Flere skeletter ud af Telia-skabet

Telia har fundet yderligere en halv milliard kroner, som det danske fastnetselskab var pumpet op med. Samtidig mister selskabet de gode kunder.

Telia Sonera har fundet flere skeletter i skabene i det danske hovedkontor i Glostrup, da selskabet havde de store fejekoste fremme i slutningen af sidste år.

Allerede i efteråret barberede selskabet 2,5 milliarder kroner af den værdi, som det danske selskab står opført til i regnskabet for den finsk-svenske telekoncern.

Så skulle man tro, at den danske investering var ved at være afskrevet, men nej. I forbindelse med hovedrengøringen er der dukket yderligere en lille halv milliard kroner op, som også skal skyldes ud i toilettet.

Oppustede værdier

Ifølge bestyrelsesformanden for de danske Telia-selskaber, Terje Christoffersen, fandt Telia de oppustede værdier, da ledelsen svingede gulvmoppen i hver en afkrog af virksomheden.

- Nedskrivningen er en konsekvens af vores vurdering af, hvor stor fortjeneste vi kan generere fremover, siger Terje Christoffersen.

Han afviser at oplyse, hvor meget Telia Sonera i dag mener, at det danske fastnetselskab er værd.

Han fastslår dog, at der nu er ryddet op, så selskabet kan tabe langt færre penge i år.

Kunderne forsvandt

Det kan også kun gå fremad. Sidste år blev en katastrofe, hvor Telia sagde farvel til omkring 230 medarbejdere, når løst tilknyttede regnes med. Samtidig blev en række vigtige forretningsområder lukket ned, fordi der ikke var penge i dem, blandt andet ADSL.

Kunderne forsvandt også fra fastnetselskabet.

- Vi har for lavt kundetal, og de omsætter for lidt, konstaterer Terje Christoffersen.

Omsætningen dykkede med 11 procent til 520 millioner kroner. Lidt bedre gik det på grossistmarkedet, hvor salget gik ti procent frem til 365 millioner kroner.

Det skal dog også ses i lyset af, at Telia købte grossistselskabet Powercom i juni 2001, og at Powercom-forretningen derfor tæller med i et helt regnskabsår for første gang.

Dyr omstrukturering

Telia oplyser ikke, hvor mange penge selskabet tabte i Danmark sidste år. Men alene fyringsrunden og omstruktureringen kostede selskabet 423 millioner kroner.

Det store beløb begrunder Terje Christoffersen med, at det er dyrt at lukke forretningsområder ned, fordi der kan være forpligtelser over for leverandører og samarbejdspartnere.

Desuden har Telia allerede taget tabet på den husleje, som selskabet er forpligtet til at betale, selv om medarbejderne er rykket ud af lokalerne.

Bestyrelsesformanden finder dog også lyspunkter i den danske forretning. Det gælder kabel-tv-selskabet Stofa, som nu tjener penge, før der bliver afskrevet på investeringer. Selskabet har 81.000 danske bredbåndskunder.

Mobilkunderne vælter ind

Men frem for alt lyser mobil op. Kunderne væltede ind i mobilforretningen sidste år, og Telia kan nu bryste sig af 466.000 danske mobilkunder, 178.000 flere end ved indgangen til 2002.

Det smittede også af på regnskabet, særligt mod slutningen af året. Således steg omsætningen i årets sidste tre måneder fra 144 millioner kroner i 2001 til 226 millioner kroner sidste år.

Endnu bedre gik det for resultatet før af- og nedskrivninger, som blev reduceret til 21 millioner kroner i de sidste tre måneder. Det er særdeles beskedent sammenlignet med de 208 millioner kroner, som fossede ud af kassen i samme periode året før.

Samlet blev sidste års tab før af- og nedskrivninger dog betragteligt, 412 millioner kroner. I år forventer Terje Christoffersen at gå i nul på det punkt, men i længden er det langt fra nok.

Telia har nemlig store afskrivninger på sine danske mobilinvesteringer, først og fremmest på mobilnetværket og på UMTS-licensen. Næste mål er derfor at nå break even også efter afskrivninger.

- Men det kræver, at vi rykker yderligere en division op og får endnu flere kunder, konstaterer Terje Christoffersen.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura

    TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo