ComputerViews: Henover nytåret har der været bryllupsfestligheder i den amerikanske televerden.
Anledningen er myndighedernes godkendelse af fusionen mellem AT&T og BellSouth.
Både brud og gom er – som det sig hør og bør på de kanter - ’super-sized’.
Til sammen danner de nemlig intet mindre end verdens største teleselskab med en forventet omsætning på godt 700 milliarder kroner i år, hvilket er knap 15 gange mere end TDC.
Duopol i USA
Sammenlægningen af de to giganter skaber noget, der ifølge flere amerikanske iagttagere alvorligt kan minde om et duopol på USAs telemarked.
Her står AT&T nemlig overfor en anden sværvægter, Verizon, som også er vokset voldsomt de senere år gennem en aggressiv overtagelsesstrategi.
Der ligger en ikke ubetydelig ironi i, at man i år kan fejre 25-året for de amerikanske myndigheders skelsættende opsplitning af den daværende telemonopolist – selv samme AT&T – på et tidspunkt, hvor selskabet igen kan siges at spille en dominerende rolle på markedet.
Men før man begynder at blive alt for ophidset over disse paralleller, er det værd at huske på, at televerdenen anno 1982 og 2007 er fundamentalt forskellige størrelser.
For 25 år siden var industrien domineret af statsejede monopoler, priserne var skyhøje og konkurrencen ikke-eksisterende i mange markedssegmenter.
I dag presses de etablerede selskaber derimod af alternative operatører, der udbydes en række konkurrerende access-teknologier og priserne falder konstant.
Kritikere er bekymrede
Alligevel har fusionen skabt bekymring blandt politikere og forbrugere i USA, og AT&T har måttet give garantier om netneutralitet – at selskabet ikke vil diskriminere mod bestemte typer internettrafik – for at få opkøbet til at falde på plads.
Den drivende logik bag de store amerikanske fusioner er klar.
Øget volumen giver konkurrencefordele, mens udnyttelsen af synergier (læs: omkostningsreduktioner) vil skæppe på bundlinjen.
Det er en lære som Europas teleselskaber godt kan begynde at lægge sig på sinde – i hvert fald, hvis de har til sinds at tage konkurrencen op på globalt plan.
Set i det perspektiv er fortsat konsolidering i den europæiske telesektor både nødvendig og uundgåelig.
Europa præges telemarkedet nemlig stadig af etablerede operatører, som dominerer i hvert sit afgrænsede, nationale kongerige.
Hvis selskaber som Deutsche Telekom, France Telecom, Vodafone, British Telecom og Telefonica (de bedste europæiske bud på spillere med global rækkevidde) vil udfordre de to amerikanske mega-operatører, skal de først tage på i vægt.
Det er ikke muligt blot gennem organisk vækst.
Der skal overtagelser til, og en mulig hors d’oeuvre for de europæiske selskaber kunne være et eller flere af de nordiske teleselskaber.
