Artikel top billede

Foto: Torben Klint

Her er Asger Jensbys tvivlsomme forklaringer

Tidligere bestyrelsesformand Asger Jensby har flere gange i IT Factory-skandalen været på dybt vand med sine forklaringer. Få overblikket her.

Tidligere bestyrelsesformand Asger Jensby har efterhånden stået bag en del tvivlsomme forklaringer i sagen om Stein Bagger og IT Factory.

Her følger en gennemgang af de situationer, hvor Asger Jensby selv har erkendt fejlagtige udtalelser, samt en række forhold, hvor andre personer er lodret uenige i Asger Jensbys udtalelser.

"Jeg kendte ikke til Allan Vestergaard"

Utallige gange har Asger Jensby sagt, at han ikke kendte investor Allan Vestergaard, der via Agios United ejede en del af IT Factory, før han ringer til ham torsdag den 27. november 2008.

Men Morgenavisen Jyllands-Posten kunne afsløre, at bestyrelsesformanden kendte til Allan Vestergaards eksistens allerede i 2006.

Hvorfor har du under hele sagen sagt, at du aldrig havde hørt om Allan Vestergaard. Du havde jo hørt om ham? spurgte Morgenavisen Jyllands-Posten Asger Jensby.

"Jo, jeg havde hørt om ham. Men på det her tidspunkt sker der så utroligt mange revolutionerende ting omkring mig, dramatiske ting, så lad være med at lægge mere? Jeg går jo ikke og husker på, om jeg har hørt et navn nævnt for flere år siden," var Asger Jensbys svar til avisen.

Det var i et mødereferat fra lørdag den 29. november 2008 mellem Allan Vestergaard og Asger Jensby, at formanden fortæller, at han "for et par år siden" hørte, at Stein Bagger og Allan Vestergaard havde et samarbejde.

Bagmandspolitiet ligger inde med dokumentet, som Morgenavisen Jyllands-Posten altså fik indsigt i.

"Jeg er cand. merc."

Asger Jensbys cv har også dannet rammen om en direkte forkert oplysning.

DR kan afsløre, at Asger Jensby faktisk ikke har en cand- merc.-titel, som Jensby skrev på sit cv.

"Det er en fejl," udtalte Asger Jensby til DR.

Han forklarede, at han studerede på Handelshøjskolen i Århus i flere år, men altså ikke fik tilstrækkeligt med eksamener i hus til at kalde sig cand. merc..

Partner i Sam Headhunting Kirsten Fjord var ikke bleg for vurdere konsekvensen:

"Asger Jensby er en færdig mand i erhvervslivet. Når han lyver om sit c.v., vil alle spørge sig selv, hvad han ellers lyver om," sagde hun til DR.

Hvem anbefalede Stein Bagger?

"Ingelise Bogason sagde god for Stein Bagger"

Og netop formandens troværdig skal sættes op over for Ingelise Bogason, der blandt andet er tidligere administrerende direktør hos CSC Danmark.

Asger Jensby påstår nemlig i bogen "Stein Bagger og inderkredsen," at hun anbefalede ham at ansætte Stein Bagger.

"Det var Ingelise Bogasons opfattelse, at han var en dygtig fyr og en relevant kandidat til et job i CSC," har Asger Jensby også sagt til DR.

Men her er Ingelise Bogason lodret uenig.

"På Asger Jensbys foranledning havde jeg i september 2001 én jobsamtale med Stein Bagger. Jeg følte ikke, at Stein Bagger passede ind i virksomhedskulturen hos CSC, og jeg anbefalede derfor Asger Jensby ikke at ansætte ham," sagde Ingelise Bogason til DR.

På samme måde har Asger Jensby lagt sig ud med investor Michael Mathiesen, der stod i spidsen for 2M Invest.

Her gik Asger Jensby påstand på, at Michael Mathiesen skulle have anmodet ham om navne på mulige direktører for IT Factory i november 2001.

Men det kunne Dorte Toft berette, at Michael Mathiesen ikke var enig i.

"Ikke sandt. Det kom bag på mig, at den daværende direktør blev fjernet og erstattet med Stein Bagger," sagde Michael Mathiesen blandt andet til Dorte Toft om Jensbys påstand.

"Sent lørdag aften opdager vi hemmeligt kontor"

På pressemødet den 1. december 2008 var Asger Jensby angiveligt ikke helt præcis med de oplysninger, han gav om det hemmelige kontor.

Det på trods af at pressemødet var planlagt ned til mindste detalje, ifølge epn.dk.

Asger Jensby fortalte om 'det hemmelige kontor' på Schæffergården:

"I løbet af sen lørdag aften bliver vi gjort opmærksom på, eller finder vi indikationer på, at Stein Bagger på Schæffergården i umiddelbar nærhed har oprettet et hemmeligt kontor."

"Ingen kendte til kontoret hverken blandt ledende medarbejdere eller bestyrelsen. Det er første gang, jeg hører om kontoret lørdag aften".

"Og først da vi får adgang til kontoret i løbet af søndagen, får vi adgang til de dokumenter, der er med til at danne billedet af det, der er sket. Så det er relativt nyt for os, og chokket har langt fra lagt sig".

Men Ekstra Bladet kunne afsløre, at de oplysninger ikke holder.

Avisen oplyser, at tre personer fra IT Factory var inde på kontoret og tog papirer med, flere timer før det tidspunkt, som Asger Jensby oplyser på pressemødet.

Ekstra Bladet har fået oplyst, at døren til det hemmelige kontor blev åbnet 13.51 om lørdagen.

Asger Jensby var på dagen for afsløringen for træt til at tale med avisen og forklare uoverensstemmelsen.

"Jeg kendte ikke identiteten på person bag advarsel"

Et kritikpunkt af bestyrelsesformandens rolle i sagen har været hans manglende reaktion overfor de advarsler, der faldt blandt faldt i andet første halvår 2007.

Men det afviser Asger Jensby med henvisning til, at han ikke kendte identiteten på personen bag den anonyme mail, han havde fået fra - skal det senere vise sig - direktør Bo Svensson fra Convergens.

Men pludselig viser det sig, at Asger Jensby overfor Børsen i december 2007 erkender, at kende identiteten bag personerne med advarsler.

"Jeg ved, hvem det er. Det er nogle meget gamle IT Factory-aktionærer fra 2M-tiden, som også var ansat, men som ikke er det mere, og som ikke har været aktionærer, mens selskabet har været i vores regi," sagde Asger Jensby dengang til Børsen, som dog ikke skrev noget om kritikken.

Glemte at fortælle om Bagger-lån

"Jeg vidste intet om skift i ejerforhold"

I ugen op til skandalen bryder ud, er der heftig aktivitet omkring en planlagt ændring i ejerforholdene hos IT Factory.

Stein Bagger og Allan Vestergaard, der i starten af denne uge bliver slået ned uden for sit hjem, planlægger at købe Asger Jensby ud for en milliard kroner.

Torsdag nat ringer Allan Vestergaard til Asger Jensby og fortæller om den planlægning, som Allan Vestergaard tror Asger Jesnby kender til - og et forestående pressemøde.

Asger Jensby har siden udtalt, at han aldrig havde mødt eller kendte Allan Vestergaard, hvilket altså viste sig at være forkert, og at oplysningernes lød som kom de fra en gal mand.

Men oplysninger denne torsdag nat om et muligt ejerskifte kan ikke være kommet helt og aldeles bag på Asger Jensby.

For samme torsdag formiddag klokken klokken 11.13 ringer Computerworld til Asger Jensby og spørger, om der skal ske noget omkring ejerforhold hos IT Factory dagen efter om fredagen.

Det har Computerworld nemlig hørt på vandrørene.

"I morgen? Det har jeg ingen….nej, det gør der ikke. Overhovedet ikke. Det er nogle forkerte vandrør, du lytter til," lød Asger Jensby reaktion.

Så selvom han angiveligt ikke har kendt til skiftet i ejerforholdene, så kan oplysningen fra Allan Vestergaard ikke have kommet fuldstændig som et chok for bestyrelsesformanden.

Glemte at fortælle Bagmandspolitiet om Bagger-lån

Ser man i dag tilbage på pressemødet den 1. december 2008, må man sige, at bestyrelsesformanden var noget karrig med oplysningerne.

Du kan se pressemødet her.

Udover at offentligheden ikke har fået alle oplysninger lagt på bordet, gælder det samme for Bagmandspolitiet - det er endda oplysninger som Bagmandspolitiet efterfølgende har kaldt interessante.

Blandt andet undlod Asger Jensby at fortælle Bagmandspolitiet, at han havde lånt 20 millioner kroner i Stein Baggers selskab Agios United. Det bekræftede han senere overfor politiken.dk.

Men hvorfor har du ikke fortalt det til Bagmandspolitiet? spurgte avisens journalister.

"Fordi det ikke er en del af kriminaliteten. Min vinkling var, at det her tilhørte et privatøkonomisk aspekt og ikke et svindelaspekt, og derfor ville jeg ikke på nuværende tidspunkt forplumre problemstillingen med det. Det er desværre de sørgelige kendsgerninger," lød formandens svar til politiken.dk

Siden er det også kommet frem, at Asger Jensby i foråret 2008 fik kendskab til en politianmeldelse af Stein Bagger helt tilbage fra 2003, skriver JyllandsPosten.

Heller ikke det blev luftet på pressemødet i december, hvor formanden sagde, at chokket endnu ikke havde lagt sig.

På pressemødet gjorde formanden i øvrigt meget ud af, at ingen udover Stein Bagger hos IT Factory, hvor Jensbys egen kone arbejdede i en periode, kendte til svindlen.

Pressemødet blev afholdt dagen efter den søndag, der ifølge Jensbys udsagn om det hemmelige kontor, er første gang, man får adgang til dokumenterne om svindlen. Alligevel kan han altså omkring 24 timer efter konkludere, at ingen hos IT Factorys ledelse har været vidende om svindlen.

"Nogen har stjålet min identitet"

Lagde afstand til Bjarne Riis' løgne

Asger Jensby, der altså selv er blevet taget i tvivlsomme forklaringer i forbindelse med IT Factory-sagen, har ikke været bleg for at lægge afstand til andres udtalelser.

I en artikel i Berlingske er den tidligere CSC-chef, der i øvrigt i år 2000 søsatte Team CSC med Bjarne Riis i spidsen, klar i mælet om konsekvensen, efter Bjarne Riis har indrømmet doping-misbrug i 2007.

Hvis Asger Jensby fortsat var chef for CSC, ville alle bånd blive kappet til cykelholdet, lød det fra Asger Jensby.

Asger Jensby virker særligt fortørnet over, at Bjarne Riis løj over for ham personligt, da en af holdets cykelryttere Bo Hamburger blev testet positv for EPO i 2001.

"Dengang havde vi lange møder med Erik Ove fra kommunikationsfirmaet Jøp Ove og Myrthu om, hvordan vi skulle klare sagerne. Jeg sad med Bjarne Riis på et hotel på Skt. Annæ Plads i København før et pressemøde om Bo Hamburgers sag. Jeg spurgte Bjarne Riis om, hvordan sådan noget doping egentlig virker, og om man kan tage det selv."

"Bjarne Riis sagde, at det kendte han ingenting til. Han sagde, at 'sådan noget har jeg aldrig taget og det ved jeg intet om'," sagde Asger Jensby om dengang i 2001, hvor han åbenbart også samarbejdede med kommunikationsrådgiver Erik Ove.

På trods af sin afstandtagen til Bjarne Riis som doping-løgner skrev IT Factory under på en sponsoraftale med cykelholdet Saxo Bank Bjarne Riis i spidsen i 2008 - altså mens Asger Jensby fungerede som bestyrelsesformand for IT Factory.

Af mere belastende oplysninger om Asger Jensbys fortid er det kommet frem i BT, at Asger Jensby var direktør for en it-svindler i 1980'erne.

Dengang blev der også jongleret med mere eller mindre luftige it-produkter, men Asger Jensby har afvist ethvert kendskab til svindlen.

"Nogen har stjålet min identitet"

Asger Jensby er offer i IT Factory-skandalen, bedyrer han selv.

Bagmandspolitiet har da heller ikke rejst sigtelse mod Asger Jensby i sagen om svindel for en lille milliard kroner i IT Factory.

Foreløbig er tre personer sigtet i sagen, udover Stein Bagger, der har fået sin straf på syv års fængsel. Det er en svensker og to nordmænd.

Men Asger Jensby kan formodentlig se frem til at stå over for erstatningskrav for at have svigtet sit bestyrelsesansvar.

Det har kurator Boris Frederiksen hos IT Factory, der ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten oplysninger er god bekendt med Asger Jensbys tidligere advokat Michael Ziegler, i hvert fald varslet.

Imod normal skik var det ikke Skifteretten, der valgte kurator til IT Factory, men Michael Ziegler der udpegede Boris Frederiksen til kurator i IT Factory, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

Også en skattesag spøger for Asger Jensby, der angiveligt skulle have været udsat for identitetstyveri.

Sagen vedrører beskyldninger om, at Jensby har udstedt fakturaer til JMI Invest og ladet store beløb overføre til sig selv uden at orientere SKAT.

"Den orientering, jeg har fået, indikerer for mig, at der er nogen, der har stjålet identiteten; dels for min kone og dels for min virksomhed Troya Private Equities," sagde Asger Jensby om beskyldningerne til TV2 News.

I øvrigt minder det, som Asger Jensby og hans kone angiveligt har været udsat for, om noget Stein Bagger også har været udsat for.

Stein Bagger forklarede således Dorte Toft og Computerworld inden skandalen brød ud, at han havde fundet fire falske netprofiler af sig selv.

Asger Jensby er anmeldt til politiet for at have optaget et ulovligt lån i JMI Invest.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere