TikToks fremtid i USA kan være sikret: Aftale med amerikansk køber ventes underskrevet inden ugen er omme

På en flyvetur på Air Force One antyder Donald Trump, at TikTok er reddet: En aftale med amerikansk køber kan blive underskrevet inden ugen er omme.

Artikel top billede

(Foto: Pixabay)

Det var frygten for, at Kina skulle have adgang til data på amerikanske borgere, at USA’s nu tidligere præsident Joe Biden i april 2024 underskrev loven, der skulle forbyde TikTok på amerikansk jord.

Men siden dengang har verden ændret sig, og efter Donald Trump overtog den amerikanske præsidentstol i januar, har han kæmpet for, at TikTok kan få lov til at leve videre.

"Jeg vil gerne se, at Tiktok fortsætter med at leve," fortalte Donald Trump søndag aften amerikansk tid, til journalister fra blandt andet Reuters ombord på Air Force One.

Ifølge den amerikanske præsident kan en aftale , der sikrer TikToks fremtid i USA, falde på plads inden lørdag den 5. april.

Donald Trump henviser til den deadline, han selv fastsatte i januar, som tvinger TikToks kinesiske moderselskab, ByteDance, til at frasælge appen til en amerikansk køber, hvis TikTok fortsat skal kunne operere lovligt i USA.

Lovgivningen, der blev vedtaget med bred politisk opbakning, bygger på bekymringer og mistanker om, at Kina potentielt kunne bruge TikTok til at indsamle data om amerikanske brugere eller sprede propaganda.

Blackstone rygtes til at købe

TikTok har i dag omkring 170 millioner brugere i USA – heriblandt Donald Trump selv – og forbuddet vil i praksis lukke ned for appens tilstedeværelse på det amerikanske marked, både i App Store og Google Play, medmindre en godkendt overtagelse bliver en realitet inden deadline.

Ifølge Reuters overvejer den amerikanske kapitalfond Blackstone at investere i TikToks amerikanske forretning.

I Danmark er Blackstone blandt andet kendt som ejendomsinvestor under navnet Kereby.

Kilder fortæller til Reuters, at Blackstone muligvis vil indgå i en gruppe med eksisterende ikke-kinesiske ByteDance-aktionærer. Sammen planlægger de at stille med frisk kapital for at overtage den amerikanske del af appens drift – og gruppen nævnes som favorit til at lande en aftale.

ByteDance har endnu ikke bekræftet, om man er parat til at sælge, og der er heller ikke meldt noget ud om, hvorvidt det kinesiske styre – som tidligere har modsat sig frasalg af strategisk teknologi – vil godkende en aftale.

”Der er enorm interesse for TikTok,” sagde Donald Trump til journalisterne på Air Force One.

Donald Trump har tidligere antydet, at han kan være villig til at tilbyde handelsmæssige lempelser mod Kina for at få aftalen gennemført – herunder en mulig reduktion i toldsatser.

Hverken ByteDance eller TikTok har endnu kommenteret den mulige aftale.

12 timer TikTok var lukket i USA

TikToks fremtid i USA har været genstand for intens politisk debat og en stadig mere uoverskuelig juridisk proces.

Konflikten kulminerede i april 2024, da daværende præsident Joe Biden underskrev loven, der tvang ByteDance til at sælge TikTok til en amerikansk ejer – eller skulle selskabet forlade USA.

Den amerikanske højesteret stadfæstede i januar 2025 lovens gyldighed – og dermed trådte TikTok-forbuddet i kraft 19. januar.

Kort efter lukkede appen kortvarigt ned for sine 170 millioner amerikanske brugere, men genåbnede blot 12 timer senere, da Donald Trump, netop tiltrådt som præsident, udstedte et dekret, der midlertidigt suspenderede loven.

Donald Trump lovede at finde en ”politisk løsning” og åbnede for en ny salgsproces.
Samtidig foreslog han en model, hvor TikTok fremover kunne drives som et joint venture med amerikanske investorer, som ”kun” skulle eje 50 procent.

Men Trumps dekret har mødt modstand. Flere demokratiske senatorer har advaret om, at forlængelsen af fristen til 5. april er ulovlig, og at amerikanske virksomheder som Apple, Google og Oracle kan risikere milliardbøder, hvis de samarbejder med TikTok i strid med loven.

TikTok selv har udtrykt taknemmelighed over for Trump for at skabe ”klarhed” og har erklæret sig villig til at samarbejde med administrationen. Imens peger flere senatorer på, at det kun er den amerikanske Kongres, der kan ændre loven – og dermed redde TikTok i USA.

Det tyder det dog på, at Donald Trump umiddelbart er ligeglad med.

Annonce

Event: SAP Excellence Day 2027

It-løsninger | Online og København

Oplev stærke cases og de nyeste muligheder med SAP, fysisk eller online.

9. februar 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

Andreas Dyngberg Pedersen

Norriq Danmark A/S

LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job