Alm. Brand skrotter projekter i jagten på succes: "Vi har brug for, at vores it-folk bliver vanvittigt innovative, initiativrige og tager ansvar"

Interview: Digitaliseringsdirektør i Alm. Brand Thomas Erichsen er manden bag en ny arbejdsform, som er mere velegnet til tidens krav om kundefokus, iderigdom og konstant omstillingsparathed. "Vi har brug for, at vores it-folk bliver vanvittigt innovative, initiativrige og tager ansvar. Den kultur, hvor man skaber en reaktiv it-afdeling, er den direkte vej i graven."

Hos Alm. Brand er den klassiske projektmodel på vej ud af døren. Ind er i stedet kommet en ny arbejdsform, som er mere velegnet til tidens krav om kundefokus, iderigdom og konstant omstillingsparathed.

Bag omstillingen står koncernens it- og digitaliseringsdirektør, Thomas Erichsen, som kom til Alm. Brand fra Nordea og som tidligere har arbejdet for både PA Consulting Group og SAS Institute.

Det overordnede mål for den cand.polit.-, og MBA-uddannede direktør hedder 'Kundens Almindelig Brand', der er Alm. Brand-koncernens strategi frem mod 2022.

Ifølge Thomas Erichsen er strategien en ’ekstrem’ tilgang til at arbejde med kundeorientering. Den betyder ifølge Erichsen, at virksomheden altid vil vurdere, hvad der er bedst for kunderne på langt sigt, også selv om det koster penge på kort sigt – det er den eneste bæredygtige vej.

For Thomas Erichsen er kundefokus dog ikke bare tilgængelig support og høflig kundebetjening. Det er selve virksomhedens evne til at kunne tilpasse sig markedet og kundernes forventninger hurtigt og kompromisløst:

"Jeg tror indædt på, at en stor del af vores konkurrencekraft vil være drevet af agiliteten i vores infrastruktur - atså de muligheder, som vi giver os selv i vores infrastruktur", forklarer han, da Computerworld møder ham under en studietur til San Francisco.

"Når vi taler om det, så er alle enige. Men konsekvenserne er radikale for folk. Dybest set begynder det med vores styringsmodel, for meget kultur og adfærd bliver drevet af styringsmodellen", siger han.

Han tilføjer, at en korrekt brug af it er afgørende for at kunne skabe en succes.

"I takt med, at teknologien udvikles og bliver vigtigere og vigtigere for kunderne og for os, har vi brug for, at vores it-folk bliver vanvittigt innovative, initiativrige og tager ansvar. Den kultur, hvor man skaber en reaktiv it-afdeling, er den direkte vej i graven", uddyber Thomas Erichsen og forklarer, at it især har en central rolle at spille når det kommer til at få kridtet banen op for en mere agil arbejdsform:

"Når vi taler agilitet, er en af præmisserne nogle solide arkitekturbeslutninger. Ellers skal beslutninger diskuteres i hvert enkelt team, og så går det galt."

Brug it-folkene korrekt

Et godt eksempel er ifølge Thomas Erichsen Salesforce.

Alm. Brand investerede for få år siden et stort millionbeløb i platformen. Men for Thomas Erichsen er investeringen mere end blot en beslutning om et nyt CRM-værktøj:

”Salesforce er i realiteten en moderne informationsinfrastruktur, som du beslutter dig for at bruge til noget centralt i din arkitektur, hvori der ligger nogle smarte funktioner, som du lægger ovenpå, til du har en platform. For os er det et valg om, at vi vil servicere kunderne på en måde, hvor vi på den ene side har et helhedsblik på tværs og på den anden side vil levere unikke oplevelser for kunden."

Meget usundt

For it- og digitaliseringsdirektøren har it dog en endnu større rolle at spille, men det kræver, at it-folkene bliver castet korrekt i organisationen.

Her spiller ledelsen en vigtig rolle:

"Jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at tale om it og forretning som to forskellige ting. Deler du det op i to, hvor it er en omkostning og forretningen driver forretningen, så skaber du en reaktiv it-kultur. Det er meget usundt i en virkelighed, hvor teknologi er fundament for vores konkurrencekraft."

Erichsen understreger samtidig, at han oplever, at netop it-organisationen er god til at komme med gode ideer, for mange it-folk er drevet af en basal nysgerrighed omkring teknologiens muligheder – både for forretningen, men især til gavn for kunderne.

Artiklen fortsætter under billedet...

En ny model for arbejdet

Nysgerrighed er dog i sig selv ikke en stærk nok drivkraft ifølge it- og digitaliseringsdirektøren. For at blive mere produktiv og omstillingsparat er Thomas Erichsen og Alm. Brand grundlæggende ved at ændre arbejdsformen i forbindelse med udvikling.

Resultatet er en såkaldt kapacitetsstyringsmodel, som tager et opgør med de traditionelle projekter og i stedet fokus på faste teams, konstante leverancer og forudsigelig økonomi.

"En model, hvor man investerer i at bygge kapacitet i form af faste leveranceteams, som rummer både teknikere, forretningsfolk og kundefolk."

Thomas Erichsen siger, at styreform kræver villighed til at arbejde med en længere horisont samt løbende at prioritere på tværs af porteføljen.

Modellen også handler om at holde bedre fast i viden og gode arbejdsrelationer. To ting, som traditionelt er med til holde produktiviteten i top:

"Vores erfaring er, at det tager lang tid at bygge et produktivt team. I realiteten omkring ni måneder. For os handler det derfor om ikke bare at gøre tingene rigtigt, men også at gøre de rigtige ting.”

En model, der matcher en uforudsigelig fremtid

At gå fra en traditionel projektmodel med milestones, rapporter og klare mål, afspejler ifølge Thomas Erichsen samtidig en erkendelse af, at fremtiden ikke længere er så forudsigelig:

"Man kan sige, at vi investerer mange penge i at bygge kapacitet i organisationen, så vi løbende og lynhurtigt kan levere forretningsudvikling. De enkelte teams laver timeboxes- og prioriteres løbende.  Det er vilkårene i en kapacitetsmodel, at du ikke præcist ved, hvor du ender. I stedet må du stole på, at du har fundet de rette folk, og at organisationen er i stand til at prioritere din kapacitet under hele rejsen.".

Thomas Erichsen erkender dog også, at det kræver is i maven at investere millioner i folk og færdigheder, uden at vide præcist hvad man skal bruge dem til om et par år.

Han understreger samtidig, at det er afgørende at have ledelsen inddraget, så vi alle taler samme sprog.

"Vi bliver klogere undervejs, og vi skal give os selv lov til at fejle. Det er også en kulturændring."

Artiklen fortsætter under billedet...

Idégenerering

Alm. Brand vil også investere i ide-genereringen – helst i direkte samarbejde med kunderne.

Hvor andre firmaer har etableret såkaldte labs og ofte ender med at placere dem uden for virksomheden, er det ikke en model, Thomas Erichsen tror på hos Alm. Brand:

"Min holdning er, at hvis du fjerner eksperimenterne fra eksekveringen, så kommer du let til at lave et elfenbenstårn. De to ting bør hænge uløseligt sammen. ’Kontoret for gode ideer’, det tror jeg ikke på. Gode ideer kommer alle steder fra, men kun hvis vores kultur og styring giver mulighed herfor."

Derfor har Alm. Brand valgt at etablere en enhed, som Erichsen kalder ”Eksperimentering og læring”, hvis formål er hurtigt at teste ideer af med kunderne samt eksperimentere med nye teknologier. 

”Det lyder nemt, men det er det ikke. Det handler om designe eksperimenterne, så vi hurtigt kommer ind til kernen af ”problemet”.

Det giver så ofte et push-back til dem, som har fået ideerne samt en række nye indsigter i hvordan vi skal tilgå løsningen.

"Det er dybest set statistik, for man får ikke noget ud af at spørge sine venner. Vi skal turde udføre eksperimenter, som holder vand, og vi skal reelt turde træffe store beslutninger på den baggrund. Ellers spilder vi tiden. Grundlæggende går det jo ud på at træffe hurtige beslutninger, om hvorvidt ideen er god eller jeg. Og ér det en god ide, så skal den kunne eksekveres hurtigt."

"Jeg synes, vi kan lære meget af venturekapitalister, som investerer i start-up-virksomheder. De er vanvittigt gode til at køre en inkubatorproces, hvor virksomheder har nogle udviklingstrin, som de gennemgår, altså er vi på rette vej. Det er nogle tanker, vi med fordel kan adoptere i vores virksomhed, når vi kigger på ideer og det fremadrettede. Ellers dræber vi det hele med vores regneark, som mest af alt kigger bagud", siger Thomas Erichsen.

Læs også interviewet med Danmarks bedste CIO, Torben Kjær: Alle it-chefer bør gentænke deres rolle i virksomheden

Hør Thomas Erichsen uddybe sit arbejde med den digitale omstilling i det korte interview (3:47) herunder: