Ny spilkonsol vil spise Microsoft og Sony

Et nyt on-demand spilkoncept vil udfordre Microsoft og Sonys konsoller. Indtil videre tager begge giganter imidlertid udsigten til skærpet konkurrence roligt.

Artikel top billede

Streaming er fremtiden, men det vil kræve massive båndbredder, før det er praktisk muligt at afvikle store spil direkte over nettet, lyder det fra både Microsoft og Sony.

Ingen computer. Ingen fysiske diske. Ingen stor download. Ingen installation. Kun en boks til fjernsynet og så får man serveret de nyeste spil direkte over bredbåndsforbindelsen.

Det lyder besnærende, og det bliver virkelighed senere på året, hvis man skal tro den amerikanske web-entreprenør Steve Pearlman, der med mikrokonsollen OnLive vil ryste den etablerede spilindustri.

Konceptet er klart. Det skal være games-on-demand uden behov for først at downloade spillene ned på konsollens harddisk. Afviklingen af spillet foregår altså i skyen, som det populært kaldes.

Microsoft: Utopisk koncept
Mange i spilbranchen har spået, at den nye konsol vil komme til at konkurrere direkte mod Sonys Playstation 3 og Microsofts Xbox 360, der også begge kobles til fjernsynet.

I Microsoft Danmark ryster Claus Due dog ikke i bukserne over det nye koncept. Som øverst ansvarlig for Microsofts danske underholdningsdivision, blandt andet Xbox, mener han, der stadig er visse problemer forbundet med streaming-ideen.

"Teknisk lyder det som et drømmescenarie, men jeg har meget, meget svært ved at se det for mig. Jeg ved, hvor kommandotunge og datatunge spillene er. Man sender en kommando af sted, når du gør noget, og så skal spillet reagere på det. Hvis kommandoen skal via en server et eller andet sted, og du ikke har nogen software liggende på din computer, det har man ikke set før," siger han.

Og når man ikke har set det før, så er der typisk to mulige udfald, forklarer Claus Due.

"Enten er det fantastisk eller også er det lidt utopisk. Jeg tror, jeg ville hælde til den sidste mulighed, hvis jeg skulle komme med et bud," siger han.

Sony: Ingen alvorlig udfordring

Hos Nordisk Film Interactive, der står for Playstation-salget i Danmark, tager marketingchef Andreas Hansen også OnLive med rolig mine.

"Vi ser det ikke som en ultimativ konkurrent i forhold til Playstation 3. Vores verden koncentrerer sig om vores nære konkurrenter, og det vil den blive ved med at gøre. Også selvom der er en ny spiller på vej," siger han.

Andreas Hansen indrømmer dog, at konceptet er interessant, omend en smule problematisk.

"Setup'et er som sådan en udfordrer, fordi det tilbyder noget af det samme, som Playstation 3 gør. Men jeg gætter på, at man skal have en sindssyg hurtig internetforbindelse for at få en spiloplevelse, der er lig en Playstation 3-oplevelse, fordi vi taler fuld HD," siger han.

"Jeg kan ikke forestille mig, at kvaliteten er helt den samme, hvis jeg skal være helt ærlig. Playstation 3 er også så meget mere end spil med BluRay-afspiller, så spil er kun et af mange ben," siger Andreas Hansen.

Fremtiden er stream - bare ikke nu

Steve Pearlmans plan for OnLive er, at det skal være muligt at streame de nyeste og mest avancerede spil.

Som Andreas Hansen mener også Microsofts danske Xbox-chef Claus Due, at det kan blive problematisk.

"Det kan godt lade sig gøre, hvis du har meget simple game-universer. Men forbrugeren er jo ligeglad med, om han streamer det. Det er ikke en kvalitet i sig selv. Om det tilfører forbrugeren tilstrækkeligt til, at sådan en konsol kan komme frem, det ville jeg ikke sætte mine egne penge på," siger Claus Due.

Han fastslår dog, at selve online-dimensionen i konsollerne er noget, Microsoft aktivt følger med i.

"Streaming er interessant, og det bliver der, hvor tv, video og games for alvor fødes nu," siger han.

Han forklarer, at Microsoft i øjeblikket streamer HD-film over Xbox'en i USA, men at det er et helt andet område end stream af spil.

"Stream af film fungerer fint nok med en fornuftig båndbredde. Men det er jo envejs, hvor vi streamer film ind i maskinen. Hvis man forestiller sig at skulle smide en kommando den anden vej, så er det ikke noget, jeg har hørt noget om før," siger han.

Annonceindlæg tema

Forsvar & beredskab

Cybersikkerhed, realtidsdata og robuste it-systemer er blevet fundamentet for moderne forsvar.

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Hans Christian Thisen som AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til udvikling og implementering af AI- og automatiseringsløsninger. Nyt job

Hans Christian Thisen

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Søren Vindfelt Røn som Data & AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at effektivisere, planlægge og implementere innovative, digitale løsninger for Norriqs kunder. Han kommer fra en stilling som Co-founder & CMO hos DrinkSaver. Han er uddannet Masters of science på Københavns IT-Universitet. Nyt job

Søren Vindfelt Røn

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Benjamin Terp som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Odense. Han er uddannet IT-Supporter hos Kjaer Data. Nyt job

Benjamin Terp

Netip A/S

Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Christian Homann som Projektleder ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Digitaliseringschef hos EUC Nordvest. Han er uddannet med en Cand.it og har en del års erfaring med projektledelse. Nyt job

Christian Homann

Netip A/S