Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 05:07 Der er 31 kommentarer og
1 løsning

Stationær Gamer PC (færdigbygget) på Black Friday (Budget under 7000)

Hejsa. Jeg vil gerne købe en ny stationær gamer PC og jeg har kigget på de forskellige store sælgere, men ved ikke hvad jeg skal gå efter, udbuddet er ikke særlig stort. Har I nogen forslag?

Mine krav er basically: Kunne spille noget Counter strike, Dota, køre flere Runescape clients på samme tid, og eventuelt livestreame på twitch. Har i nogen konkrete forslag eller nogen specs hvor i siger: Det er must at du har xx

Mit budget er under 7000 for selve computeren.

Jeg er ikke nogen IT nørd så jeg vil helst ikke rode mig ud i at skulle bygge noget fra scratch.

Et side spørgsmål er om jeg skal have 24" eller 27" skærm, har været vant til at spille på en laptop indtil nu, men nu bliver det måske for bredt.

Tak for svar!
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 05:10 #1
Jeg har kigget på sharkgamings "max bite massacre" ville det være et godt køb? Jeg har ikke så meget forstand på det og ikke meget kendskab til sharkgaming så ved ikke om det er risikabelt eller noget jeg skal være opmærksom på omkring det.
Avatar billede Slettet bruger
23. november 2018 - 07:22 #2
ja det må så være den her, med 16gb ram
https://sharkgaming.dk/max-bite-massacre-bf

den har et stort grafikkort.

du skal prise dig heldig at de sælger den til den pris.
tror ikke du finder meget andet til det budget.

du bør sætte en stor 2GB hdd i den så du har plads til spil.
(ssd er kun til OS)
Avatar billede Slettet bruger
23. november 2018 - 07:26 #3
hmm
#1 det er AMD processor
#2 strømforsyningen er kun på 500watt
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 08:11 #4
Tak for svar Sid. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dine 2 punkter. Er det dårligt? Hvad har det af betydning?

Jeg vil også lige nævne at plads på computeren ikke er et af mine vigtigste krav. Jeg kommer ikke til at have 500 film på computeren. Men jeg kommer selvfølgelig til at have et par spil mest fra steam, klienter og måske et par film og nogen programmer, men ikke noget vanvittigt.


Jeg har kigget videre på:


https://www.komplett.dk/product/11280/pc-tablets/komplett-pc/komplett-gamer/komplett-gamer-a50?offerId=KOMPLETT-321-11280#

https://www.komplett.dk/product/11145/pc-tablets/komplett-pc/komplett-gamer/komplett-gamer-i40?offerId=KOMPLETT-321-11145#

https://www.komplett.dk/product/1076561/gaming/gaming-pc/stationaer/hp-pavilion-gaming-690-0018#

https://www.komplett.dk/product/1100622/gaming/gaming-pc/stationaer/lenovo-legion-t530#technical-details

https://www.elgiganten.dk/product/pc-tablets/stationar-pc/HP6900805NO/hp-pavilion-gaming-690-0805no-stationar-computer-sort

https://www.dustinhome.dk/product/5011079610/rog-strix-gl12cp
Avatar billede mort1 Ekspert
23. november 2018 - 09:15 #5
Der er noget her - MM plejer at levere godt kram - men jeg kan ikke umiddelbart bedømme prisen
https://www.mm-vision.dk/visiongaming/tema/black-friday?p=1&utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=blackfriday2018
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 09:33 #6
#4: AMD Ryzen processorer er absolut ikke noget dårligt. De er fuldt på højde med tilsvarende Intel-CPU'er. Jeg ved ikke hvorfor det skulle nævnes.

Og en 500 watt strømforsyning kan være et problem hvis du får lyst til at udvide computeren meget, dvs. med nyt grafikkort, flere diske eller lignende - så er det muligt der ikke er nok strøm. Men naturligvis har Sharkgaming testet at computeren, som den er, virker med 500 watt. Og hvis du skulle få lyst til at opgradere, er en ny strømforsyning ikke særlig dyr.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 09:52 #7
Tusind tak for det svar Slater. Jeg regner ikke med at skulle lave opgraderinger til den hvis den virker som det skal, vil helst ikke rode med den. Hvad synes du om Max Bite Massacre købet så? 1000,- i rabat er nuvel ikke alverden, men hvis PCen er bedre end tilsvarende computere til prisen så er det vel også en "fortjeneste". De har også "shark brutality" på tilbud, men jeg kan ikke gennemskue forskellen på de to hvorfor de er lige billige, før prisen på "shark brutality" er højere. Max Bite har dobbelt så mange ram. Hvad ville være det bedste køb?
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 10:46 #8
#7: Hm.. Massacre'en har både dobbelt så meget RAM og et bedre grafikkort (samme chip, men 6 GB VRAM i stedet for 3 GB).

Så umiddelbart er Massacre bedre på alle måder, men Brutality'en koster 500 kr mere normalt, når den ikke er på tilbud, så jeg har på fornemmelsen jeg må overse noget. Jeg kan dog ikke se det. Eneste anden forskel jeg kan se er at bundkortet er et andet mærke og kabinettet er anderledes, men det burde intet betyde.
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 10:50 #9
Denne har dog samme indmad som Massacre'en (bortset fra 8 GB RAM), men til 1000 kr mindre - og man får oven i købet en skærm med.
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 10:51 #10
- Hov, den var uden Windows, så det er 800 kr oven i. Så er prisen næsten den samme - dog stadig med skærm med.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 10:53 #11
Tak. Så du vil mene det ville være et godt køb? Den er også samlet osv såvidt jeg kan forstå? Så jeg kan bare starte den ligeså snart jeg pakker den ud, right? Skal jeg være opmærksom på noget når jeg køber en computerskærm til den for at få bedre performance eller er det ligegyldigt.

Har overvejet at købe denne til: https://www.mm-vision.dk/visiongaming/27-ASUS-VG278Q-FullHD-1ms-144Hz-Gaming-Hoejdejusterbar
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 10:59 #12
Ingen af dem er et dårligt køb. Jeg tør ikke sige du ikke kan finde noget endnu bedre et sted, især på Black Friday, men det er ikke noget man bliver ked af at have givet penge for, det er helt sikkert.

Dog kunne jeg forestille mig, du vil blive irriteret over de kun 240 GB SSD på et tidspunkt, hvis den skal spille nye spil. Det er ikke unormalt at den slags fylder over 50 GB per styk, og så bliver den hurtigt fyldt op. Hvis du ikke selv gider ligge og opgradere senere, ville jeg i dit sted vælge en harddisk oven i med det samme - men det er naturligvis op til budget og hensigter. Hvis du kun vil spille CS og DOTA, så gør det nok ikke noget.

Mht. skærm, så er det en længere diskussion i sig selv, hvad der er bedst - men det har ikke nogen indflydelse på spils performance. Den der er ikke noget dårligt valg. Jeg har selv en PG278Q fra samme mærke og serie, som bare har højere opløsning og Gsync, og selvom jeg går og overvejer at udskifte den med en buet skærm, så er der absolut intet galt med den. Det er en god serie.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 11:07 #13
Tak Slater. Har virkelig ledt længe, i flere timer, for at finde en computer (du kan se et par af dem jeg har linket længere oppe) og lader ikke til at kunne finde noget bedre. Der er ikke mange black friday tilbud på stationære egentlig. Power har kun 11 i alt og der er udsolgt på et par stykker af dem og en del over 10k+ prisklasse.

Når du siger jeg skal smide en harddisk oveni skal jeg så gå til "lagerdisk" og tilvælge Seagate Barracuda 1TB 7200RPM er det rigtig forstået?

På min bærbar kan jeg se at jeg har 812 GB ledig af 929. Har det nogen indflydelse på performance eller ej hvis man smider sådan en ind? Og det gør ikke man kan skal have en højere PSU/strømforsyning (fordi den kan man åbenbart ikke ændre fra de 500W)
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 11:15 #14
Det er korrekt mht. harddisk, ja. Naturligvis helt op til dig, men det ville være min anbefaling.

Mht. performance, så er det korte svar nej - at have mere eller mindre plads gør ingen forskel på performance. Dog hvis mængden af fri plads kommer under ca. 10% kan det gøre systemet langsomt.

Jeg prøvede lige at indtaste komponenterne på Outervisions PSU-beregner ( https://outervision.com/power-supply-calculator ), og den mener at systemet ved høj belastning vil bruge omkring 350 watt, selv inklusiv ekstra harddisk, så 500 bør være helt fint. Man bør altid gå lidt over, men det er fint.
Mange komponenter er blevet langt mere strømbesparende de sidste år, specielt grafikkort og CPU'er.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 11:24 #15
Fedt. Tak for du gad gøre det. Hvor meget forskel gør harddisken til eller fra ift. watt? Hvad ville den være uden den ekstra harddisk.

og så lige et par sidste spørgsmål
- Tilkøb af netværkskabel er til ethernet right?
- Computeren er bygget når jeg modtager den ikke? Vil bare være sikker. Det er bare når man kan ændre komponenterne så kan det virke som om det ikke er tilfældet.
- Der er ikke andet jeg skal købe vel før jeg er kampklar? Den der computer, den førnævnte skærm, jeg har en mus og keyboard i forvejen, er der andet jeg skal gøre, købe, eller noget før jeg kan komme i gang med at spille? Jeg hader at skulle bruge tid på alt muligt teknisk, vil bare i gang med at spille så derfor jeg spørger om der er andet der skal investeres i, enten i form af tid eller penge.

Tak!
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 11:52 #16
Ifølge Seagates eget spec sheet for deres 1 TB 7200 rpm 3,5" Barracuda disk, bruger den typisk 5,3 watt i brug og 4,6 watt idle. Så det er jo næsten ingenting.

- Netværkskabel bør være et helt almindeligt CAT-5/6 til ethernet, ja.

- Jo, når du køber en computer sådan, så er den samlet og klar til brug.

- Computer, skærm, keyboard og mus er nok til at få dig i gang med at spille. Hvis du skal på nettet skal du naturligvis også have enten wi-fi netkort (hvilket typisk ikke er indbygget i stationære) eller netkabel tilsluttet din router. Det sidste er også klart bedst til spil. Ellers er der ikke noget der er nødvendigt. Skærm bør komme med de korrekte kabler til tilslutning.
Hvis du vælger en maskine med Windows indbygget, vil det også være installeret og klar til brug - selvom du naturligvis skal bruge lidt tid på at oprette bruger og sætte det op, måske installere nyeste grafikdrivere og den slags. Det er uundgåeligt.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 11:55 #17
Mange tak. Hvad mener du med wi-fi netkort? Kan den ikke komme på nettet uden et ethernet kabel eller hvordan skal det forstås? I forhold til at opdatere grafikdrivere er det noget jeg skal "opsøge" når jeg har startet computeren eller popper det automatisk op
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 12:01 #18
Jeg mener, at hvis du vil bruge trådløst net, skal du typisk installere et netkort eller en wi-fi USB-dongle. Bærbare kommer næsten altid med wi-fi connectivity indbygget, men det er meget sjældent at stationære har det.

Dog er det langt bedre at gå på kablet internet, især til spil, og der skal du bruge det netkabel du selv nævnte, i en længde der er nok til at nå din router hvor den står. Det følger ikke med.

Windows har indbyggede drivere der er nok til at benytte dit grafikkort, men du vil ikke få særlig god performance med dem, så du bør altid manuelt installere producentens egne. For et GTX 1060 kort, som der er i de maskiner, skal du gå ind på https://www.geforce.com/drivers og downloade dem. Det bedste er at installere det der hedder GeForce Experience, og så bruge det til at installere driverne bagefter (husk at gøre det - det er ikke nok bare at installere Experience programmet). Det vil automatisk minde dig om når der kommer nye drivere.

Hvis du har gamer-mus og gamer-keyboard, er det ofte også en god idé at downloade drivere til dem manuelt. Windows' indbyggede drivere vil gøre at de virker, men ekstra funktionalitet som programmerbare knapper osv. vil typisk ikke virke uden producentens drivere.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 12:12 #19
Tak mate. Ja jeg kan se man kan tilvælge et trådløst netkort til 299 eller opefter, det tror jeg bare at jeg undlader så. Men det ville nu være meget rart hvis der er noget med kablet eller sådan noget så ville det være underligt ikke at kunne komme på nettet. Jeg kan så heller ikke bruge telefon netværket på computeren hvis nu en dag internettet er nede men jeg kan komme på mobilen uden at have købt det netværkskort? Hvis jeg ombestemmer mig en dag, er det så nemt at installere sådan et netværkskort uden teknisk snilde?

Og tak. Det skulle gerne være den sidste række spørgsmål :p
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 12:15 #20
Hvis du gerne vil benytte wi-fi trådløst internet på et tidspunkt, så er det langt det letteste at købe en USB-dongle til det. F.eks. sådan en: https://www.av-cables.dk/usb-wifi-stik/wireless-usb-dongle-300-mbps.html

De koster ingenting og det er bare at putte den i et USB-stik i computeren, så er du kørende. Jeg sagde det bare for at du er opmærksom på, at det altså ikke er indbygget i maskinen. De forventer som udgangspunkt at du bruger kabel.
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 12:22 #21
- Det er forresten det samme med Bluetooth. Hvis din mus, keyboard eller evt. hovedtelefoner er trådløse over Bluetooth, så kræver det også et Bluetooth-kort eller dongle for at virke, eftersom stationære typisk ikke kommer med det indbygget.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 12:41 #22
Fedt :) Men HVIS jeg nu gerne vil tilkøbe en "rigtig" en til PCen på et senere tidspunkt er det så nemt at installere? Men kan godt se at sådan en USB dongle er et smart alternativ, det tror jeg at jeg vil gøre.

Men mange tak for svarene.
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 12:50 #23
Altså, hvis du køber et typisk trådløst netværkskort, som f.eks. dette, så kræver det at du åbner kabinettet, finder et ledigt PCI-E slot nær bagenden af maskinen, fjerner støvbeskytteren ud for stikket, sætter kortet i, skruer pladen fast, lukker kabinettet igen, og så skruer antennerne på udefra. Det kræver ikke ekstra strøm eller noget.

Om det er nemt vil jeg lade dig vurdere.

Men held og lykke med maskinen.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 15:23 #24
Tak mate
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 16:02 #25
Nu spørger jeg lige igen Slater, jeg overvejer at købe denne:

https://www.mm-vision.dk/visiongaming/27-ASUS-VG278Q-FullHD-1ms-144Hz-Gaming-Hoejdejusterbar

Det kan jeg sagtens gøre til min PC så eller hvad? Fordi jeg synes jeg læste på nettet at man skulle passe på med hvad skærm man valgte ift hvor meget den åd af graffikkortet osv. Så håber det der er et fint køb? Og du tror ikke jeg kommer i PSU problemer?
Avatar billede Slater Ekspert
23. november 2018 - 16:17 #26
Skærme har deres egen strømforsyning, så de kræver ikke ekstra strøm fra computeren. De kan heller ikke "æde" noget af grafikkortet, da data kun går den ene vej - det bliver renderet på computeren og så sendt af sted til skærmen, fuldstændig uvidende om hvad skærmen så gør med det.

Jeg kan forestille mig du måske tænker på opløsning. Jo højere opløsning, jo flere pixels skal renderes af grafikkortet, og det sætter hastigheden ned. Men du behøver ikke nødvendigvis rendere i den opløsning skærmen har - du kan godt spille i 1080p på en 4K-skærm, det bliver bare opskaleret. Og den skærm er i 1920x1080, som er den mest almindelige opløsning der findes i dag - du skal ikke gå under det.

Skærmen er også 144 Hz, men det betyder bare at den teoretisk KAN vise en ny frame 144 gange i sekundet. Den behøver det ikke, og hvis spillet kun renderer f.eks. 60 billeder i sekundet, så viser skærmen det uden problemer. Og det grafikkort er ikke stærkt nok til, at du skal regne med at få alle 144 Hz i brug i flotte, nye 3D spil. Det kræver en del.

Der er absolut intet problem med den skærm - måske lige bortset fra, at efter min personlige mening er 27" lidt for stort til 1080p opløsning. Jeg synes helst den skal op i 1440p, som min egen skærm er. Men det betyder kun at billedet kan blive en smule mindre skarpt - du tegner det samme antal pixels på en større flade end normalt. Der er ikke noget problem i det, det er smag og behag om man synes det er nok.
Og hvis du går op i opløsning, så kræver det som sagt også mere af computeren. Jeg har som sagt selv en 1440p 144 Hz skærm, og jeg har et GTX 1080 Ti grafikkort til at trække det, som kostede over 6000 kr for kortet alene.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
23. november 2018 - 19:15 #27
Hvis man spiller i 1080 på en 4k skærm er kvaliteten af billedet så bedre end 1080 på en 1080 skærm?

Hvor meget mere kræver det af computeren at det går op i opløsning hvor stor er forskellen? Det har ingen effekt på PSU? Er bare paranoid omkring det punkt.
Avatar billede Slater Ekspert
24. november 2018 - 10:29 #28
Nej, generelt bliver billedet faktisk en smule dårligere, hvis man viser det på en moderne fladskærm i en anden opløsning den er lavet til. Det er fordi at, modsat gammeldags CRT-skærme, har moderne skærme et fast antal pixels i skærmen og kan kun vise det.
Hvis du f.eks. prøver at vise 1080p opløsning på en 1440p skærm som min, så skal skærmen altså tegne 0,75 pixels per pixel, hvilket naturligvis ikke kan lade sig gøre, så i stedet gentager den hver fjerde pixel den får serveret, hvilket kan give et mere glidret billede.

Det er dog ikke et problem med 1080p på en 4K skærm, da 16:9 4K (3840x2160) er præcis dobbelt antal pixels på begge leder af 1080p. Så der tegner skærmen bare hver pixel to gange, hvilket giver præcis samme billede som på en 1080p skærm.

Men som hovedregel bør du købe en skærm efter den opløsning du planlægger at bruge.

- Mht strøm, så nej. PSU-beregningen går ud fra at dit grafikkort bliver brugt ca. 100%, uanset om kraften bruges på bedre grafik eller højere opløsning. Dit grafikkort kan ikke udnyttes mere end 100%, så du kan aldrig gå over det beregnede strømforbrug, uanset hvad du bruger det til.
Avatar billede Slater Ekspert
24. november 2018 - 10:38 #29
Du spurgte også hvor meget mere det kræver af computeren. Det er svært at sige. 1440p opløsning er 78% flere pixels end 1080p, så hvis et spil brugte 100% af sin GPU-kraft på pixel-rendering, så vil det kræve 78% mere af grafikkortet. Men et spil laver også meget andet på GPU'en end den endelige rendering, så hvor meget det i sidste ende kræver, kommer an på spillet.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
24. november 2018 - 14:59 #30
Tak slater. Er der et sted hvor jeg kan læse om ram, cpu, grafikkort, motherboard osv. hvad alt det betyder som nybegynder for at få en let forståelse hvad funktionen for de forskellige ting er? Er der sådan en "newbees helpfile" eller noget til det? Føler jeg bliver tabt hver gang jeg googler sådan noget.
Avatar billede Slater Ekspert
24. november 2018 - 15:47 #31
Jeg kender ikke umiddelbart til det selv, men du kan nok google dig frem til noget.

Et crash course:

CPU (eller processor) er hjernen i maskinen, der udfører matematiske beregninger og instruktioner. Hvis du f.eks. spørger din computer hvad 2+2 er, eller beder den oversætte data fra en mp3-fil til noget lyd du kan høre, så er det CPU'en der er på arbejde.

GPU (eller grafikkort) er på mange måder det samme som en CPU - det er en silikonebaseret mikroprocessor der udfører matematiske beregninger, men modsat CPU'en, som er meget generel og kan mange forskellige ting, er en GPU specialiseret og kun beregnet til at udføre de millioner af meget ens beregninger, det tager at rendere grafik. Den kan altså kun en lille del af hvad en CPU kan, men det den kan gør den meget, meget hurtigere.

RAM (eller hukommelse) er midlertidig lagerplads. Det fungerer lidt ligesom en harddisk eller SSD - der kan ligge data på det - men det er meget, meget hurtigere end en harddisk, men er til gengæld dyrere, så der er ofte meget mindre af det, og så er det det man kalder "volatil" hukommelse, hvilket vil sige, at det skal have strøm konstant for at opbevare data. Så snart det ikke får strøm er dataene væk. Derfor kan det naturligvis ikke bruges til at lagre filer som en harddisk, men bruges i stedet som en buffer. De ting du skal udføre beregninger på, bliver taget fra harddisken, lagt i RAM midlertidigt, og så kan CPU'en læse og beregne det dér, langt hurtigere end direkte fra harddisk.

Motherboard (eller bundkort) er bare det der forbinder de andre ting. Tænk på det som chassiset i en bil. Det er undervognen hvor du monterer hjulophæng, motor, gearkasse, karrosseri, osv, så det er en strengt nødvendig ting - men du går ikke hen og køber en ny bil fordi den har et fedt nyt chassis. Du gør det fordi du f.eks. vil have en ny motor (cpu), og den ikke kan monteres i det chassis (bundkort) du har.

Det er naturligvis meget forsimplet. Bundkortet indeholder også CMOS, som bl.a. er det der gør at computerens ur virker mens den er slukket, og en BIOS eller UEFI, som er en lille chip og noget software, der behandler de mest grundlæggende operationer når computeren starter, forbinder andre komponenter og starter det styresystem der skal bruges.

Men dette burde være rigelig viden til at bruge en PC til dagligt.
Avatar billede Frederikdenkilde Juniormester
26. november 2018 - 15:04 #32
Mange mange tak!
Avatar billede Ny bruger Nybegynder

Din løsning...

Tilladte BB-code-tags: [b]fed[/b] [i]kursiv[/i] [u]understreget[/u] Web- og emailadresser omdannes automatisk til links. Der sættes "nofollow" på alle links.

Loading billede Opret Preview

Log ind eller opret profil

Hov!

For at kunne deltage på Computerworld Eksperten skal du være logget ind.

Det er heldigvis nemt at oprette en bruger: Det tager to minutter og du kan vælge at bruge enten e-mail, Facebook eller Google som login.

Du kan også logge ind via nedenstående tjenester