Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For et år siden argumenterede jeg her i Computerworld for, at danske virksomheder skulle købe sig til fart med AI-agenter.
Siden er agenterne gået fra at svare til at handle, og brugerfladen er begyndt at flytte ud af applikationerne. Det gør spørgsmålet om, hvad man selv skal eje, både vigtigere og mere præcist.
Build versus buy er en af de ældste diskussioner inden for enterprise-teknologi. For 20 år siden blev svaret i stigende grad: køb.
Hvorfor bygge og vedligeholde sit eget CRM-, service- eller HR-system, hvis en softwarevirksomhed kunne fordele udviklingsomkostningerne på tusindvis af kunder?
Den logik skabte SaaS-æraen.
AI så først ud til at vende udviklingen.
En virksomhed kunne tage en frontier-model, forbinde et API, tilføje en prompt og bygge noget nyttigt hurtigt. Med moderne coding agents falder udviklingsomkostningerne yderligere.
Det skaber en forståelig reaktion: Måske skal vi bare bygge mere selv. Agentisk AI gør den konklusion mindre oplagt.
En agent er ikke bare en model
Forskellen er handling. En chatbot kan generere et svar. En enterprise-agent kan ændre en pris, udstede en refundering, oprette en ordre eller aktivere et andet system.
For at gøre det pålideligt er modellen kun én komponent. Agenten har brug for data og kontekst. Den skal vide, hvem brugeren er, og hvad vedkommende må se.
Den skal have adgang til forretningsregler, workflows og systems of record. Og virksomheden skal kunne se, hvilke data der blev brugt, hvorfor en handling blev foretaget, og hvem der er ansvarlig.
Det reelle produkt bliver derfor større end AI-modellen. Det bliver et enterprise execution layer omkring AI. Det er her, build-versus-buy-spørgsmålet vender tilbage.
Brugerfladen bliver mindre vigtig
Med Salesforces Q2 FY27-annoncering af "Salesforce in Claude" ser vi et af de første eksempler på, hvor en vendor ikke blot åbner op for en dataforbindelse, men reelt flytter selve brugergrænsefladen ind i et andet værktøj (her med 37+ præ-byggede skills ind i Claude).
En sælger kan arbejde gennem AI-brugerfladen, mens data, rettigheder, forretningsregler og handlinger fortsat håndteres i Salesforce.
Den samme tendens ser vi med AI agenter, hvor flere og flere leverandører flytter det primært interface væk fra applikationen og ind i et AI-agent interface, og de første er så småt begyndt at flytte videre væk og helt ind i andre applikationer.
Det interessante er ikke leverandørerne, men mønstret.
Brugerfladen kan flytte sig. I morgen starter medarbejderen måske opgaven i Claude, ChatGPT, Slack, Teams eller en anden brugergrænseflade. Men virksomheden har stadig brug for et styret sted, hvor kundedata, regler, godkendelser og transaktioner lever.
AI kan med andre ord i stigende grad eje samtalen, mens enterprise-platformene fortsat ejer forpligtelsen og transaktionen.
Byg differentieringen. Køb infrastrukturen.
Det strategiske spørgsmål bør ikke være: Kan vi bygge det?
Svaret vil i stigende grad være ja.
Det bedre spørgsmål er: Hvilke dele skaber reel konkurrencefordel – og hvilke dele skaber primært et driftsansvar? Det kan give mening at bygge en unik prislogik, en særlig servicemodel eller et workflow baseret på viden, konkurrenterne ikke har.
Men identitet, rettighedsstyring, audit logs, retrieval-infrastruktur, model routing og policy enforcement differentierer sjældent virksomheden i sig selv. De er nødvendige. Og de er dyre at drive ordentligt.
Det er den samme økonomiske logik, der drev SaaS-adoptionen – anvendt på en ny type software.
Fire spørgsmål til direktionen
Før næste bølge af AI-udvikling godkendes, bør ledelsen stille fire spørgsmål:
1. Hvor ligger den reelle konkurrencefordel?
Hvis konkurrenterne kan bygge samme kapabilitet med standardmodeller og API’er, ligger differentieringen sandsynligvis et andet sted.
2. Hvad forpligter vi os til at drive?
En prototype kan tage få dage. Produktionsansvaret varer i årevis. Sikkerhed, modelændringer, integrationer, rettigheder og compliance bliver tilbagevendende omkostninger.
3. Hvor dyrt er det at ændre kurs?
Modeller, protokoller og AI-brugerflader udvikler sig hurtigt. Dagens elegante arkitektur kan hurtigt blive morgendagens tekniske gæld.
4. Hvad sker der, når agenten tager fejl?
Et forkert genereret tekstafsnit er én ting. En forkert transaktion eller finansiel handling er noget andet. Jo tættere AI kommer på eksekvering, desto stærkere skal governance-laget være.
Det ændrer business casen. Sammenligningen er ikke længere bare licensomkostning versus udviklingsomkostning. Det er total cost of ownership versus strategisk differentiering.
Det næste SaaS-spørgsmål
Den første SaaS-bølge spurgte virksomheder, om de virkelig behøvede at bygge deres egne applikationer. Den agentiske bølge stiller et nyt spørgsmål:
Hvor meget af infrastrukturen omkring digitale medarbejdere vil I reelt eje selv?
Der findes ikke ét universelt svar. Virksomhederne kombinerer købte platforme, proprietære kapabiliteter og åbne standarder. Men billigere softwareudvikling betyder ikke automatisk “byg selv”. AI gør software lettere at skabe. Den får ikke enterprise-arkitektur, sikkerhed, governance, integration eller operationelt ansvar til at forsvinde.
Tværtimod bliver de discipliner vigtigere, når AI får mulighed for at handle. De virksomheder, der lykkes, vil hverken bygge alt selv eller outsource deres differentiering. De vil vide præcis, hvad der er hvad.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.