Iøvrigt, hvordan tager en ungdomsfest billeder :-)
Jeg fandt dette til at starte med, jeg er ikke helt sikker på at det dækker dit område, men lidt til at starte med:
Case:
Hvor gamle skal billeder være for at de frit kan anvendes på ens hjemmeside? Jeg tænker på både malerier, tegninger og fotos, f. eks. hvis jeg vil anvende et fotografi af H. C. Andersen eller et maleri, som hænger på Thorvaldsens Museum. Hvilke regler gælder for forældelse af rettigheder hertil?
Svar: Længden af ophavsrettens gyldighedstid afhænger af hvilke typer af rettigheder man taler om.
Kunstneriske og litterære værker
Ifølge ophavsretslovens §63 har en ophavsmand ophavsret til kunstneriske og litterære værker i 70 år regnet fra ophavsmandens død. Har flere ophavsmænd deltaget i arbejdet med at skabe et værk, varer ophavsretten 70 år fra den længstlevendes død. Ved man ikke hvem der er ophavsmand til et værk, varer ophavsretten i 70 år regnet fra det udløbet af det år, da værket første gang blev offentliggjort.
Fotografier
Ifølge ophavsretslovens § 70, stk. 2 udløber ophavsretten til fotografier 50 år efter udgangen af det år, hvor fotografiet blev fremstillet.
Kataloger, databaser m.m.
Ophavsretten efter ophavsretslovens § 71 til kataloger, databaser m.m. udløber 15 år efter at arbejdet blev fremstillet, eller 15 år efter udgangen af det år, hvor arbejdet blev offentliggjort, hvis dette først sker senere.
Udøvende kunstnere
Udøvende kunstnere (dvs. de musikere, der fremfører/spiller den beskyttede musik, fx. på en plade, skuespilleren, der spiller en rolle i et skuespil osv.) har ophavsret til deres fremførsel af værket i indtil 50 år efter at fremførelsen finder sted, eller i indtil 50 år efter at deres fremførsel første gang blev offentliggjort eller udgivet (f.eks. på plade).
Lydproducenter (pladeselskaber m.v.) har ophavsret til deres produktion i op til 50 år efter at lydoptagelsen fandt sted, eller i indtil 50 år efter udgangen af det år, hvor deres lydoptagelse første gang blev offentliggjort eller udgivet.
Billedproducenter (filmselskaber) har ophavsret til deres produktion i op til 50 år efter at billedoptagelsen fandt sted, eller i indtil 50 år efter udgangen af det år, hvor deres billedoptagelse første gang blev offentliggjort eller udgivet.
Radio- og fjernsynsforetagender
Radio- og fjernsynsforetagender - dvs. DR og TV2 m.fl. - har rettigheder til deres udsendelser, også kaldet signalretten. Denne signalret består i op til 50 år efter udgangen af det år, hvor udsendelsen fandt sted.
Kulturelle interesser
Ifølge ophavsretslovens § 75 må man ikke - selvom ophavsretten er udløbet - ændre eller krænke et værks droit moral (dvs. pligten til at navngive kunstneren og pligten til ikke at anvende værket på en krænkende måde), hvis værkets "kulturelle interesse" krænkes.
Bestemmelsen skal forstås sådan at værker, som efter domstolenes vurderinger tilhører det svært definerbare begreb "kulturarven" ikke må krænkes på den nævnte måde. Bestemmelsen har været oppe og vende i forbindelse med f.eks. Jens Jørgen Thorsens jesus-film og også på rockgruppers udgaver af Beethoven musik eller brug af kunstværker - f.eks. Michelangelos kunstværker - i reklamer uden dog at føre til forbud.
Blandt jurister er der tvivl om bestemmelsens anvendelighed i dag, blandt andet fordi det er så svært at definere begrebet kulturarv i en fælles kontekst. I moderne retspraksis efter den nye ophavsretslov ses ingen eksempler på sager efter denne regel.
Konklusion
Hvis du vil kopiere et fotografi af H.C.Andersen eller et billede fra Thorvaldsens museum, er dette tilladt, da fotografiet er mere end 50 år gammelt og hvis kunstneren, der har malet billedet har været død i mere end 70 år.
Fra:
http://www.ctu.dk/ctu/CTUwebsi.nsf/2c81d99d07e66774c12565e6003d89c4/6b404e7cfe4d6a1cc125690400328fab!OpenDocument