Dansk virksomhed certificerer autister

It-virksomheden Specialisterne vil certificere virksomhedens ansatte autister. Målet er at beskæftige 500 softwaretestere med en autismespektrumsforstyrrelse.

Mennesker med autisme har sjældent eksamenspapirer.

Det afsluttende stykke papir fra skolegangen mangler som regel, fordi eksaminerne har været en for stor forhindring.

Ikke fordi, de ikke kan stoffet, men fordi selve eksamenssituationen er uforenelig med deres handicap.

Det manglende papir begrænser karrieremulighederne og mange får derfor aldrig et arbejde. Deres handicap kræver andre rammer, end dem man normalt ser på en arbejdsplads.

Heldigvis findes der en it-virsomhed ved navn Specialisterne.

Den beskæftiger, med få undtagelser, kun mennesker, man ellers ikke lige finder på danske arbejdspladser.

Tre ud af fire ansatte har en såkaldt autismespektrumsforstyrrelse. De fleste har Aspergers Syndrom, der er en mild form for autisme, men dog et neuralt, uhelbredeligt handicap.

I denne uge bliver de første fire Specialisterne-softwaretestere ISEB-testcertificeret.

Det er planen, at alle medarbejderne skal have beviser inden for de områder, hvor det er muligt at opnå internationalt anerkendte færdighedsbeviser og certifikater, fortæller Thorkil Sonne, stifter og administrerende direktør for Specialisterne.

"Det er en milepæl for os, at vi har fået et certificeringsforløb. Mennesker med autisme har ikke ret meget på deres CV'er. Vores mål er at alle skal igennem," siger han.

God skolegang, ingen eksamen

En person med Aspergers Syndrom er i lige så høj grad som andre mennesker i stand til at gå i skole og lære.

Men nye omgivelser, fremmede situationer og ukendte mennesker har folk med Aspergers Syndrom det generelt ikke godt med.

Det gør det svært for de fleste at gennemføre en almindelig eksamen.

"Mange har klaret sig rigtig godt i skolen, men ikke til prøverne. Derfor har de ikke fået det papir, de skulle have haft," forklarer Lisbeth Zornig Andersen, som er underdirektør i Specialisterne.

Eksamen i trygt miljø

Derfor skal eksaminerne i forbindelse med testcertificeringerne foregå i et miljø, der er trygt for Specialisternes medarbejdere, nemlig hjemme i virksomheden i Tåstrup, syd for København.

Den utraditionelle uddannelses- og eksamensform er blevet til i et samarbejde med Dansk IT, der står for selve certificeringen, og udviklingsvirksomheden Delta, der leverer undervisningsmaterialet.

Der kan argumenteres for, at et certifikat måske ikke er så betydningsfuldt, hvis man allerede har det job, man gerne vil have.

Men sådan argumenterer man ikke hos Specialisterne.

"Certificeringerne handler om virksomhedens og de ansattes selvforståelse. Det har også noget at gøre med kundernes tryghed," siger Thorkil Sonne.

Mange af Specialisternes 50 ansatte arbejder faktisk på opgaver uden for huset, hos eksterne kunder. Det kræver lidt forberedelse fra både kundens og Specialisternes side.

Men Specialisternes ansatte er fabelagtige softwaretestere.

Deres fejlprocent er ekstrem lav, og ofte løser de testopgaver hurtigere, end hvad der ellers er normalt for branchen, siger Thorkil Sonne

Specialisterne har i dag flere krævende kunder, deriblandt KMD, Microsoft, Oracle og CSC.

International guru

Thorkil Sonne startede Specialisterne i 2005, da hans egen søn var blevet diagnosticeret inden for autismespektret.

Han erkendte, at arbejdsmarkedet ikke er gearet til at beskæftige mennesker med handicap, og så det som sin mission at hjælpe autister til en tilfredsstillende og erhvervsaktiv tilværelse.

I år ansatte han en direktør, Lisbeth Z. Andersen, som tager sig af forretningsudviklingen, mens han selv er ved at udvikle sig til en slags international guru inden for sit felt.

Thorkil Sonne bruger det meste af sin tid på at rejse kloden rundt og skabe netværk og inspirere andre autismeorganisationer og virksomheder, der vil tage et socialt ansvar.

For eksempel rejser han i denne uge til Ohio, hvor han holder to foredrag på en stor autismekonference. Han skal desuden deltage i den store softwaretesterkonference Starwest i USA næste år.

I 2004 modtog han Autismeprisen for sit arbejde.

Når finansieringen er på plads, forventer han at starte en Specialisterne i Glasgow i Skotland i løbet 2008, hvor målet er at beskæftige 500 softwaretestere med en autismespektrumsforstyrrelse.

Læs mere om Specialisterne i Computerworld i næste uge.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

Jeppe Lindberg

Norriq Danmark A/S

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

Andreas Dyngberg Pedersen

Norriq Danmark A/S