Nærmest uanset hvilken genre man snakker i dag, kan man være ganske sikker på at muligheden for at spille flere sammen er inkluderet. Ofte foregår den slags dog gennem digitale lobbyer, hvor hver deltager altså sidder med hvert deres system, og derved mister man en del af den hygge, og konkurrenceelement der kan være når man sidder i sofaen sammen.
Vi har derfor taget et kig på tre spil som gør sig særligt godt hvis man befinder sig foran den samme fladskærm.
Se også: Anmeldelse: Her er tre VR-spil der overbeviser enhver virtual reality-skeptiker
Full Metal Furies
Med deres forrige udgivelse, viste Cellar Door Games hvor de på kreativ vis var i stand til at genopfinde mange af de regler som platformspil i alle afskygninger havde støttet sig op af i årevis.
Historien er den samme med udviklerens nyeste udgivelse, Full Metal Furies, der dog har skiftet genren ud således at det nu er beat’em’up genren der står for skud. Der er altså blevet kigget tilbage på alt fra Double Dragon til Final Fight og Guardian Heroes og resultatet er højest originalt.
Med et valg mellem fire forskellige figurer, der hver især besidder vidt forskellige evner og dertilhørende spillestile, er det et spørgsmål om temperament hvem der passer egne evner bedst.
Og trods at der ikke er nogen straf for løbende at skifte figur, bør holdsammensætningerne konstant overvejes, for sværhedsgraden er høj, hvilket delvist skyldes den djævelsk udspekulerede udvikler.
I stedet for blot at banke løs på den nærmest fjende, begynder banerne således hurtigt at byde på særlige fjender med egne specialevner, samt farvekodede fjender der kun kan besejres hvis man har den rigtige helt med på holdet.
Det kan lyde lydt forvirrende alt sammen, men bliver heldigvis blødet op gennem en herlig dialog fuld af humor, og fjender der aldrig tager sig selv alt for seriøst. Ydermere er her virkelig tale om et eventyr hvor et godt makkerskab kan gøre det hele nemmere, så husk at have en ekstra controller klar.
The swords of Ditto
Vi er ikke engang halvvejs gennem året, og alligevel er det svært at forestille sig at der The Swords of Ditto ikke kommer til at ende som et af de visuelt mest charmerende eventyr i år.
Med en snert af inspiration fra Adventure Time, samt deres helt egen fortolkning af hvordan klassiske rollespilsfjender også kan se ud har miniputudvikleren OneBitBeyond lavet en nærmest uimodståelig verden, der vil kræve en aktiv indsats for ikke at smile af.
Ditto-eventyret byder dog på mere end en smuk inpakning, og på den spilmæssige front synes det at være Zelda og Rogue-genren der har gjort sig mest gældende. Det betyder at her er gåder der skal løses, fjender der skal have en over tuden og magiske angreb, udstyr og andre dingenoter der skal findes for at gøre det hele lidt nemmere.
Et originalt pust gives dog ved at verdenen lever videre selv hvis man skulle dø. Skulle man ikke have held med at gøre det af med skurken Mormo inden for en tidsramme på kun et par dage, vil man således få et nyt forsøg hundrede år senere som en ny eventyrer, der træder ind i en verden formet af hvor meget succes den forrige helt havde.
Det er en virkelig god ide, men desværre bliver der spændt lidt ben for det hele ved at man hver gang på det nærmest må starte helt forfra. Andre spil i Rogue-genren har eksperimenteret med hvor mange evner eller hvor meget udstyr kan gives videre til en ny helt, og selvom de overvejelser øjensynligt også er blevet gjort med Ditto, er den endelige beslutningen landet et bedrøveligt sted.
Det betyder at man efter at have fejlet blot en gang eller to, føler sig sat helt tilbage til hvor man startede, hvilket går lysten til at blive ved – også selvom man spiller to sammen. Man skulle tro at den slags balancering af sværhedsgraden ville være nem for udvikleren at rette, men det er endnu ikke sket.
The Swords of Ditto er stadig et fornøjeligt eventyr, men det kunne have være langt bedre med blot et par få balance-justeringer hist og her.
Donkey Kong Country: Tropical Freeze
Den gorilla-lignende helt fra Nintendos ældste arkiver, lever stadig i bedste velgående, hvilket fint demonstreres ved at den japanske gigant nu har genudgivet WiiU-eventyret på Nintendo Switch.
Genudgivelser kan komme i flere forskellige former, og her er kræfterne blevet brugt på at gøre indlæsningstiderne kortere, samtidigt med at billedhastigheden er blevet endnu mere glidende end før.
Skulle der sidde nogen og ærgre sig over hvorfor der ikke også er blevet brugt tid på at finpudse grafikken, kan der forhåbentligt gives lidt ro på herfra ved at bekræftet at Tropical Freeze stadig er et fabelagtigt udseende spil, med masser af farver, sjove animationer og kreativitet om hvert hjørne.
Udgangspunktet er ganske basalt og her er tale om et platformspil i sin mest klassiske form, hvilket betyder at der skal indsamles dingenoter i strid strøm, og det uanset om der snakkes bananer, balloner, puslespilsbrikker eller andet.
Banedesignet et fremragende og der vil skulle adskillige forsøg til at finde alle hemmelighederne på selv de første par baner.
Sværhedsgraden er samtidigt overraskende høj for en Nintendo-titel, og man skal ikke mere en cirka halvvejs gennem det hele, før bare det at gennemføre en bane begynder at blive en udfordring der kræver adskillige forsøg.
Vælger man at gå på eventyr sammen med en ven, kræver det dog en del koordination. Tempoet er forholdsvist højt, og kravet til præcision og koordinering ofte stor. Man skal derfor være ganske sikker på at evne niveauet er nogenlunde ligeligt fordelt inden man går i gang, da alt andet sagtens kan medføre ufrivillige kast med controllerne.
Donkey Kong Country: Tropical Freeze gør ikke noget særlig originalt, men gør til gengæld alt hvad det gør nærmest perfekt. Kontrollen er knivskarp, sværhedsgraden høj men rimelig, og lysten til at fortsætte altid stor.
