Artikel top billede

(Foto: Volvo PR)

Volvos nye elbil er voldsom og debuterer til overraskende lav pris: Fra 274.000 kroner

Volvos nyeste elbil sigter efter at være både bæredygtig, billig og hurtig.

Volvoer plejer ikke ligefrem at være billige, men selskabets nyeste kreation, mini-SUV’en EX30, debuterer til priser, som er ganske uvante for selskabet.

Her er tale om selskabets første bil i kompaktklassen, siden hatchbacken C30 udgik i 2012, men den nye EX30 er bygget på en rendyrket eldreven platform.

Volvo sigter her efter at skabe sin både billigste og mest bæredygtige elbil med et klimaftryk, som er 25 procent mindre end selskabets elektriske C40 og XC40 SUV’er.

Billigste model ’Standard Range Core’ vil debutere til 274.000 kroner – en skarp pris, som, Volvo mener, vil sætte fart i overgangen til elbiler.

Hurtigste Volvo nogensinde

Rækkevidden i den billigste model er dog her begrænset til 344 kilometer efter WLTP-normen på grund af det beskedne 51 kWh store batteri.

Næste model i rækken ’Extended Range’ til 309.000 kroner, der med sine 69 kWh vil kunne tilbagelægge 480 kilometer mellem ladestationerne.

Batteriet på begge modeller kan hurtiglades fra 10 til 80 procent på ned til 25 minutter.

Selvom prisen er beskeden er ambitionerne store.

Det afspejler sig især i Performance-varianten, som med en systemydelse på 428 hestekræfter og firehjulstræk kan klare nul til 100 km/t disciplinen på bare 3,6 sekunder – hvilket gør EX30 til den hurtigste Volvo nogensinde.

Her er rækkevidden dog reduceret til 460 kilometer, mens prisen ryger op over 380.000 kroner.

Selv de mere beskedne baghjulstrukne versioner får over 270 hestekræfter og baghjulstræk, der sikrer nul til 100 tider på 5,3 sekunder.

Stor indeni

Volvo har arbejdet ihærdigt på at gøre EX30 så stor som mulig indvendig og lover god plads indeni.

”Den fuldelektriske EX30 er vores mindste SUV nogensinde, men det er en stor nyhed for vores kunder og for os som virksomhed. Vi siger, at Volvo EX30 er lille, men alligevel stor, fordi den leverer alt, hvad du kan ønske dig fra en Volvo – bare i en mindre pakke. Som enhver anden Volvo er EX30 en fremragende bil, der er sikker og udviklet til mennesker og deres behov,” siger Jim Rowan, CEO for Volvo Cars.

Inde i den godt 4,3 meter lange bil med 2,65 meter mellem akslerne, er der skabt plads til fem, mens der tilbydes 318 liters plads i bagagerummet. Performance-modellen kan trække op til 1.600 kilo på krogen bagpå.

Oppe foran vil man kun få en enkel 12,3 tommers skærm at se, hvor det indbyggede Android Automotive system vil styre infotainment-delen af bilen sammen med Googles software-pakke via en 5G-opkobling.

Først i 2024

Volvo EX30 vil kunne forudbestilles fra og med uge 23, men du skal være indstillet på at vente på bilen, som først står til at blive leveret fra starten af 2024.

EX30 kommer i tre udstyrsniveauer Core, Plus og Ultra, hvor Plus giver adgang til blandt andet Harman Kardon lydanlæg P-sensorer for og bag og 2-zone klimaanlæg.

Sidstnævnte pakke giver adgang til blandt andet panoramaglastag, 22 kW opladning og 360 graders kamera.