen i dag, er det ikke muligt at sammenligne de danske elevers it-færdigheder med andre elever.
Det betyder, at Danmarks Lærerforening må nøjes med at have en holdning om, at elevernes it-kompetencer er “gode nok” – uden på nogen som helst måde at kunne dokumentere det.
Det er lige så let at påstå, at de danske elevers it-kompetencer slet ikke står i mål med det it-udstyr, de danske skoler rummer. Vi ved det ganske enkelt ikke.
Og dette er problemet med “Informationssamfundet Danmark”.
Hvad betyder alle tallene?
Trods de gode hensigter bag rapporten ved vi ganske enkelt ikke, hvad de mange, mange tal egentlig betyder.
Ikke desto mindre bliver rapporten politisk taget til indtægt som et bevis på, at Danmark er toptunet til it-fremtiden – af selveste it-minister Helge Sander selv.
Den politiske fortolkning forvandler rapporten fra at være et omfangsrigt statistikridt til et farligt skønmaleri, fordi den kan legitimere politisk laissez faire på et tidspunkt, hvor der tværtimod er behov for en massiv indsats for sikre Danmark en stærk position i den digitale økonomi.
Hvad rapporten “Informationssamfundet Danmark” derfor først og fremmest dokumenterer, er et akut behov for en ny tidssvarende målestok for det digitale samfund, som reelt leverer en sammenhængende viden.
Her er et par meget basale spørgsmål, som vi nødvendigvis bør kunne svare på, hvis vi skal være i stand til at træffe rettidige og rigtige samfundsstrategiske beslutninger:
• Hvordan definerer vi digitale kompetencer? Hvor stærke digitale kompetencer har de danske skoleelever? Hvor stærke digitale kompetencer har den danske arbejdsstyrke?
• Hvad er definitionen på en digital virksomhed? Hvor digitale er de danske virksomheder? Hvilken dansk branche er mest digital?
Svarene vil vise, hvor velforberedt Danmark reelt er til udfordringerne og mulighederne i fremtidens digitale økonomi – ligesom de vil vise, hvor vi med fordel kunne sætte ind.
Problemet er, at vi ikke har svarene. Heller ikke efter seks år med “Informationssamfundet Danmark”. Skulle vi ikke tage og finde dem?
