Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
“Det bliver altid fredag igen”
- Ung livgarder under Rex-tur
Jeg kan jo prøve at sende jer afsted med et trekløver af ting, der får jer til at smile: DeMars, digital suverænitet og Computerworlds fine AI-festival onsdag og torsdag.
Måske skal jeg fejre det med den gamle, gode øl Fine Festival (vi kaldte den Fæl Fister på RH-kollegiet).
Typen er “stærk pilsner,” og det er rigtigt nok: 7.5 procent.
Den smager af noget og laves stadig genuint (det vil sige uden enzymer og lyn-brygning på kun to døgn) af Carlsberg i Valby, fordi så få køber dem. Nu ved I det.
Drik kun få af dem, og sørg for, at Carlsberg ikke opdager det og flytter den over til det petro-kemiske anlæg i Fredericia 🙂.
Særklumme om PISA
Der er også sket en masse på PISA-fronten, inklusive den fulde, danske rapport, der kan læses her, så jeg vil udgive en nød-klumme om det. Ligesom når andre udgiver nød-podcasts om, at vi alle bliver dræbt af AI.
Det bliver mit værktøj til også at rykke op ad listen over magtfulde it-folk næste år. Forvent derfor en del nød-klummer…vi skal redde Danmark, én prompt og én klumme ad gangen.
DeMars eller DeManda?
Til den første sjove sag i dag: DeMars.
Omkring år 2000, da vi skulle starte Miracle, fik vi en henvendelse fra forsvarsministerens spinddoktor, der ville høre, om vi kunne skaffe ham og ministeren nogle reelle oplysninger om DeMars-projektets egentlig tilstand, for det syntes ministeren ikke han kunne få fra forsvarschefen.
Jeg snakkede med nogle af vennerne, der fortalte, at man internt kaldte det for “DeManda” for at minde folk om Arbejdsmarkedsstyrelsens helt, helt fantastiske Amanda-projekt nogle år tidligere.
Jeg håber, at I ikke har glemt Amanda.
Googles AI-search skriver: “Systemet blev kritiseret af Rigsrevisionen og blev senere lagt i graven, da det var for dyrt at drive. Navnet "Amanda" bruges den dag i dag ofte som et synonym for forfejlede statslige it-projekter.”.
Tilbage til DeMars: Jeg fik også at vide, at man estimerede internt i Forsvaret, at det reelt kom til at koste dem fire-fem milliarder (det var allerede røget fra 0,8 til 1,2 milliarder kroner på det tidspunkt officielt) på grund af alle de ting, som man skulle lave om og arbejde med ude i regimenterne.
Det lagde beslag på virkeligt mange, der ellers kunne have lavet noget rigtigt.
Siden da er milliarder jo bare blevet de nye millioner. Man lægger knap mærke til småting som et projekt, der skrider 50 procent fra 0,8 til 1,2 mere. Men dengang var det stadig noget, som man lagde mærke til.
Nå, den information gav vi videre, forsvarschefen blev fyret (sikkert på grund af andre ting end vores lille rapport), og IBM fik lov til at fortsætte med projektet, som om intet var hændt.
Fun Fact: Vi skulle sende vores informationer til spindoktorens private fax, og vi måtte IKKE benytte telefoner til at kontakte ham. Og det var i sommeren 2000.
Men se nu her, hvordan en tvungen opgradering af dette SAP-system lige kan ordnes for en halv milliard. Vi skal nok klare os i it-branchen. Væksten er sikret.
Man får helt lyst til at slippe nogle bindegale typer løs (sig til - jeg kender nogen), som smider hele skidtet ind i Claude Code og beder den om, som Jim foreslog i en mail til mig, at “lave en open-source, gratis database og så oven på den INGEN applikationer, men bare en god samling prompts, der kan gøre de nødvendige ting for brugerne.”
Jim og jeg er TRÆTTE af applikationer, TRÆTTE af megadyre systemer, bare TRÆTTE.
Vores nye motto er: Vi Bruger Ikke Applikationer! Vi vil have Prompts-as-an-Application (PaaA)! Denne banebrydende idé er hermed givet videre.
Cloud & AI-festival Galore
Apropos open source-database: Jeg mødte en gammel, klog ven ude på AI–festivalen [Computerworld Cloud & AI Festival 2026, red] i onsdags og torsdags:
Han startede som Oracle database-administrator (DBA) hos en stor biks i 1986, og nu er han lige trådt ud af pensioneringens tåger for at konvertere samme kunde fra Oracle til PostgreSQL. Det kan man da kalde full circle eller fra vugge til grav.
Det var fedt at være på den festival i Ballerup Arena.
Jeg havde stand nummer 06, og det vil jeg ikke kommentere. Men jeg havde et fint bord og fire gode stole, så folk kunne sidde og snakke, som man gør det vest for Valby Bakke. Det var perfekt, og tak til alle dem, der kiggede forbi.
Mine to foredrag om AI med titlen “Man tager altid fejl” havde en skarp grænse på 28 deltagere, så der kom selvfølgelig henholdsvis 35 og 45, og de kommenterede, spurgte og bidrog, så det var en fryd.
Tak til jer - I ved, hvem I er.
Hvis mine hårdt prøvede læsere er interesserede i min præsentation eller måske endda foredraget, så skriv til mig på mogensxy@gmail.com.
Festivalen var en reel succes. Den blev nævnt i Trafikradioen, og som gammel Monrad & Rislund-fan bliver det ikke større.
“Der sker noget på Ballerup Boulevard” var meldingen. Ja, det gjorde der: Der kom så mange biler, at der manglede p-pladser derude den første dag. Det har jeg ikke set før.
Pudsigt nok var jeg en af de få på (el-)cykel den første dag, mens stativet var fyldt den næste dag 🙂.
Der var fire scener (Orange, Blå, Grøn og så videre), og der var hovedtelefoner til alle, så man kunne afvikle “silent speaking”, hvilket er smart.
Det giver meget mindre larm, end man er vant til, omend Lenovo havde stillet et “gutterne mødes og griner højt”-apparat op, hvor man kunne kaste noget mod noget andet, og så sagde det en høj lyd, og mænd råbte og grinede, indtil det var tid til det næste kast af noget mod noget.
Jeg tilgiver dem. Det ER ikke sjovt at stå op på en stand med café-borde i to hele dage.
DR var også derude, for der var en hel del ret interessante foredragsholdere, men pudsigt nok formår de HVER gang at interviewe Ellemann, Svend Brinkmann og andre interessante talere UDEN én eneste gang at nævne eller skrive “Computerworld”.
Det trick gør de tit. Det er godt nok at gå i små sko for en biks, der får fire milliarder kroner af os hvert år. Sådan lidt Small Penis Syndrom-agtigt, men det må jeg nok ikke skrive for redaktøren.
Jeg troede egentlig også, at man lærte at angive kilder og den slags på journalist-skolerne. Men jeg tilgiver dem. Thi de vide nok ikke, hvad de gøre.
Jeg keder mig ofte på konferencer. Ikke på den her. Der var noget for enhver, folk fik talt sammen, man fortalte mig, at foredragsholderne var interessante, og jeg mødte SÅ mange gamle og nye venner. Hermed anbefalet.
Digital suverænitet - det er ikke nemt
Jeg er blevet færdig med at læse en virkelig god bog af professor Jan Damsgaard fra CBS om digital suverænitet.
Han er sikkert ellers en pæn mand, men fuck, han siger tingene, så man kan forstå dem:
- Vi kan ikke fjerne magtforholdet med idealistiske enkeltvalg.
- Vi kan ikke regulere os til industriel styrke (den kunne jeg godt lide).
- Vi kan ikke kopiere os til gårsdagens vindere (tøhø).
Han forsøger at måle afhængighed konkret med et “afhængighedstal”, og det er ikke så dumt endda, og han advarer klogt om, at det ikke må blive en KPI, for så mister det mening.
Han har gode pointer om, at uden kapabilitet (evner) inden for murene, har man ligesom ikke suverænitet. Hvis man er afhængig af andre, er man faktisk ikke uafhængig.
Han foreslår også, at biksene flytter fokus fra kontrakter til kompetencer, hvilket vel egentlig kan oversættes til “fra indkøbsafdelingen/juristerne til dem, der kan noget”, men det er sikkert en alt for simpel betragtning.
Og SÅ kommer det (spænd kysen):
Citat:
“Det værste er, at der i EU ofte ikke er nogen, der taler opstartsvirksomhedernes sag med samme tyngde som de etablerede.
De nye har sjældent en national “helte”-status. De har ikke tusindvis af arbejdspladser endnu. De kan ikke true med nedlukninger.
Og derfor bliver de politisk usynlige – indtil det i bakspejlet er tydeligt, at de kunne have været Europas næste platform, næste AI-aktør eller næste industrielle gennembrud.
På den måde ender EU med et paradoks. Man taler varmt om innovation, iværksætteri og “strategisk autonomi”, men man indretter ofte markedet, så det mest rationelle for en startup er at sælge til en amerikansk platform, flytte til USA – eller dø.
Pointen i forbindelse med digital suverænitet er ikke, at regulering er forkert.
Pointen er, at timing og proportionalitet er afgørende. Hvis man vil have europæisk suverænitet i fremtidens teknologier, må man sikre plads til new-market og low-end disruption – også når det er rodet, ufuldkomment og politisk ubehageligt.
For alternativet er, at disruptionen sker andre steder, og at Europa bagefter står tilbage med reglerne, mens andre får virksomhederne, platformene og magten.”
Citat slut.
Ham kan jeg godt lide. Mere af den slags, tak.
Det var dét! Glæder mig som altid til at høre fra jer. Skål og god weekend! Jeg opholder mig på mogensxy@gmail.com og deromkring, måske med en god øl i nærheden.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
