Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
God fredag.
Hermed min sidste klumme fra Dripping Springs, Texas, i denne omgang.
Vi begynder lige med en gentagelse fra min AI-lab-klumme i onsdags, så skal vi have den efterhånden faste rubrik kaldet “Alt er hacket”, en ny stressform, som jeg synes giver virkelig god mening (“moralsk stress”) og til sidst nogle sjove ledelsesprincipper som jeg brugte i Miracle-tiden (fordi de game Miracle-folk har reunion senere i dag, fredag - juhuu).
Vi starter med en gentagelse fra AI-lab i onsdags:
Her er en sandfærdig SMS-udveksling med en af mine hårde, danske venner, som startede, da jeg var landet her i Dripping Springs uden for Austin, Texas, i torsdags og afsluttedes i dag (onsdag, red.):
Torsdag:
Mig: “Så sidder jeg ved mit gamle egetræsbord her i Austin, TX, igen og har “AI-ferie” i en uge. Hvad skal jeg lave for dig?”
Ven: “Cool. Du kommer sgu lidt omkring. Hvis du kan sørge for at Trump-fløjen taber massivt ved midtvejsvalget og finde de tre-fire milliarder kroner, som Sanjay Shah har gemt i Texas, er jeg godt tilfreds (og så sætter jeg naturligvis pris på de nyeste trends fra “over there”).”
Mig: “Aftale. Jeg fixer midtvejs-halløjet og de tre-fire milliarder. No problem.”
I dag:
Ven: “Tillykke. 50 procent af opgaven løst. Så mangler vi bare at finde pengene.”
Mig: “Jeg fandt skam pengene, men valgte at bruge dem på at sikre “the blue tsunami” fremfor at give dem tilbage til et skattevæsen, der bare ville smide dem i Ejendomsvurderingssystemets dybe hul.”
AI-tip: Roast dig selv
Fra en kollega: “Jeg bad ChatGPT om følgende: Du skal roaste mig og mit arbejde, og du skal ikke lægge fingre imellem.”
Alt er hacket, del 1: Binance
Jeg gættede personligt med det samme på, at det store Binance-hack forleden var lavet af Nordkorea og ganske rigtigt.
Prøv lige at læse FBI's interessante information om hacket, hvor de beder om hjælp fra nogle aktører, som jeg i hvert fald aldrig har hørt om før.
Mon ikke ham Kim Young Uno i Nordkorea snupper sig en ekstra stor cognac i aften?
Alt er hacket, del 2: Supermarkeder og kølemontrer
Så kom de også til Sverige med hacks mod køle-/frysemontrer.
Der er nok en del madvarer, der gives væk til en billig penge hos ICA og Coop i Sverige og andre steder i disse dage.
De “hacks” på fryse-/kølemontrer, som vi så i Frankrig for nylig, har åbenbart ikke fået supermarkedskæder i andre lande til at overveje, om man burde gøre noget ved det. Det i sig selv er jo flot og fantastisk.
Min egen, beskedne oplevelse med supermarkedskæder i Danmark gennem årene har været, at it ofte ses som en irriterende udgift, der bare skal holdes nede på et absolut minimum, frem for en livsnødvendighed og fantastisk mulighed.
Specielt alt det dér med cybersikkerhed er dyrt, tager tid og stopper aldrig, så mange orker det ikke. Living on the edge er jo også en strategi.
Nogle steder er it-folk altid blevet opfattet lidt ligesom AI’en opfattes af mange i dag: Som noget underligt, uforklarligt, uforudsigeligt, og bare … mærkeligt. I det mindste lugter AI’erne ikke.
Det er ikke hacking
Bonus-info: Den “playbook," som KGB udarbejdede under den kolde krig, og som FSB/GRU fortsat anvender, går på, at man kører hybrid-krig i denne rækkefølge:
Først pre-war-fasen, som er 1) Brande, 2) jernbaner, 3) vand/el/varme/mobil og 4) supermarkeder.
Dernæst er det 5.-kolonne-fasen (snigmord, sprængninger, små, grønne mænd), og så rigtig krig.
Dertil selvfølgelig rigelige mængder af propaganda og alt muligt snavs på sociale medier.
I Danmark er punkt 1 og 2 (brande og jernbaner) checket af, mens vi spændt venter på punkt 3 og 4 (utilities og supermarkeder).
Frankrig, Sverige og et par andre steder er allerede nået til punkt 3 (30 mobilmaster i sydøst-Sverige blev for nyligt sat ud af kraft) og punkt 4 (supermarkederne).
Men man kan jo ikke engang kalde det for “hacking”, som den kloge læser JJ har påpeget, da systemerne til at styre temperatur i kølemontre mm. jo bare står åbne.
Er det indbrud, når døren står åben? Ikke rigtigt.
Men hvis man ødelægger noget, er det naturligvis hærværk.
Det ville glæde og overraske mig meget, hvis nogen i Danmark har gjort noget aktivt for at få lukket disse døre (ikke huller, men døre og ladeporte).
Og ellers må jeg jo bare glæde mig til en masse billig mad på udsalg i de lokale supermarkeder på Amager.
Stress, der giver mening
En jysk ven fra Jylland sendte dette link til mig, hvor en klog kvinde - Dorthe Birkmose - stiller spørgsmålet: "Hvad sker der med os, når vi ikke får lov til at gøre vores arbejde ordentligt?”.
Lidt definition fra Dorthe Birkmose:
Hun beskriver moralsk stress som den særlige belastning, der opstår, når en medarbejder:
1) Har den nødvendige faglighed og erfaring.
2) Ved, hvordan en opgave burde løses.
3) Bliver forhindret i at udføre arbejdet fagligt forsvarligt på grund af organisatoriske forhold.
4) Oplever frustration, dårlig samvittighed, afmagt eller fortvivlelse som følge heraf.
Hun fremhæver, at moralsk stress adskiller sig fra almindelig stress, der eksempelvis kan skyldes overbelastning, og fra afmagt, der kan skyldes manglende egne kompetencer.
Pointen er altså IKKE, at medarbejderen ikke kan udføre sit arbejde, men at medarbejderen ikke får mulighed for det.
Det er godt set af hende, at folk “går ned med stress”, når de ikke får lov til at arbejde.
De går ikke ned på grund af for meget arbejde (jo, i sjældne tilfælde). De går ned, fordi de ikke får lov at udføre deres arbejde.
Som vi altid sagde, når der var performance-problemer med Oracle-databaserne: Det skyldes enten, at databasen bliver bedt om at lave for meget, eller at den ikke får lov til at arbejde, fordi noget spærrer.
Her må vi jo alle gribe i egen barm og tænke på de mange dysfunktionelle it-systemer, som vi har været med til at bestille, designe, lave, søsætte, supportere og ikke mindst forsvare i tidens løb.
Der var ikke altid “human in the loop”, hvad angik brugernes ønsker og krav…
Jeg kan også huske, at vi for mange år siden (i 1990’erne) talte om “high-tech stress,” som gik på, at man ikke anede, hvornår systemet svarede, og dengang kunne der gå lang tid.
Damen, der ikke kunne arbejde
Dysfunktionelle it-systemer har jeg set mange af i tidens løb, desværre.'
Det værste var engang sidst i 1990’erne, hvor et mediehus skulle have et nyt ERP-system (det skulle man jo dengang).
De havde “performance-problemer,” så jeg mødte op hos kunden og bad som det første om at møde en af de rigtige brugere i stedet for alle de fine projektfolk fra nær og fjern.
Det sagde man sgu nej til!
Det var nemlig omkring den tid, at et eller andet geni havde fundet på, at folk, der vidste noget (udviklerne, troubleshooterne, osv) ikke måtte tale direkte med kunderne (de arme ofre i afdelingerne, der skulle bruge systemet).
Nogle steder synes man stadig, at det er en god idé, men jeg skal gøre det kort: Det er det ikke. Hold straks op med det, og sørg for at forbinde dem, der ved noget, med dem, der kan noget. Uden mellemled, tak.
Nå, men dengang i mediehuset blev jeg muligvis en lillebitte smule insisterende, måske endda lidt sarkastisk, og fik til sidst (modstræbende, fodslæbende, inklusive gråd og tænders gnidsel, for slet ikke at tale om lidt sagte jamren) lov til at møde en venlig, ældre, erfaren og skarp dame i regnskab, som i længere tid havde brokket sig.
Hun forklarede mig (og viste det på skærmen), at hvor hun før havde én skærm med en masse felter, som hun lynhurtigt kunne udfylde uden at skulle bruge musen hele tiden, så havde hun nu for hver faktura fem skærmbilleder med syv felter på hver, hvor man hele tiden skulle bruge musen.
Hendes produktivitet var (true story) gået fra 100 fakturaer i timen til syv.
Hun begyndte at græde, da hun fortalte mig det, for hun havde været rigtig stolt over at være så hurtig og produktiv og tilmed den hurtigste i afdelingen.
Nu sad hun der og kom mere og mere bagud og var ked af det.
Nu har jeg omsider, efter knap 30 år, fået sat ord på: Moralsk stress.
Hun fik ikke mulighed for at gøre sit arbejde ordentligt. Jeg håber, at hun er OK i dag, og jeg håber at nogle af skvaddernosserne læser dette. For det havde hun ikke fortjent.
Hvad gør I ved moralsk stress? AHAF er svaret!
Tilbage til podcasten: De lægger hårdt fra kaj med en fantastisk historie om vejning af tisse-bleer, som jeg egentlig helst vil glemme igen, men man kan jo altid vælge at grine lidt opgivende i stedet.
Hun fortæller, at det er de erfarne, de ambitiøse og de kritisk tænkende, der oftest rammes af moralsk stress. Læs lige det igen. De erfarne, ambitiøse og kritisk tænkende. Av.
Folk kan typisk ikke få lov til at gøre det åbenlyst rigtige på grund DJØF-ting, for nu at sige det på godt dansk. Eller som jeg siger nu om dage: Governance dræber alt.
Hvis I ikke gider høre på podcasten i halvanden time (selvom det er topkvalitet hele vejen igennem), så kan man finde transskriptionen på YouTube-kanalen og kopiere den ind i en AI, så man kan få lavet et resumé og stille spørgsmålet: Hvordan håndterer man så moralsk stress?
Dorthe Birkmose foreslår “aktiv resignation”, som indebærer, at man undersøger problemerne, vurderer handlemulighederne og bevidst vælger, hvilke kampe man vil tage.
Man accepterer, at ikke alt kan løses, men bevarer sin dømmekraft og handleevne.
Jeg har som kommende Diktator af Danmark truffet to beslutninger vedrørende moralsk stress, som vil gøre jeres liv meget, når jeg kommer til.
Beslutning 1
Min efterhånden gamle og gennemtestede metode AHAF gøres til officiel politik og personlig pligt.
Det står for “Acceptance, Humour & Alcohol with Friends.” Og som Johnny Madsen ofte sagde: “Alkohol har reddet mange unge mænd fra sport.”
Beslutning 2
Moralsk stress gøres til en officielt accepteret diagnose. Ikke fordi jeg er tilhænger af alle de sygemeldinger, som vi ser for tiden. Mange af dem virker lidt pseudo, fordi man ikke kan se, at de for eksempel har meget travlt.
Men moralsk stress skyldes problemer i organisationen, og det kan jeg som diktator ordne med lidt til moderat anvendelse af vold.
Mine fire ledelsesprincipper
Som leder får man ALDRIG sandheden at vide fra medarbejderne om ens ledelsesstil og -evner, mens de arbejder for én.
Det er jo også derfor alle de der MUS-samtaler og hvad har vi ikke virker.
Men så snart de ikke arbejder for én længere, kan man få ærlig feedback. Mine folk fra Oracle og Miracle har sagt, at nogle af mine idéer og principper var gode og stadig huskes af dem, så jeg vover at nævne et par udvalgte:
Ledelsesprincip 1
“Det er lederens fornemste opgave at give folk lov til at arbejde - det vil sige, at han/hun skal fjerne alle de åndssvage barrierer som hovedkvarteret/DJØF-typerne altid synes er supersjove at at lege med”.
Det betyder så også, at man skal lægge bollerne på blokken. Hvis folk for eksempel ikke ønsker at skrive noget ned hver gang, de har besøgt en kunde, så find ud af, hvordan de kan slippe for det.
Jeg havde engang en afsindig dygtig medarbejder, G, der ringede til mig efter at have løst et problem, der indtil da ikke havde kunnet løses af nogen som helst i Oracle globalt.
Da han var færdig med at beskrive sin ret geniale metode, bad jeg ham om liiiiige skrive et par linjer, så andre kunne få gavn af det, zzzzzz.
Han blev stille, afrundede pænt samtalen og lagde på. Jeg hørte ikke fra ham længe.
Jeg kunne jo godt regne ud, at det var på grund af mit ønske.
Så jeg skrev til ham, at han ikke behøvede skrive det alligevel - jeg skulle nok finde på noget andet. Han skulle bare tage sig af kunderne og så videre.
Det fik ham til at ringe og forklare, at det jo skyldtes, at jeg havde gjort noget, der var en fest til en straf, for nu skulle til at formulere noget, som mange andre skulle læse, og som skulle være helt koncist og så videre og han brød sig meget lidt om at skrive. Hans styrker var nogle andre.
Dét lærte jeg noget af. Når nørder og andre ærlige mennesker holder op med at svare, så giv dem fri fra det, der blokerer.
Ledelsesprincip 2
“Medarbejderne er vores eneste ressource - når de sover, så er butikken lukket”. Det var Lasse, min meddirektør, der fandt på den.
Ledelsesprincip 3
“Kald dem mennesker og ikke ressourcer."
Den kom fra min medarbejder Jakob Hammer, der engang skrev i en mail til alle: “Gider I ikke kalde os mennesker i stedet for ressourcer?”. Den sved og med rette. Jeg har aldrig glemt det.
Ledelsesprincip 4
Kunder er venner, der finansierer vores fede livsstil. Det mindste, som vi kan gøre, er da at sige TAK, når de spørger, om dem må give os en masse penge.
Den møder jeg dagligt virksomheder, der kunne lære noget af. Man føler jo ofte, at man er til besvær, når man ringer og tilbyder dem sine penge.
Det var dét! Glæd jer til nogle flere cyberangreb på kølediskene og lad for guds skyld være med at gøre noget ved det. Vi lever, som jeg ofte har sagt, IKKE af løsninger, men af problemer. Så gå ud og skab nogle flere. Eller skriv til mogensxy@gmail.com med gode idéer.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.