Prøvekørt: Microsofts Surface Laptop er præcis lige så lækker som den ser ud

Microsoft lancerede for en måned siden sin nye Surface Laptop, og Computerworld fik mulighed for at prøve computeren ved dette års Build-konference

Artikel top billede

Man skal huske på, at Microsoft kun har bygget Surface-hardware siden 2013.

På bare fire år er Microsoft gået fra kun at være en softwareproducent til at være en hardware-magiker, der salgsmæssigt ikke når de etablerede producenter til sokkeholderne, men kvalitetmæssigt svæver i den absolutte topklasse.

Det var Microsofts første Surface, der var med til at sparke gang i markedet for Windows-tablets, og producenter som Acer og HP kopierer skamfuldt Microsofts Surface Pro 3 og 4, hvilket også var Microsofts mål: At inspirere producenterne til at udvikle bedre produkter.

Og nu har Microsoft lanceret en bærbar: Surface Laptop.

Det virker lidt gammeldags at udsende en almindelig bærbar, når nu netop Surface-linjen skal bruges til at inspirere producenterne til at opfinde den næste dybe tallerken, men Surface Laptop er noget, som kun meget få andre Windows-computere er, nemlig en ægte lille designperle.

Ved Build 2017 i Seattle fik Computerworld mulighed for at prøve den 13,5-tommer store bærbare computer, men fotomulighederne var mildest talt sparsomme.

Derfor benytter vi både egne fotos og Microsofts pressefotos.

Ægte Surface - på godt og ondt

Fra det sekund du tager computeren i hånden, er du ikke i tvivl om, at det er en Surface-computer fra Microsoft. Det er det samme designsprog med storer overflade og få linjer til at pryde designet skåret ud i aluminium.

Skærmen er en 13,5-tommer 2.256 x 1.504 pixel-skærm i 3:2-format.

Det betyder, at du har langt mere skærmplads i højden, hvilket gør computeren fremragende til tekstbehandling eller web-surfing, hvor du kan se mere af hjemmesiden. Den er desuden berøringsfølsom.

Omvendt giver det sorte kanter omkring videoer.

Desværre har Surface Laptop det samme problem som de andre Surface-produkter: Porte.

Surface Laptop kommer med en enkelt USB A-port, MiniDisplayPort, Microsofts egen opladerport og audio-port.

Her mangler vi virkelig USB C-porte eller flere USB A-porte, ligesom vi også mangler en kortlæser - enten i MicroSD eller almindelig SD-form. Du kan - for 1.600 kroner - købe en Surface Dock, der forbinder via strømstikket.

Til gengæld er computeren udstyret med et batteri, der skulle give over 14 timers batterilevetid, hvis du kun afvikler Windows 10 S.

Stof ved tastaturet

Det mest unikke ved Surface Laptops' udseende er tastaturet.

Overfladen ved tastaturet, hvor du hviler hænderne, er dækket af samme type stof, som du finder på Type Coveret til en Surface Pro 4.

Stoffet stammer fra Italien, kaldes Alcantara og minder om stoffet fra en blød sofa.

Det føles lækket at hvile håndleddet på, når du skriver på tastaturet, men ligesom mange andre er vi bekymrede over, hvordan stoffet vil se ud efter længere tids brug.

På et besøg i Microsofts Surface-fabrik lovede en af de ansvarlige bag stoffet dog, at det er gennemtestet til at kunne blive rengjort efter de fleste spildte væsker.

Stoffet er laserskåret til at passe perfekt til kanten af computeren, men vi kan frygte, at kanterne vil blive nussede med tiden.

Undertegnede har tidligere ejet en Surface Pro 2, hvor keyboardet gik op i syningen/limningen.

Selve tasterne minder meget om en blanding mellem tasterne fra Surface Pro 4's Type Cover og tastaturet på Microsofts Surface Book.

Tasterne er høje og behagelige at skrive på, og under tastaturet sidder en trackpad, der er ganske glimrende sammenlignet med det øvrige marked for trackpads på Windows-computere. 

Dog giver tastaturet sig en smule, hvis du trykker ned midt på tastaturet. Mere end på eksempelvis Dell XPS 13 eller Microsofts Surface Book.

Du kan læse mere om Surface Laptop, dens specifikationer og ikke mindst alternativer her: Her er specifikationer og pris på den nye Surface Laptop - og de bedste alternativer

Windows 10 S

Inde i computeren finder du en af Intels nyeste Core i5-processor fra Kaby Lake-familien.

Ifølge Microsoft er en af Microsofts Surface Laptop-pc'er 50 procent bedre end en matchende Macbook Pro 13 fra sidste efterår.

Om det er rigtigt, kan vi ikke svare på.

Som udgangspunkt kommer Surface Laptop kun med Windows 10 S, en begrænset version af Windows 10, som kun kan afvikle Windows 10-apps og ikke de mere benyttede -net/win32-programmer.

Det skulle resultere i en længere batterilevetid, men omvendt kan du ikke installere eksempelvis Google Chrome-browseren.

Ja faktisk er du begrænset til kun at bruge Edge-browseren samt Bing som standard-søgemaskine...

Du kan dog i en begrænset periode gratis opgradere til Windows 10 Pro.

Problemet er dog, at Surface Laptop kun vil have 4 GB lagerplads i den billigste model, hvilket vil kunne mærkes, hvis du er typen, der har 15-20 faner åbne i Chro.. ehem... Edge samtidig med Spotify og Word.

Du kan læse mere om Windows 10 S her: Ny Surface Laptop og Windows 10 S: Her er nyhederne fra Microsofts store event

Hvad synes vi?

Surface Laptop kommer ikke med nogle smarte gimmicks, spændende funktioner eller revolutionerende teknologi.

Men det behøver Microsoft heller ikke for at ramme plet første gang. Surface Laptop virker til at være en gedigent god bærbar computer, og særligt skærmens 3:2-format og det minimalistiske design er fedt.

Både tastatur og trackpad fungerer godt, men vi kan frygte, hvordan stoffet vil holde til længere tids brug. Vi ser også frem til at teste Surface Laptops ydeevne.

Surface Laptop har en startpris på 8.799 kroner, hvis man kan leve med 128GB lagerplads og 4GB RAM sammen med en Core i5-processor. Vil du have 8GB RAM og 256GB lagerplads, skal du smide knap 11.299 kroner.

En tilsvarende XPS 13 fra Dell koster 11.999 kroner (med ældre RAM og processor), og en tilsvarende Macbook Pro 13 vil koste 15.499 kroner (med ældre processor, men med den "innovative" Touch Bar!).

Surface Laptop kommer til salg i Danmark fra d. 15 juni, men kan forudbestilles i dag.

Microsoft inviterer allerede igen til et nyt Surface-event d. 23 maj. Læs mere her: Microsoft klar med endnu et hardware-event: Er det tid til en ny Surface Pro-tablet?

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    It-løsninger | Aarhus C

    Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

    Få inspiration fra spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

    Jura | København Ø

    Compliance Day 2025

    Få de nyeste indsigter fra eksperter om, hvordan du navigerer i et komplekst compliance-landskab, når vi samler viden om alt fra NIS2, AI Act, CRA, DORA til GDPR og SCHREMS2.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 19. august 2025 ansat Ida Møller Pedersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Hun har tidligere beskæftiget sig med handel, da hun har en handelsuddannelse kombineret med en EUX. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. september 2025 ansat Steen Nyrup Pedersen som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Cyber Security Consultant hos Trifork A/S. Han er uddannet IT-Teknolog og er professionsbachelor i IT-sikkerhed. Nyt job
    Iver har pr. 1. september 2025 ansat Marie Windekilde som Head of Cybersecurity Advisory. Hun skal især beskæftige sig med ledelse af konsulenter inden for cybersikkerhed. Hun kommer fra en stilling som Chief of Branch hos Forsvarets Efterretningstjeneste. Hun har tidligere beskæftiget sig med sikkerhed i forsvaret i mange år. Nyt job
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. august 2025 ansat Niklas Matzen Groth, 28 år,  som Data Engineer. Nyt job

    Niklas Matzen Groth

    Norriq Danmark A/S