Det bedste ved at samle 3.479 mennesker fra den samme branche under ét tag er, at man pludselig kan høre en industri tænke højt.
Ikke bare fra scenerne, men mellem oplæggene, over kaffen og i de spørgsmål, der bliver stillet bagefter.
På årets Computerworld Cloud & AI Festival 2026 var begejstringen onsdag og torsdag for AI stadig massiv. Men den er ikke længere ubetinget.
De store løfter er begyndt at møde konkrete regninger, geopolitisk uro og et voksende behov for kontrol.
Jeg gik derfra med tre klare indtryk:
1) AI-debatten har delt sig i to.
2) Digital suverænitet handler igen først og fremmest om penge.
3) Trump er blevet baggrundsstøj, mens arkitekterne og risikofolkene er begyndt at omsætte uroen til praktiske beslutninger.
De begejstrede og de bekymrede
Når vi taler om AI - og vi taler rigtigt meget om AI for tiden - så er det tydeligt, at der er to spor.
Der er de begejstrede, som når jeg spurgte dem om et godt råd, uvægerligt svarede noget i retning af ”bare se at komme i gang." Det er , måske ikke så overraskende, især tilfældet med industrifolk.
Og så er der de knapt så begejstrede. De ser AI som smart nu, men er bekymrede over de langsigtede konsekvenser.
Både fordi vi mister vores evne til at tænke kritisk og være alene med vores tanker, som både psykolog Svend Brinkmann og techfilosof Pia Lauritzen uddybede – men også fordi, at mange virksomheder nu begynder at få regningen for den første AI-begejstring.
Cloud og AI-festvialen var derfor fuld af historier fra folk, der har set deres token-forbrug (og dermed pris) stige med faktor to, tre eller fire.
Her er der også to spor.
Der er folkene, der mener, at stadig mere effektive chips som Nvidias nye B300 vil holde priserne nede
Og så er der folkene, der er knapt så optimistiske og som ser prisstigninger forude hos de generelle modeller. B
De talte blandt andet IBM's Thomas Kovsted, som jeg interviewede sammen med topcheferne fra Microsoft, T-Systems og AWS.
Thomas Kovsted opregnede nøgternt de absurd mange dollar, som industrien ind til videre har smidt i AI – og spurgte hvem der i sidste skal betale den regning?
Godt spørgsmål. Skal vi gætte på, at nogen regner med, at det er brugerne?
Digital suverænitet handler nu (igen) om penge
Apropos penge, så var det også et stort samtaleemne på Cloud og AI Festival 2026.
Min første seriøse samtale om digital suverænitet, længe før det var mainstream, var med de to dygtige tech-policy vismænd Casper Klynge og Nikolaj Juncher Wædegaard.
De to havde tilbragt en del år sammen i Silicon Valley og efterfølgende hos Microsoft og vendte hjem til chefjob hos Dansk Erhverv med en klar advarsel.
Advarslen lød i alt sin enkelthed, at Europa var ved at male sig op i hjørne rent teknologisk og at det i sidste ende ville blive rigtigt dyrt kun at have få leverandører til rådighed.
Det er stadig sandt, selv om billedet i dag er blevet endnu mere mudret med Trumps våbengørelse af teknologi, Grønland, Ukraine-krigen, energikriser og ikke mindst AI, der alt sammen forstærker det billede.
Så når jeg lyttede til samtaler blandt de 3.479 besøgende på festivalen, er vi tilbage til hvor vi begyndte for fem-syv år siden: Digital suverænitet handler nu igen om penge, for AI-regningerne fra meget få firmaer risikerer nu at få de gamle cloud-regninger til at være både nemme at forstå og rimelige.
Så tokenomics og kontrol er de nye buzzwords.
Trump er blevet baggrundsstøj, arkitekterne og risikofolkene har taget over
At suverænitet nu (også) handler om penge betyder ikke, at Trump og det nye Amerika ikke fylder.
Det er bare blevet baggrundsstøj. En ny variabel, som må tages med i beregningerne hos de mange risk managers, som firmaer har hyret de seneste seks måneder.
Men derfor vil vi stadig gerne forstå, hvad det er, som vores ustabile allierede egentligt har gang i. For vi kommer ikke uden som amerikansk teknologi, som langt de fleste fremmødte it-folk nøgternt konstaterede.
Men interessen består.
Det viste de mange mange mennesker, der mødte op, da jeg havde fornøjelsen af Jakob Ellemann-Jensen fra Dansk Erhverv og forhenværende ambassadør Rufus Gifford på scenen.
Vi forsøgte at forstå det amerikanske udgangspunkt på 30 minutter, hvilket gik rimeligt.
Men vigtigste af alt, så handlede samtalen om europæernes vaklende villighed til at samle regningen for vores egen sikkerhed og teknologiske uafhængighed op.
Den har traditionelt kunne ligge på et meget lille sted.
Rufus kunne fortælle om, hvordan han havde bedt skiftende danske regeringer om at øge NATO-bidraget til de aftalte to procent, uden den store succes.
Mens Jakob med at skævt smil kunne konstatere, at hvis han som aktiv politiker for 10 år havde prioriteret soldater over velfærdm så havde folk troet, at han var tosset.
Nu er villigheden og pengene der. Godt hjulpet af Trump og Putins uforsonlige retorik, var konstateringen.
Et lille, men vigtigt lys i en alt for ofte mørk tid.
Det løser ikke de langsigtede udfordringer for Europa. Det skal løses gennem mindre (over)regulering, bedre mulighed for investeringer og øget datacenterkapacitet.
For hvad nytter et papir eller verdens bedste compliance, når de eneste tilgængelige servere står på Node 32 i US Eastern Seaboard?
Men også det er vi nok ved at løse.
For festivalen kunne også præsentere et væld at europæiske og danske cloud- og AI-leverandører, der slet ikke havde samme tilbud for bare to-tre år siden – for ikke at glemme hardwareleverandører, som giver reelle muligheder for hel eller delvist skift af data og computer-kraft.
Det vidste jeg jo måske godt rent intellektuelt, men det gør stort indtryk at se så mange alternativer samlet.
