Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Forleden gik et skærmbillede rundt på X (tidligere Twitter, red.).
En bruger har et opkald i gang og åbner sin bankapp. Øverst lyser en rød bjælke: Revolut is not calling you. Under den står tre ting, banken aldrig gør: ringe uopfordret, bede om koder og bede dig flytte penge.
Kommentarerne var næsten enslydende. Endelig noget, almindelige mennesker kan bruge.
Flere spurgte, hvorfor appen så ikke bare nægter at flytte penge, mens man sidder i telefonen.
Revolut-eksemplet rammer et centralt sted, for vi har i årevis gjort det alt for let for os selv og vores brugere.
Svaret på telefonsvindel har nemlig altid været den samme oplysning af brugeren: Læg på. Ring selv tilbage. Giv aldrig dine koder videre.
Rådene er ikke forkerte, men de lægger hele forsvaret hos den person, der i præcis det øjeblik er under størst pres.
Svindlerens eneste opgave er at skabe så meget hast og autoritet, at offeret holder op med at tænke.
Vi beder med andre ord offeret om at tænke klart i præcis den situation, svindleren har skabt for at forhindre det.
Hvorfor gør produktet ikke mere?
Produktet ved til gengæld en hel del. Telefonen ved, at der er et opkald i gang. Appen ved, at kunden pludselig vil overføre et stort beløb til en ny modtager eller registrere kontoen på en ny enhed.
Kombinationen er et af de tydeligste faresignaler, man overhovedet kan få. Alligevel lader de fleste digitale tjenester den glide igennem uden så meget som en advarsel.
Revolut-bjælken er ikke perfekt. På Android skal brugeren selv slå den til, og svindlerne skal nok finde på en forklaring: "Den røde bjælke er en fejl, vi er ved at rette den."
Andre steder er man gået længere.
I Usbekistan har centralbanken begrænset, hvad bankapps kan bruges til under et opkald.
Den model ville jeg ikke kopiere ukritisk. Mange produkter har for lidt friktion i svindelsituationer, men friktion koster også noget, og der er masser af legitime situationer, hvor man betaler en regning med telefonen for øret.
Men princippet holder: Når konteksten ligner manipulation, er det produktet, der skal sætte farten ned. Ikke brugeren.
CPR-nummer kan stadig misbruges til at skabe tillid
Timingen gør det ikke mindre presserende. Efter CPR-lækket med 8,8 millioner numre kan svindleren i den anden ende allerede have dit CPR-nummer, når han ringer. "Jeg kan lige bekræfte dit CPR-nummer" er en stærk måde at skabe tillid på. Det gamle råd om aldrig at udlevere sine oplysninger hjælper ikke meget, når de allerede er udleveret.
Og det her handler ikke kun om private bankkunder. I en tidligere klumme skrev jeg, at angriberne ikke bryder ind, de logger ind.
Meget ofte går vejen til det login gennem telefonen. En angriber ringer til helpdesken, udgiver sig for at være en medarbejder og beder om at få nulstillet sin totrinsgodkendelse.
Hvis jeres proces lader et telefonopkald være beviset på, hvem man er, har I samme svaghed som dem, der lader en bruger identificere sig med et CPR-nummer.
I EU er der brugt mange kræfter på at diskutere, hvem der skal betale, når skaden er sket: Banken, teleselskabet eller kunden.
Den diskussion skal tages. Men jeg synes, vi taler alt for lidt om de sekunder, hvor skaden endnu kan stoppes. De sekunder ligger ikke i en lovtekst. De ligger i produktdesign.
Så her er mit spørgsmål til alle, der bygger digitale tjenester: Ved jeres løsning, at kunden lige nu bliver manipuleret? Og hvis den ved det, hvorfor gør den så ikke noget ved det?
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
