Det er godt fem år siden, at 5G-netværket begyndte at bryde sine hurtige bølger i de danske æter. Fem år senere er teknologien ved at udvikle sig til et reelt alternativ til fiber-bredbånd.
For første gang er det lykkes Computerworld at få samtlige fire mobilnetejere i Danmark til at stille op til en stortest af 5G-baseret bredbånd
Det drejer sig om teleselskaberne 3, Norlys (tidligere Telia), Nuuday (repræsenteret af datterselskabet Telmore) og Telenor. Det skal bemærkes, at Norlys og Telenor er fælles om masterne i deres net, men føder senderne hver for sig.
Nu kan en internetløsning via et 5G-mobilnetværk være et reelt alternativ til fiber.
Men hvilken løsning er så bedst, når vi ser på både hastighed, hardware og brugervenlighed?
Både routere og netværk er belevet gennemtestet i et typisk dansk villakvarter nord for København for at give dig svaret.
3 / Vantiva Falcon 5G: Designperlen med dækningsudfordringer
Teleselskabet 3 adskiller sig fra konkurrenterne ved udelukkende at satse på mobilnetværk.
De har aldrig rodet med kobber eller coax, og fiber ser de mest som en redundansløsning.
Deres aktuelle dækning angives til 99 procent af befolkningen, og de kæmper hårdt om andenpladsen på det danske mobilmarked.
Til denne test stiller 3 med en router, der designmæssigt skiller sig markant ud. Hvor konkurrenterne ofte leverer store tårne, kommer 3 med Vantiva Falcon 5G (model MGA6331HTG).
Den er designet i Frankrig, produceret i Vietnam og er testens absolut mindste og mest diskrete enhed.
Den måler mindre i bredden end et kreditkort og vil pynte – eller i hvert fald ikke skæmme – i de fleste vindueskarme.
På bagsiden finder man en 2.5GbE WAN/LAN-port og en almindelig 1GbE LAN-port. Det er godkendt. Routeren kører WiFi 6, men jeg savnede en manual i kassen.
Til gengæld har 3 en udførlig guide på deres hjemmeside, hvilket redder oplevelsen. Indikatorlyset på fronten skifter farve efter tilstand, hvilket er pænt, men kræver lidt oversættelse.
Når det kommer til rå ydelse, kæmper den lille falk desværre lidt med vinden på min adresse. TjekDitNet forudsagde mellem 200 og 600 Mbps, og det holdt stik.Via kabel målte jeg 241 Mbps download.
Det er brugbart, men ikke prangende. Interessant nok opførte routeren sig markant bedre, da jeg prøvede at fodre den med et SIM-kort fra Norlys, hvilket indikerer, at hardwaren fejler intet, men at 3’s mastesignal på min adresse er svagere end konkurrenternes.
I WiFi-testen lander 3 på et samlet CPI på 4.844, hvilket alene rækker til en bundplacering. Strømforbruget lå på 11 watt uden belastning og i dermed i den høje ende.
Dommen
Hvis testen var en skønhedskonkurrence, havde 3 vundet. Routeren er nydelig og nem at gå til. Men ydelsen på min adresse trækker ned.
Har du en 3-mast i baghaven, vil du givetvis få en helt anden oplevelse.
Norlys / ZTE MC888 Pro: Den sikre mellemvare
Norlys er den nye gigant i klassen efter købet af Telia Danmark. De ejer nu halvdelen af "TN Netværket" (sammen med Telenor), og de har musklerne til at spille med de store.
Deres tilgang til denne test bærer præg af stabilitet frem for eksperimenter.
Norlys stiller op med en ZTE MC888 Pro, en velkendt størrelse, som er lidt af en arbejdshest.
Designet er typisk kinesisk tech-minimalisme; hvidt plastik, afrundede former og ingen unødig pynt.
Routeren kører WiFi 6 (AX5400) og kan teoretisk forbinde op til 128 enheder. På bagsiden finder vi to 1GbE porte.
Her begynder alderen at trykke lidt – jeg savner en 2.5GbE port til at fremtidssikre det kablede netværk.
TjekDitNet lovede over 1.000 Mbps udendørs. Indendørs via kabel nåede jeg op på meget respektable 699 Mbps. Rigeligt til de fleste hjemmekontorer.
På den trådløse front leverer Norlys en stabil præstation. Med et CPI på 7.066 placerer de sig solidt i midterfeltet.
Downloadhastighederne lå generelt pænt over 300-400 Mbps i de fleste rum, og i køkkenet toppede Samsung-mobilen med 784 Mbps. Pingtiderne var også forbedrede i forhold til 3, typisk omkring 20-27 ms.
En positiv overraskelse er strømforbruget. 7,5 watt i tomgang er testens laveste (delt med Telenor), hvilket er godt for både elregningen og klimaet.
Dommen
Norlys leverer en løsning, der bare virker.
Det er ikke den nyeste teknologi, og du får ikke markedets vildeste hastigheder, men du får stabilitet og et fornuftigt strømforbrug.
Det er et trygt valg, hvis du bor i et område med god Norlys/Telenor-dækning.
Telenor / Kaon FA7150: Teknologisk førertrøje med WiFi 7
Telenor deler master med Norlys, men her hører lighederne også op i denne test.
Telenor har nemlig valgt at gå "all-in" på hardwaren og stiller med en helt ny router fra sydkoreanske Kaon Broadband: FA7150.
Dette er testens store nyhed, for routeren er udstyret med WiFi 7. Det er den nyeste trådløse standard, der lover kortere responstider, højere hastighed og bedre kapacitet.
Telenor-routeren er en fest for nørder.
Vi finder en 2.5GbE port, en 1GbE port, og som en genial detalje: En USB-C port, der kan levere internet direkte til en moderne laptop uden brug af dongles.
Derudover er der to TS9-stik til eksterne antenner, hvis du bor langt ude på landet. Det er gennemtænkt.
Lever WiFi 7 så op til hypen? Ja. Selv med min ældre Samsung S20 (der kun har WiFi 6) var forbedringen mærkbar, men med de nyere test-enheder stak det helt af.
Via USB-C kablet trak jeg 951 Mbps ned. Det er fiber-hastigheder over luften. Trådløst var historien den samme. I køkkenet og spisestuen lå downloadhastighederne konsekvent over 700-900 Mbps.
Mit CPI lander på imponerende 9.453. Det er tæt på testens højeste, men det er måden, det leveres på, der imponerer.
Pingtiderne er nede og snuse til 11-15 ms, hvilket begynder at ligne noget, gamere kan acceptere. Strømforbruget holdes nede på 7,5 watt, hvilket er imponerende for så kraftig en maskine.
Dommen
Telenor tager førertrøjen på hardware. Kombinationen af WiFi 7, fremragende tilslutningsmuligheder (især USB-C) og lavt strømforbrug gør denne løsning til testens mest fremtidssikrede.
At de deler mastenetværk med Norlys, men får så meget mere ud af det på grund af bedre hardware, understreger vigtigheden af en god router.
4. Telmore / Huawei H-158: Råstyrke fra TDC-nettet
Telmore er en del af Nuuday-familien og benytter TDC Nets landsdækkende 5G-netværk, der ofte omtales som Danmarks bedste.
De stiller op med en gammel kending: Huawei H-158.
Det er en router, jeg tidligere har testet med stor succes. Den er fysisk stor, tung og kommer med en strømforsyning på hele 36 watt, der ligner noget til en bærbar computer.
Routeren kører WiFi 6 (AX7200) og har en voldsom teoretisk båndbredde. På bagsiden finder vi en 2.5GbE port og en almindelig LAN-port.
Opsætningen er "plug-and-play", og routeren starter uden videre.
Til gengæld er app-oplevelsen (AI Life) stadig noget rod, der sjældent virker efter hensigten, så man må ty til browseren for at ændre indstillinger.
Telmore og Huawei leverer varen med rå muskelkraft.
Selvom TjekDitNet "kun" spåede op til 1.000 Mbps udendørs, blæser denne kombination igennem murene. Kablet hastighed nåede 764 Mbps, men det er på WiFi-stabiliteten, den vinder.
Telmore/Huawei-kombinationen leverer testens højeste CPI på 9.826. Den slår Telenor på målstregen i ren gennemstrømning.
Uanset hvor i huset jeg befandt mig – selv i Tv-stuen længst væk – leverede den over 700 Mbps på flere enheder. Pingtiderne er også helt i bund, helt ned til 8-10 ms, hvilket er klassens bedste.
Prisen for denne ydelse er strømforbruget. 10 watt i tomgang er acceptabelt for ydelsen, men højere end Telenor og Norlys.
Dommen
Her får du ikke de nyeste features som WiFi 7 eller USB-C tilslutning.
Til gengæld får du en "brute force" præstation, der dækker hele huset med massive hastigheder.
TDC’s netværk kombineret med Huaweis kraftige antenner er en vinderkombination for dem, der bare vil have mest mulig data igennem røret nu og her.
Konklusion
Efter at have testet de fire udbydere i mit lille hus fra 1924, står det klart, at 5G-internet ikke længere er en nødløsning.
For mange vil det være et fuldgyldigt alternativ til fiber, især hvis man vil slippe for gravearbejde.
Vinderen:
Det er et tæt løb i toppen. Telmore vinder på den rå ydelse (højest CPI) og de laveste pingtider, hvilket gør den bedst til tunge opgaver og gaming.
Men Telenor tager den samlede sejr og de seks stjerner hjem på grund af den overlegne hardware. WiFi 7, USB-C tilslutning og lavt strømforbrug er fremtiden, og de leverer næsten samme hastighed som Telmore.