IDC: Microsoft .Net overhaler Java i Norden

Microsoft har i kraft af massiv distribution af udviklingsplatformen .Net indhentet og overhalet den åbne standard J2EE i de nordiske lande, når man måler på antallet af licenser, viser en ny undersøgelse fra analysefirmaet IDC. De to platforme kan dog sagtens leve side om side, vurderer analytiker Karsten Fogh Ho-Lanng.

Kampen mellem den ene og den anden udviklingsplatform til webservices er mest en religionskrig. Microsofts .Net-platform har ganske vist indhentet og overhalet den åbne standard J2EE som den foretrukne udviklingsplatform i Norden, men reelt vælger virksomhederne platform ud fra deres behov, lyder en af konklusionerne i en ny analyse fra IDC.

- Mange af de virksomheder, vi talt med i den her undersøgelse, siger, at de bruger begge platforme, alt efter hvilken opgave de skal have løst. Det ene udelukker ikke det andet, siger senioranalytiker Karsten Fogh Ho-Lanng, IDC.

Undersøgelsen viser, at Microsofts platform har indhentet og overhalet J2EE i løbet af de godt tre år, .Net-platformen har eksisteret. I hvert fald målt på antallet af virksomheder, som anvender de to platforme.

IDC anslår ud fra analysen, at 35 procent af de danske virksomheder bruger .Net, mens 25 procent bruger J2EE.

Den Java-baserede udviklingsplatform J2EE har ellers hidtil haft førertrøjen, men målt på antallet af virksomheder, der har købt licenser, så har Microsoft-platformen nu ifølge IDC overhalet konkurrenten.

J2EE bakkes op af især IBM, som med sin Websphere-platform sikrer udbredelsen af J2EE i større virksomheder. Derudover har J2EE Sun i ryggen, som styrer udviklingen af programmeringssproget Java, samt blandt andre Bea og Oracle.

Får .Net med i købet

Det afgørende for virksomhedernes valg af udviklingsplatform er først og fremmest, hvilke styresystemer virksomheden baserer sine systemer på. Hvis virksomheden udelukkende kører Windows, så er det nærliggende at vælge .Net til et udviklingsprojekt.

- Når man køber Windows i dag, får man reelt også .Net med i købet. Det er med til at sikre en større udbredelse, siger Karsten Fogh Ho-Lanng.

J2EE er dog fortsat et skridt foran Microsofts platform, når det gælder virksomhedernes tiltro til, at platformen kan løfte større projekter. Til gengæld fremhæver mange virksomheder i undersøgelsen, at .Net giver højere produktivitet, fordi det er hurtigt at udvikle applikationer.

Supplerer hinanden

Derfor vil de to platforme også i fremtiden supplere hinanden, alt efter virksomhedernes behov for integration mellem forskellige systemer, vurderer Karsten Fogh Ho-Lanng.

- Det er ikke et spørgsmål om, at den ene udrydder den anden. Det er der ikke noget, der tyder på, siger han.

Han tror, at magtkampen mellem de to platforme vil udligne sig med tiden.

Han peger på, at der er tale om to meget forskellige distributionsstrategier. J2EE er en åben standard, hvor en række udbydere skal blive enige. Til gengæld slår udbyderne på, at kunderne ikke bliver bundet til en bestemt udbyder eller leverandør.

- Microsoft .Net er til gengæld fuldstændig topstyret. Microsoft har fuld kontrol. Den måde, de vælger at udvikle platformen på i fremtiden, vil få afgørende betydning, lyder vurderingen fra Karsten Fogh Ho-Lanng.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

    Mikkel Bernt Buchvardt

    Elbek & Vejrup A/S

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job