Dagens it-nyheder: 5. november 2026

Sidst opdateret: I dag kl. 15:30

I dag kl. 15:30

Undersøgelse: Virksomheder er bekymrede for selvstændige AI-agenter

Selvom langt de fleste virksomheder synes, at AI øger produktiviteten, er det kun et fåtal, der tør lade teknologien arbejde autonomt.

Det skyldes i høj grad bekymring over sikkerhed og suverænitet ved at slippe AI agenter ud af lukkede miljøer og lade dem træffe selvstændige beslutninger, viser en undersøgelse fra it-konsulenthuset Tata Consultancy Services (TCS).

Undersøgelsen har spurgt virksomhedsledere i flere lande, inklusive Skandinavien. Globalt set peger 84 procent af lederne på øget produktivitet som den vigtigste forretningsgevinst ved AI. Men det er kun 10 procent, der vil tillade AI agenter at træffe beslutninger på tværs af forretningsområder uden menneskelig indblanding.

I Norden gælder det 17 procent, mens 54 procent begrænser selvstændige beslutninger til 
foruddefinerede arbejdsprocesser inden for en specifik funktion.

Samtidig mener kun otte procent af de nordiske virksomheder, at deres AI-agenter på en sikker og kontrolleret måde kan koordinere arbejdsprocesser på tværs af virksomhedens centrale forretningssystemer.

"Vi ser, at virksomheder gør konkrete fremskridt med at skalere AI. Men bevægelsen handler nu om at gå fra 
assisterende værktøjer til autonome handlinger, der er dybt integreret i virksomheden. Her er produktivitet 
den tydeligste drivkraft i dag. Samtidig holder organisationer bevidst igen af hensyn til sikkerhed, governance 
og robusthed. Næste skridt handler derfor om at bygge de rette kontrolforanstaltninger og sikre en ansvarlig 
implementering," siger Amit Kapur, Chief AI and Services Transformation Officer hos TCS, i en pressemeddelelse.

Du kan læse den fulde rapport på TCS' hjemmeside her.

I dag kl. 15:00

Ny sikkerhedsrapport: Sådan forbereder Norden sig på den næste digitale krise

I en tid, hvor hyppige cyberangreb truer kritisk infrastruktur på tværs af de nordiske lande, er der behov for, at landene styrker det fælles beredskab og hjælper hinanden, både før og når kriserne rammer.

Det er budskabet fra televirksomheden Telenor i kølvandet på den nyeste udgave af selskabets årlige sikkerhedsrapport, Nordic Digital Security 2026, der tager temperaturen på it-trusselsbilledet i Norden.

Rapporten beskriver blandt, at blot halvdelen af adspurgte it-sikkerhedsfolk i myndigheder og virksomheder på tværs af Norden føler sig klar til at kunne opretholde kritiske driftsfunktioner under alvorlige digitale forstyrrelser. Kun 12 procent er forberedte på trusler, der involverer kunstig intelligens.

”Vi mærker hver dag, at truslerne mod vores net bliver mere alvorlige. Vi investerer massivt i sikkerhed, udbygger og tester løbende vores beredskab, men vi er oppe mod stærke kræfter, og derfor skal vi være bedre til at hjælpe hinanden, når noget alvorligt rammer. Vi har en kæmpe styrke i Norden, som vi slet ikke udnytter godt nok i dag, og det skal vi have lavet om på,” siger Lars Thomsen, administrerende direktør for Telenor Danmark, i en pressemeddelelse.

I en række anbefalinger til styrkelse af det nordiske beredskab peger Telenor blandt andet på, at de nordiske lande bør koordinere kriseplaner på tværs af landegrænser, og at 

der bør gennemføres fælles beredskabsøvelser mellem virksomheder og myndigheder, og at 

Læs mere om rapporten og dyk ned i dens resultater på Telenors hjemmeside her.

I dag kl. 13:41

Vil alligevel ikke lukke: Forlænger levetid for udbredte VMware-løsninger med et år

I al stilhed forlænger VMware levetiden for flere af selskabets udbredte løsninger på det europæiske marked.

"For kunder i EEU ['European Economic Area,' red] vil vSphere Standard version 8 og vSphere Enterprise Plus version 8 fortsat være til salg frem til 31. oktober 2027, ligesom alle aktive abonnementer vil være omfattet af Extended Support frem til 31. oktober 2028," meddeler selskabet til The Register.

Det har ellers hidtil været planen, at support skulle lukke for vSphere 8 og Cloud Foundation 5.x allerede 11. oktober 2027.

Til The Register siger analytiker Michael Warrilow, at beslutningen betyder, at brugerne får et år ekstra til at migrere workloads fra vSphere 8 og over til VCF 9 eller andre platforme.

I dag kl. 13:09

Bekymring får dansk forlag til at flytte systemer fra Microsoft til europæisk cloud-løsning

Forlaget Plenum, der udgiver bøger og digitalt læringsmateriale til skoler og gymnasier, har besluttet at flytte data om mange tusinde elever og lærere væk fra en amerikansk hyperscaler over til en europæisk cloud.

Fremover kommer data, der bliver efterladt i forbindelse med indlogning på Plenums Xplore-portaler, til at blive hostet hos det tyske firma Hetzner, der er en af Europas største hosting-udbydere.

Dermed siger Plenum farvel til Microsoft Azure, hvor forlagets data tidligere har været placeret, skriver forlaget i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet for at sikre, at data om navne, klassetrin, besvarelser og læringsforløb på Xplore-platformen er hostet forsvarligt og under europæisk lov. Det sker også som reaktion på den amerikanske lov CLOUD Act, der giver amerikanske myndigheder adgang til data placeret i amerikanske servere, uanset hvor i verden de er placeret.

Flytningen kommer på et tidspunkt, hvor kommuner, myndigheder og skoler i stigende grad diskuterer, hvor afhængige den offentlige sektor bør være af amerikanske techgiganter, skriver forlaget.

"Det her er ikke et opgør med nogen. Det er et valg om, hvad der er den mest robuste løsning for skolerne på længere sigt. Vi tror, at flere leverandører til skolerne vil træffe samme valg," siger Anders Hassing, administrerende direktør hos Forlaget Plenum, i en pressemeddelelse.

Data blev flyttet i oktober, og forlaget har nu slettet de sidste backupkopier hos Microsoft. Flytningen ændrer intet for lærere og elever, oplyser Plenum.

I dag kl. 12:46

Google skiller sig af med ansatte: Bliver tilbudt særlige fratrædelses-pakker

Artikel billede

(Foto: Jonny Gios/Unsplash)

Google tilbyder fratrædelsespakker til medarbejdere i flere lande. Det sker for at reducere personaleomkostningerne i en tid, hvor selskabet som mange andre i branchen investerer kraftigt i kunstig intelligens.

Fratrædelsespakkerne sker i forlængelser af lignende runder i Storbritannien og USA, som Google har kørt siden juni 2025.

Google ønsker ikke at fortælle, hvor mange medarbejdere har taget imod fratrædelsesordningerne, men bekræfter, at det omfatter ansatte i Canada, Frankrig, Tyskland, Japan og Schweiz.

"I 2025 introducerede nogle af vores teams et frivilligt exitprogram med fratrædelsesgodtgørelse. Sidste sommer, i juni, udvidede vi dette program globalt i et par lande for at støtte vores vigtige arbejde fremadrettet," siger en talsperson fra Google til nyhedsbureauet Reuters.

I Schweiz, hvor Google tæller 5.000 medarbejdere i hele landet, er flere ansatte på tværs af virksomhedens afdelinger blevet tilbudt fratrædelsespakkerne. Godtgørelsen i pakkerne svarer til en månedslån for hvert år i ansættelsen, fortæller kilder til nyhedsbureauet.

Ansatte i Google Cloud- og DeepMind-afdelingerne er ikke omfattet af fratrædelsesordningerne, skriver Reuters.

I dag kl. 11:49

Columbus klar med ny strategi: Her er planen

Artikel billede

(Foto: Columbus/PR: Kasper Palsgaard Olsen)

Columbus løfter sløret for en ny forretningsstrategi, der skal bringe milliarder ind til it-konsulentkoncernen.

Strategien med navnet Astra 29 løber fra 2027 til 2029 og har som hovedmål at runde en omsætning på to milliarder kroner, et driftsoverskud på 300 millioner kroner og en tilbagevendende omsætning på 20 procent af den samlede omsætning inden 2029.

Strategien bygger videre på koncernens tidligere forretningsstrategi kaldet New Heights, der afslutter i år.

En bærende del af Astra 29-strategien vil i højere grad bestå i at integrere AI i rådgivningsydelserne til kunder, herunder at udvikle AI agenter på tværs af kunders forretningskritiske systemer og processer.

Samtidig vil Columbus også ændre sine interne forretningsmodeller.

Hvor forretningen i dag i høj grad bygger på salg af konsulenttimer, vil Columbus fremover i stigende grad kombinere medarbejdernes ekspertise med AI-agenter og tage ansvar for konkrete resultater, hvilket vil ændre Columbus' arbejdsgange og måde at få betaling for den, varsler selskabet.

"Astra 29 handler om at bygge fremtidens Columbus. Vi vil bruge det, vi allerede er gode til, sammen med nye AI-løsninger og forretningsmodeller, der gør det muligt at vokse uden at øge omkostningerne tilsvarende. Det skal skabe mere værdi for vores kunder, medarbejdere og aktionærer og samtidig styrke både vækst og indtjening," siger Søren Krogh Knudsen," siger Søren Krogh Knudsen, CEO og præsident for Columbus, i en meddelelse på den københavnske fondsbørs.

Strategien lanceres kort efter, at Columbus kunne offentliggøre sine nøgletal for tredje kvartal 2026.

Omsætningen steg seks procent til 367 millioner kroner, mens driftsoverskuddet landede på 18 millioner kroner svarende til en margin på 4,8 procent.

I dag kl. 09:56

Tidligere topchef Lars Berthelsen klar med nyt job et år efter exit fra Twoday

Lars Berthelsen,er klar med nyt job efter, at han i efteråret 2025 forlod posten som administrerende direktør for Twoday., der er blandt Danmarks største it-konsulentvirksomheder med sine omkring 1.000 medarbejdere.

Dengang meddelte han, at han så frem til at bruge tid med sin familie og nyde ro og nærvær.

Men alting har en ende, og det har også Lars Berthelsens selvvalgte periode uden arbejdsmæssige forpligtelser.

Han stifter nu eget selskab sammen med Jesper Kirk, tidligere partner i EY. Det nye selskab kalder de for Actera Management.

"Efter at have nydt en masse ekstra tid tiden sammen med min familie og kunnet gøre en masse ting, som jeg ikke har haft mulighed for i et hektisk arbejdsliv, er jeg nu klar til at starte et nyt kapitel. Det bliver ikke et nyt corporate job på C-level, men i stedet er jeg gået selvstændig sammen med Jesper Kirk," skriver Lars Berthelsen på LinkedIn.

De to partnere vil via Actera Management "investere i og udvikle små og mellemstore virksomheder i Danmark," meddeler han.

"Vi er IKKE en kapitalfond - heller ikke bare en lille én - men derimod er vi aktive investorer, hvor vi sammen med ledelsen af de selskaber, som vi køber, vil arbejde skulder ved skulder om at udvikle virksomheden," skriver han.

I dag kl. 09:16

Et af Vismas største datter-selskaber dropper Visma-navnet: Her er selskabets nye navn

Et af de største selskaber i den norske Visma-koncern, Visma Software Nordic, skifter navn og dropper helt den navnemæssige forbindelse til moderkoncernen.

Det kommer til at ske med indgangen til 2027, hvor Visma Software Nordic lægger sit gamle navn bag sig og skifter til sit nye navn: Scarlet.

Samtidig indfører selskabet 'nyt brand, identitet og strategi," meddeler det. 

Det hele skal "styrke leverancen af fremtidens ERP-, løn- og HR-løsninger, der er specialtilpasset nordiske virksomheder, hedder det.

Med navneskiftet samler selskabet også sine cloud-løsninger under en samlet platform, der bliver opdelt i produkt-suiter, AI-agenter og funktioner.

"Cloud-løsningerne vil bruge det nye selskabsnavn som deres primære navn, mens funktioner adskilles via egne funktionsnavne eller beskrivende tilføjelser. Etablerede og lokalt installerede løsninger (on-premise), som Business, beholder det kendte navn, men uden Visma-præfikset," meddeler Visma Software Nordic/Scarlet.

Selskabet har omkring 1.000 medarbejdere og omsatte i 2025 for knap 1,7 milliarder kroner.

Du kan læse mere om navneskiftet hos Visma Software Nordic her.cloud

I dag kl. 07:55

HP udpeger ny topchef: Henter tidligere Microsoft-profil ind

Artikel billede

(Foto: © Charles Best Photography Ltd / Charlie Best)

Efter i ni måneder at have ledt med lys og lygte og vendt hver en sten, har HP endelig fundet en ny CEO.

Det bliver Emma Walmsley, der fra den 4. januar 2027 officielt kan kalde sig topchef for den amerikanske teknologi- og computervirksomhed. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Hun erstatter Bruce Broussard, der har været fungerende CEO for HP siden februar i år, efter at Enrique Lores midt i en stor fyringsrunde i selskabet forlod HP med øjeblikkelig virkning for i stedet at blive topchef i PayPal.

Emma Walmsley er blevet hentet ind fra en post som administrerende direktør i medicinalvirksomheden GSK, som hun har haft siden 2017.

Hun har også siddet i bestyrelsen hos Microsoft i syv år og arbejdede i 17 år hos kosmetikselskabet L'Oreal.

"HP er en ikonisk virksomhed med en afgørende rolle i at forme fremtidens arbejde på globalt plan. Jeg er begejstret for at blive en del af teamet og sammen bevæge os fremad med klarhed og overbevisning. Vi vil fokusere på at udnytte kraften i AI-æraen og bruge HP's kreativitet og innovation til at åbne op for nye vækstkilder og levere varig værdi for vores kunder, aktionærer, partnere og medarbejdere," siger Emma Walmsley i meddelelsen.

Bruce Broussard bliver fra årsskiftet ny bestyrelsesformand i HP og kommer til at erstatte Chip Bergh, der har haft tjansen siden 2017.

I dag kl. 07:30

Dansk kommune sætter datacenter-planer på hold efter protester fra beboere

Artikel billede

(Foto: Microsoft/PR)

Tårnby kommune har sat planerne om at opføre et datacenter i bero.

Det fortalte kommunens borgmester, Allan S. Andersen (S), under et borgermøde afholdt på rådhuset, hvor mere end 300 lokale borgere var troppet op. Det skriver DR.

Det var det hollandske selskab Penta Infra, der skulle opføre et datacenter på et 40.000 kvadratmeter stort areal på Ugandavej, som Tånby Kommune solgte til selskabet.

Planen var, at det kommunale fjernvarme-selskab CTR skal overtage nabogrunden med henblik på at kunne aftage overskudsvarmen fra det nye datacenter.

Men flere beboere fra området har på det seneste protesteret over projektet. Under mødet erkendte Allan S. Andersen, at kommunen ikke har imødekommet bekymringerne.

"Vi har i hvert fald ikke været gode nok til at kigge ind i de bekymringer, der kan være, da vi for to år siden fik en besked om, at der var en virksomhed, som gerne ville købe grunden på Ugandavej netop, fordi der lå en lokalplan for en datavirksomhed," siger han ifølge DR.

Byggeprojektet bliver nu sat på pause, imens Tårnby Kommune venter på regeringens nationale strategi for datacentre, der ventes at lande inden årets udgang, fortalte borgmesteren til mødet.

I dag kl. 07:15

Fik du læst? Midtvejsvalgets skjulte taber var datacentrene

Det amerikanske midtvejsvalg er kommet og gået, og røgen har knap nok lagt sig, før konturerne af de virkelige vindere og tabere begynder at vise sig.

Selvom præsident Donald Trump og Republikanerne naturligvis fik den største lussing af vælgerne, risikerer det nemlig at blive begyndelsen på et langt større problem for den globale techindustri.

Midtvejsvalget afslørede således en kæmpe, bred folkelig modstand mod AI-industrien og dens enorme datacentre. Flere amerikanske byer brugte således midtvejsvalget som anledning til at vende tommelfingeren nedad til de store amerikanske techselskaber.

Fra at have været synonym med vækst, innovation og fremskridt, er branchen ved at blive opfattet som et samfundets problemer. Og den udvikling er også efterhånden nået til Danmark.

Lars Jakobsen, chefredaktør på Computerworld, har skrevet en analyse om techbranchens problemer i kølvandet på midtvejsvalget.

Læs eller genlæs den her:

I dag kl. 06:41

Tusindvis af persondata stjålet i læk hos dansk institut

Artikel billede

(Foto: Markus Spiske)

Op til 5.000 piloter har fået stjålet personoplysninger i forbindelse med et databrud hos Danmarks Meterologiske Institut (DMI), der skete i slutningen af oktober.

Det oplyser DMI på sin hjemmside.

Bruddet skete via Northavimet, der er en fælles internetportal, hvor piloter på tværs af Norden kan få adgang til vejrinformationer, når de skal planlægge flyvninger.

Uvedkommende fik adgang til portalen og downloadede flere personoplysninger om piloterne, herunder navne, mailadresser, nationaliteter og pilotcertifikatnumre.

DMI oplyser, at instituttet fik kendskab til databruddet i forbindelse med et større analysearbejde af sikkerhedshuller i programmeringssproget PHP, der i oktober fik flere hjemmesider verden over til at gå i sort.

Databruddet skete kl. 12 den 22. oktober, og kl. 14 samme dag fik DMI lukket ned for Northavimet, sikkerhedsopdaterede portalen og genåbnede den.

"Omfanget af personoplysninger kan udgøre en risiko for den enkelte bruger af Northavimet, og brugerne skal danne nye password for adgang," skriver DMI på sin hjemmeside.

Databruddet er meldt til politiet og Datatilsynet, og de berørte personer er blevet orienteret om lækket af deres personoplysninger, skriver DMI.

Annonce

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

It-løsninger | Online

ERP Insights 2026

Webinaret giver et samlet overblik over, hvordan ERP-landskabet ændrer sig, og hvilke arkitekturvalg der får direkte betydning for forretningens evne til at tilpasse sig.

Sikkerhed | København

Cyber Security Festival 2026

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 80 talere og...

It-løsninger | København

Dynamics 365 FO: Næste niveau for data, AI og forretning

Få overblik over vejen fra Dynamics AX til Finance & Operations – eller løft værdien af Dynamics FO. Hør praksisnære cases om strategi, migration og optimering. Vælg spor, få dyb faglig indsigt, styrk beslutningerne. Tilmeld dig konferencen i...

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

Michelle Sørensen

Netip A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

Rasmus Pedersen

Dansk AM Hub

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network