Test: Apples nye Airpods Pro 3 er på mange måder fantastisk - men det er ikke sikkert du får glæde af det

Apple er ude med endnu et særdeles stærkt bud på en wearable. Det er dog ikke sikkert, at det er headsettet for dig af den grund.

Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Apple er relativt ubemærket gået hen og blevet den største producent af musik-enheder med sine små, hvide og trådløse AirPods-headsets.

Seneste medlem af AirPods-familien, topmodellen Pro 3, tager dog headsettet i en ny retning, som udvider grænserne for, hvad der kan forventes af et headset.

Her bydes nemlig på meget mere end bare en musikafspiller.

Større og stærkere end før

Det første indtryk, man får af AirPods Pro 3, er, at der egentlig ikke er meget nyt at spore.

Den ligner sin forgænger til forveksling, om end der er små fysiske forskelle.

Eksempelvis er selve ladeetuiet af samme størrelse, men en tand lettere.

De to små stilke, der rager ud af hver øreprop, er også blevet tre millimeter længere, mens proppernes ørepuder er blevet en anelse blødere, mens der samtidig kan vælges blandt flere af dem for at få det optimale fit.

Komfortmæssigt hjælper det, mens det dog trækker ned, at stilkene rager lidt mere ud og nemmere bliver fanget af huer og hjelme.

De mest komfortable AirPods i Apple-porteføljen, mener jeg derfor fortsat, er AirPods 4, som er både lettere og som letter på for ’prop’-fornemmelser, da de ikke har behov for at være 100 pct. tætte for at fungere optimalt.

Den største og mest anvendelige nyhed er dog, at de er blevet IP57-godkendt, hvilket skulle sikre dem mod at blive ødelagt af regn og et eventuelt dyp.

Jeg erfarede dog ved at tage dem med under bruseren, at selvom de kan tåle at blive våde, er det ikke en garanti for, at de fungerer. De begynder at hyle og hvine og fungerer først igen, når de er tørre.

Sejrer over støj og sprogbarrierer

Apple bygger stadigt flere funktioner ind i sit headset, hvilket man skulle tro, giver udfordringer med at styre den tilsyneladende knapfri enhed.

Heldigvis gemmer stilkene på nogle kapacitive knapper, som reagerer både på tryk og strøg, så der let kan styres volumen, start/stop og grad af støjreduktion.

Støjreduktionen fortjener i den forbindelse stor ros for at levere en høj grad af reduktion af larm og støj, uden at lydkulissen virker som en klaustrofobisk osteklokke.

Apple har, ligesom i AirPods 4, integreret nye måder at interagere med headsettet, hvor der kan tages imod notifikationer og samtaler ved nik med hovedet.

Kunstig intelligens kan også komme i spil her med integrationen af Apple Intelligence (hvis din iPhone understøtter den), så du kan få liveoversat samtaler ved at trykke på begge AirPods på én gang.

Oversættelse af dansk og i Danmark er dog ikke understøttet endnu.

Musikalsk fremgang

Hi-fi-evnerne er ikke der, hvor Apples Airpods plejer at brillere.

Man blev sikret en god, solid lydoplevelse, men så heller ikke mere.

Her synes nyeste AirPods Pro 3 at byde på en vis fremgang ved at levere et mere detaljeret og analytisk lydbillede.

Det er måske ikke helt så varmt og indbydende som før, men man får altså mere af musikken med.

Det klæder særligt den omsluttende ’Spatial Audio’-indstilling, hvor man altså får en detaljegrad, som gør 360-graders lyd mere involverende.

Helbred og form i fokus

AirPods Pro 3 er som nævnt tænkt som værende meget mere end bare et sæt trådløse hovedtelefoner.

I år integrerer Apple et sæt optiske pulsmålere i høretelefonerne, som gør, at du altså kan få pulsoplysninger med i dine app-baserede træningspas.

Integrationen i ørene er ganske genial, da den måler et sted, hvor der sjældent er svært at måle. Her opnår jeg mere nøjagtige målinger end jeg gør med både Apples egen og Garmins smart-ure og deres håndledspulsmålere.

Pulsintegrationen er dog ikke helt i top, da den alene fungerer med Apples eget fitness-økosystem og nogle enkelte tredjeparter. Det optimale havde været, hvis headsettet kunne fungere som ANT/Bluetooth pulsmåler, men den slags åbenhed ligger ikke helt i Apples DNA.

En anden måde Pro 3 har helbredet i fokus er ved at satse på at støtte og værne om din hørelse.

Det gøres ved at genkende for høje lyd-påvirkninger over tid og advare dig imod dem.

Skulle høreskaden være sket, kan den først og fremmest identificeres ved at foretage en lyttetest og derefter få lavet en høreapparat-lignende profil, som i hvert fald delvist kan korrigere for svigtende hørelse.

Heldagsoplevelse

En af de største fremskridt ved Airpods Pro 3 bemærker man først over tid – over lang tid endda.

Driftstiden er nemlig blevet markant bedre, så du nu loves op til otte timers drift på en enkel opladning, hvor du altså får fuld glæde af både musik og aktiv støjreduktion.

Og disse leveres faktisk.

Bagsiden af medaljen er til gengæld at ladeetuiet ikke har fået et tilsvarende større batteri. Hvor der tidligere kunne tankes helt op tre gange af ladeetuiet, kan det nu alene gøres to gange.

En rigtig fin opgradering

Apple har taget udgangspunkt i et rigtig fint headset og gjort det endnu bedre.

På den vis er Apple Airpods Pro 3 en klar anbefaling værd.

Hvordan det nye headset er blevet bedre, er dog ganske væsentligt for dig, der overvejer at opgradere.

Rent musikalsk er der sket et ryk mod det mere præcise – men nogle vil måske foretrække forgængerens rundere pleaser-lyd.

Dertil er det kommet nye features som nogle vil elske, såsom pulsmåleren eller høreapparat-funktionen, men som andre kan leve fint uden.

Til gengæld er der klare opgraderinger på driftstiden, den aktive støjreduktion og det vandtætte ydre, som alle kan få glæde af.

Det bliver derfor til solide fem stjerner herfra.

Læses lige nu

    Annonce

    Roskilde Universitet

    Roskilde Universitet søger to erfarne IT-arkitekter

    Region Sjælland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Bliv IT-overvågningsspecialist i Forsvarsministeriets IT-organisation, Cyberdivisionen i Hvidovre

    Københavnsområdet

    BEC Financial Technologies

    Business Continuity Manager - Technical

    Uspecificeret arbejdssted

    Event: Computerworld Summit 2027 - Aarhus

    Digital transformation | Aarhus C

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    25. maj 2027 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

    Jeppe Lindberg

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

    Andreas Dyngberg Pedersen

    Norriq Danmark A/S

    Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

    Casper Voldstedlund

    Systematic A/S

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S