Af Kim Ingemann
De amerikanske myndigheders retssag imod softwaregiganten Microsoft afgjordes sidste år med en domsafsigelse, der fastslog, at Microsoft på ulovlig vis havde monopoliseret software-markedet blandt andet ved at sammenkæde styresystemet Windows og web-browseren Explorer.
Microsoft appellerede dommen, og appelsagen blev afgjort i juni. Derefter krævede Microsoft sagen genbehandlet. Den amerikanske appelret i District of Columbia, der behandlede sagen, har nu afvist Microsofts krav om genbehandling i en kortfattet afgørelse.
Appelretten har afgjort, at Microsoft på illegal vis har sammenføjet softwarekode for Windows og Explorer i et forsøg på at hindre konkurrencen på markedet og holde forbrugerne fra at benytte det ene produkt uden det andet.
Appelretten afgjorde, at Microsoft har opereret som illegalt monopol til skade for forbrugerne. Samtidig omstødte retten dommer Thomas Penfield Jacksons ordre om at opsplitte selskabet, skar ned på antallet af monopol-forseelser, og besluttede, at en lavere retsinstans kan udmåle straffen.
Appelrettens afvisning af at genbehandle sagen, gør det muligt at udpege en dommer ved en lavere retsinstans med henblik på at udmåle selskabets straf for at opføre sig som et illegalt monopol.
Med mindre Microsoft beslutter at appellere til den amerikanske højesteret, Supreme Court.