Morten Lund startede sin første forretning tidligt.
Da han var knægt i Jersie, havde kirkegårdsbetjenten i landsbyen kasseret en gammel selvkørende græsslåmaskine.
Den fik Morten sin bedstefar, som var smed, til at reparere. Så gik han rundt i kvarteret og tegnede kontrakter med villaejerne om at slå deres græs. Og han havde avisruter, morgenaviser, som gav gode penge.
"Jeg lærte at komme tidligt op. Det gjorde ondt, men man vænner sig til det," siger han.
I skoletiden spillede Morten Lund håndbold.
Han opdagede, at det kunne betale sig at træne lidt mere end de andre, og fik lokket nøglen ud af halinspektøren, så han kunne træne selv i weekenderne. Han blev udtaget til ynglingelandsholdet.
"Det gav ekstrem selvtillid."
Efter gymnasiet flyttede han til Odense for at læse på universitetet, samtidig med han spillede håndbold for sin nye klub, Tarup-Paarup, der stadig havde landsholdets farverige anfører, Morten Stig Christensen, tilknyttet. Det var lige i tiden, hvor det skiftede fra amatør til professionel.
Den intellektuelle sport..
"Dengang var håndbold en lidt intellektuel sport, der blev spillet af skolelærere og universitetsfolk. Ok, der var mange af dem, der ikke var intellektuelle, skulle jeg hilse og sige."
"Håndbold er jo syvmandsboksning, hvor det også gælder om at have de største hænder, så man kan slå flest modstandere ned."
Morten Lund var 20 år, da den tidligere landstræner, Anders Dahl-Nielsen, blev træner for hans klub.
"Bliv ved fire-fem år endnu, så er du sikker mand på A-landsholdet," sagde han.
"Så gik jeg hjem og ringede til min far og sagde, nu gider jeg kraftedme ikke spille håndbold mere. Og rende rundt i de åndssvage neonbelyste lortehaller mere. Og køre i bus hele tiden. Nu ville jeg lave noget selv og tjene nogle rigtige penge."
Faderen havde solgt sin virksomhed med en god fortjeneste, og sønnike havde et par uger tidligere prøvet at slå ham for penge til at holde sommerferie for.
"Min far sagde, at hvis der var penge tilbage, når han døde, var det fordi, der var en fejl i Excel. Jeg skulle slet ikke tænke på at hjælpe ham med at bruge hans penge."
Studenterhuer og Melrose Place
Så begyndte Morten Lund at sælge studenterhuer.
Det var et relativt uopdyrket marked, og sammen med to venner fremstillede han kataloger med et billede af tidens hotte babe, Tina Kjær, og solgte det hele i en pakke, komplet med Blå Bog, hestevogn og bajere.
Og så tog de på salgsturné i en gammel bil.
"Det var skide sjovt, og det gik fantastisk godt, og vi knaldede elevrådsformændene, hvis de så godt ud og var piger," griner han.
På universitetet i Odense havde Morten Lund meldt sig til cand.oecon.-studiet. Det passede ham dårligt.
"Det var noget fis. Jeg kunne ikke se nogen praktisk anvendelse i det, og jeg blev ved med at spørge de der professorer om, hvad vi skulle bruge det til?"
"Jeg var ikke bange for at række hånden op til en 700-mands-forelæsning og spørge: 'Hvor skal vi hen med det her? Jeg sidder sgu lidt og tripper'."
Han boede dengang sammen med to andre drenge i en lejet lejlighed.
Totalt bonderøve
"Vi var totalt bonderøve. Henrik og mig fra Jersie, Lars fra Vejle og Jimmy, som var en dreng fra Fyn, men også lidt fra Rødovre."
"Vi var meget nysgerrige på den der reklameverden. Vi kiggede på tv-serien Melrose Place, flot vejr og flotte mennesker i reklamebureauer. Det ville vi også lave."
Morten Lund begyndte at tage mere til København. Der var flere studenter at sælge huer til her. Men København smagte trods alt også lidt mere af metropol end Odense, og Morten Lund havde besluttet, at han ville skabe noget stort.
Han rendte ind i et par fyre fra Køge, der samlede og solgte computere. Så stiftede de sammen et anpartsselskab, lejede et lokale og aftalte, at de hver skulle ringe til 20 virksomheder hver dag og tilbyde dem alt inden for internet, hardware og support.
"Så måtte vi da kunne sælge dem et eller andet, tænkte vi."
Internettet var dengang telefonforbindelser, RAM-priserne var enorme, og det gik faktisk ikke ret godt for den lille edb-biks.
Læs mere i morgen: Morten Lunds første edb-shop gik ikke ret godt. Men så eksploderede internettet, og det var slut med at diskutere med firmaerne, om de skulle satse på tekstTV eller web.
