2017 er knapt trådt ind i sin tredje måned, og Ubisoft har allerede taget et dominerende standpunkt på spilmarkedet i år. Ganske vist smider det franske selskab sine esser tidligt, i form af Ghost Recon: Wildlands og For Honor, men ikke desto mindre er det et tegn på, at selskabet igen producerer kvalitet frem for kvantitet.
Ubisoft har leveret et spil med nærkampsmekanikker der gør de uundgåelige dueller utroligt intense, der uden sammenligning skaber en følelse af tyngde, råstyrke og en fornemmelse af spillerstyret evne-progression.
Med sidstnævnte menes der ikke en progression af spillerens evner i forbindelse med level-up og nye abilities (som der selvfølgelig også er), men mere det, at man bliver bedre til at læse sine modstandere, og udvikler en evne til at tænke fremad og lægge slagplaner i kampens hede.
Det er heri, For Honor virkelig skinner.
For Honor havde en ganske succesfuld åben beta der sluttede blot to dage før udgivelse, og det lod til at efterlade en splittet spillerbase. Meningerne om spillet syntes at være enten præget af ros til skyerne eller ærgrelse og skuffelse. Det er nemlig et spil der ikke vil være for alle, som indholdsmæssigt fokuserer mest på online multiplayer, på trods af en underholdende - men i sidste ende ligegyldig - singleplayer.
Ligegyldig er måske hårdt sagt, da det faktisk er et hæderligt forsøg på at skabe en baggrund for det, at riddere, samuraier og vikinger alle er havnet i samme område. Men det er den følelse man sidder med, efter at have gennemført denne del.
Efter flere generationer uden krig, synes den ondskabsfulde Apollyon at indbyggerne i hver af de tre faktioner er blevet svage. Derfor beslutter hun sig for at gøre det af med de nærmeste rivaler og samle en hær - i første omgang af riddere - og sørge for at lægge fundamentet for en vedvarende krig.
Denne vedvarende krig oplever man så fra forskellige karakterers synspunkter, og der opstår motivationer for at afslutte krigen, såvel som at føre den videre. I sidste ende er det en smule kliché, men det fungerer. Om ikke andet, så er det en god måde at få tingene ind under huden.
Netop at få tingene under huden er vigtig, da kampsystemet ikke blot er at trykke på nogle knapper og svinge dit sværd. Ved at holde venstre trigger/L2 inde (forudsat man bruger en controller, selvfølgelig), låser man sig fast på sit mål - som oftest er en anden spiller. Dette initierer hele grundlaget for den duel, der nu højst sandsynligt skal til at finde sted.
Du kan blokere i tre retninger - op, venstre, højre - og der skal ligeledes være styr på retningen du vil angribe eller parere. Kort sagt, så kræver det ikke bare en evne til at trykke på knapper og styre analog-pinden, men også en evne til at forudsige modstanderens slag, og ikke mindst hvilken vej du vil parere deres sværd, således at du får den bedst mulige indgang til det næste slag.
Det er et kampsystem som konceptuelt leverer noget helt nyt. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at det er første gang at real-time nærkampe er blevet så intense og brugbare i online multiplayer. Spillerne kæmper på fair grundlag, og i kombination med de fire forskellige "classes" der kan bruges i hver faktion, giver det en dybde og variation som man kan virkelig kan fornemme.
For Honor føles som en nytænkende udgivelse der byder på et virkelig spændende nærkamps-system, mens det falder til kort på de fleste andre parametre. Den første time sad min kæbe på gulvet over den smukke grafik, den fantastiske lydside og de altoverskyggende nærkampe. Derefter blev den samlet op, og spillet virkede som endnu en udgivelse der bare ikke kunne holde magien i live.
Det er en endeløs grind at få råd til kosmetiske items, på trods af, at man til tider får noget fedt efter en kamp. Faktisk kan det til tider sammenlignes med en F2P titel, der alligevel kræver fuld pris. Ikke helt fair, men du kan "heldigvis" købe dig til et helt skill tree også.. Kan I mærke hvor jeg vil hen med det her?
Læg dertil det faktum at serverne er peer-to-peer (og ikke dedikerede), hvilket i sig selv er lidt hul i hovedet, og at et Season Pass koster 40€ oveni de 60€ man alligevel betaler for spillet, så er der noget galt. Ubisoft havde gjort det så godt med DLC-systemet til Rainbow Six: Siege, og det er brandærgerligt at de ikke har bragt det videre til For Honor.
Men så alligevel; DLC er noget djævelen har skabt, og spilindustrien kunne sagtens være foruden Season Passes og andet snask, der alligevel skulle have været med i den oprindelige udgivelse.
Alt i alt er For Honor et vidunderligt koncept der kører som smurt på de fleste maskiner og leverer et fint slutprodukt. Der er et hav af muligheder for at tilpasse din figur, banerne er flotte og kampene er fantastisk underholdning. Spillets største akilleshæl er den følelse af gentagelse og monotoni der præger de forskellige spildele, især fordi der kun er en håndfuld forskellige online-dele der alle minder om hinanden, og ikke mindst de ovennævnte problematikker, hvilket måske også er at forvente i en helt ny udgivelse/IP.
For Honor er smukt og brutalt på den fede måde, og der er ingen tvivl om, at spillet vil levere underholdning til de fleste. Hvor længe undholdningsfaktoren holder ved, kommer an på så meget. Én ting er dog sikkert: spillet nydes bedst online i selskab med vennerne, og ikke i singleplayerdelen. Giv den et skud, hvis spillet en dag havner på tilbud. Lige nu er fuld pris stadig en anelse pebret.
Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig
