Test: Dette smarte overvågningskamera kan både panorere og tilte og zoome - men et par ting er ikke særligt gennemtænkte

Der har været nærmest foruroligende roligt i Arlo-lejren det seneste par år. Hvad har opfinderne af det kabelfri videokamera til overvågning haft gang i? Nu tester vi den første bølge i Arlos tredje Essential-produktgeneration af smarte overvågningskameraer.

Artikel top billede

Arlos mest økonomiske produktfamilie hedder Essential og omfatter nu to spritnye Pan/Tilt-kameraer samt tredjegenerations modeller til udendørs og indendørs video-overvågning. (Foto: Arlo PR)

Tilbage i foråret 2015 blev det første kapitel i bogen om kabelfri video-overvågning skrevet af virksomheden Arlo, der blev markedsført som et sub-brand af amerikanske Netgear.

Til den visuelle identitet hørte en stiliseret fugl – måske en kolibri?

I tidernes morgen var et overvågningskamera dyrt – såvel i anskaffelse som i installation og drift.

Det var også nødvendigt med mindst to kabler – et til strømforsyning og et andet til at overføre audio og video til en skærm plus som regel også en optager.

I 2010’erne havde mange firmaer fundet ud af at bruge trådløse netværk til styring og signaloverførsel, hvad der forenklede installationen betydeligt, men strømmen var stadig en udfordring.

Arlos genistreg bestod i at nedbringe strømforbruget i kameraet med tilhørende signalbehandling til et niveau, der gjorde batteridrift til en realistisk løsning.

En skrue eller to blev pludselig nok til at holde et let lille kamera, og små firmaer og almindelige forbrugere behøvede ikke spekulere på udgifter til kabelføring, som også kunne omfatte murfræsning og efterfølgende reparationer.

Tredje Essential-generation

Som så mange andre tech-firmaer markedsfører Arlo deres forskellige produkter med teknologi, komfort og udstyr på forskellige niveauer – naturligvis til forskellige priser.

Essential er navnet på en produktfamilie, som byder på essentielle egenskaber og fordele til relativt overkommelige priser fra et premium-brand.

Vil du have højere teknisk kvalitet og mere legetøj, kan du finde inspiration til at tømme spenderbukserne i Arlos Pro- og Ultra-modeller.

Arlo er nu fremme ved sin tredje Essential-generation, og dets europæiske division er købt af alarmfirmaet Verisure.

Den absolut største nyhed er, at firmaet – langt om længe, vil nogle mene – kan tilbyde såkaldte PTZ-kameraer, som kan panorere (dreje), tilte (vippe) og zoome.

Sådan et kamera har motorer til at udføre dreje- og vippefunktionerne, mens zoom i denne klasse foregår elektronisk, hvad der svarer til udsnitsforstørrelse:

Jo mere du zoomer, desto dårligere bliver skarpheden, fordi der bruges færre pixel (billedpunkter) til at fylde skærmen.

Arlos PTZ-kamera er tilgængeligt i to varianter, hvoraf den ene, som jeg har testet, kan bruges udendørs – og selvfølgelig også indendørs.

Den anden og billigere variant er en stueplante, der ikke tåler vand.

De to andre Essential-nyheder i denne test er opgraderede udgaver af velkendte produkter,

Det drejer sig om det lille Indoor-stuekamera og det meget større Outdoor-udendørskamera, som igen kan fås i både en standard- og en XL-version (testet) med ekstra stor batterikapacitet.

I denne test kigger vi nærmere på Arlo Essential 2K PTZ-kamera. I næste uge kommer turen til Arlo Essential 3 XL 2K-kameraet.

Fælles Essential 3-features

2K-billedsensor i alle modeller: Digitale fotografer vil uden tvivl sætte pris på, at Arlo har droppet billedsensorer med 1K-opløsning (1.280 x 720 pixel).

Alle de nye Essential 3-kameraer på det danske marked kan nu klare 2K (op til 2.560 x 1.440 pixel).

Der er stadig et stykke op til 4K (3.840 x 2.160 pixel), som selv billige smartphones er udstyret med, men hvis objektivets optiske kvalitet ikke kan følge med, hvad der ofte er tilfældet i overvågningskameraer, kan en 2K-sensor være alt rigelig.

Endnu et gennemgående træk ved Essential 3-kameraer er deres synsfelt på 130 grader, som er bredt – uden at være ekstremt, så fortegning kan holdes på et behersket niveau.

Kommunikation via WiFi: I begyndelsen krævede Arlo-kameraer en hub (mellemstation) for at komme på nettet.

I dag er det kun de mest avancerede features på de dyreste modeller, der ikke kan udnyttes fuldt ud uden en SmartHub til 1.495 kroner.

Nu er WiFi fint til alle de nye modeller, men selv om Arlo-enhederne ikke er specielt båndbredde-forslugne, er de stærkt afhængige af gode og stabile, trådløse netværksforbindelser.

Hvis du bor i hus og også vil opsætte overvågningskameraer i haven, er der en reel risiko for, at din udbyders ”gratis” låne-router forslår som en stresset skrædder i den varme underverden.

Vil du have en rimelig sikkerhed for, at de fleste begivenheder faktisk bliver registreret af Arlo’erne, bør du efter min erfaring overveje at anskaffe et mesh-baseret WiFi-system og supplere dets indendørs enheder med en eller flere udendørs satellitter, som dækker de ønskede områder på grunden.

AI-features: I lighed med stort set hele it-verdenen er Arlo enormt glade for kunstig intelligens, og i forbindelse med lanceringen af den testede Essential 3-kameraserie skriver firmaet næsten lyrisk:

”Den nye Essential 3-serie placerer Arlos AI-drevne Early Warning System i hjertet af hjemmet. Ved at kombinere avanceret registrering, genkendelse og proaktive advarsler hjælper det kunder med at opdage trusler, før de eskalerer, og giver dem mulighed for at handle med det samme.”

Early Warning System lyder som noget fra den kolde krig, da USA og det daværende Sovjetunionen opbyggede atomarsenaler og investerede andre milliarder i radar og diverse overvågningssystemer, der kunne registrere for eksempel missilaffyring fra den anden side af jerntæppet og indlede gengældelsesaktioner.

Arlo nævner nogle mere fredelige eksempler på avanceret videodetektion, heriblandt personaliseret genkendelse af kendte ansigter og køretøjer plus registrering af brand til hurtig reaktion i nødsituationer.

Nu med to WiFi-frekvensbånd: Det er ikke undgået Arlos opmærksomhed, at både låne- og købe-routere normalt har to frekvensbånd – 2,4 GHz med længere rækkevidde og 5 GHz med større båndbredde til mere trafik.

I modsætning til mange overvågningskameraer kan de nye Arloer også bruge 5 GHz-frekvensbåndet, og det er grundlæggende helt fint.

Det er også normalt at bruge det samme navn, for eksempel KnudsNet, til begge frekvensbånd og overlade det til routeren og kameraerne at finde ud af at tale sammen.

Det lykkes som regel, men nogle overvågningskameraer, heriblandt Arlos, er ikke kompatible med de stærkeste krypteringsstandarder WPA3 eller WPA2, hvor WPA betyder WiFi Protected Access.

Denne situation kan løses i princippet løses ved at gå dybt ned i routerens digitale maskinrum og skifte til en svagere kryptering som den gamle WEP- eller WPA-standard, men så kan du lige så gå på Insta og invitere til hacker-party – eller lade startnøglen til din åbne cabriolet ligge synligt på instrumentbordet.

Heldigvis er de fleste købe-routere og nogle låne-routere udstyret med et såkaldt gæstenetværk, der er svagere krypteret for nemt at kunne give fremmede adgang til din internetforbindelse – uden at deres trafik skal køre gennem din computer med tilhørende NAS, og hvad du ellers har stående i teknikrummet.

Nogle router-mærker bruger udtrykket IoT (Internet of Things) om lignende netværk til firmaets/husets Smart Devices.

Strømforsyning via USB-C: Med stor tilfredshed har jeg noteret, at Arlo har rettet ind efter, at EU og indført den universelle USB-C-connector i alle nyhederne.

Så er jeg færdig med at bande over det håbløse microUSB-stik, som kan vendes forkert – og ofte bliver det, med risiko for ødelagte motherboards.

Smart monteringsbeslag: De nye Arloer kommer som standard med det hidtil enkleste og mest solide monteringsbeslag, som jeg har oplevet fra firmaet.

Selve kameraet leveres med en holder eller et lille kugleled, som simpelthen klipses på en væg- eller loftplade af plast.

Det kræver en kontrolleret magtanvendelse at montere kameraet og nogen fingerspidsfornemmelse at frigøre det fra pladen. Med lidt god vilje en slags tyverisikring.

Væg/loftpladen har dog den ulempe, at den kun fungerer efter hensigten på helt plane flader.

Hvis den skal sidde på en grovpudset mur eller en anden ru flade, risikerer den at blive deformeret, hvis skruerne strammes hårdt.

Selv foretrækker jeg at bruge små metalbeslag med kugleled, der gør det nemt at ramme den rigtige vinkel og retning til overvågningskameraet.

Sådan nogle beslag kan købes i en fornuftig kvalitet med sort eller hvid finish for lidt over 100 kroner stykket på Arlos hjemmeside.

Fungerer reelt kun med abonnement: Lev med det eller vælg et andet mærke
Priserne på Essential 3-kameraerne virker umiddelbart ret attraktive, og kvantumrabatterne ved køb af flere enheder af samme model gør dem endnu mere spiselige.

Hvis du bare køber et Arlo-overvågningssystem, kan du med hjælp fra din smartphone og/eller computer bruge det til at se live-billeder og live-video samt tale med personer i nærheden af et opkoblet kamera via dettes indbyggede mikrofon og højttaler.

Rigtig glæde af et avanceret overvågningssystem får du imidlertid først, når du automatisk kan få optaget, hvad der sker omkring din virksomhed eller dit hjem – og bruge optagelserne som dokumentation i forbindelse med indbrud, tyveri og hærværk.

Tidligere havde man en video-optager stående til den slags, men i dag bruger man fortrinsvis skyen.

Det vil normalt også være sikrere, for så kan en indbrudstyv ikke slette sine spor ved også at stjæle videomediet – eller hele maskinen.

Hvis du tilkøber sådan en service, er det vel ikke urimeligt, at udbyderen vil have betaling for adgang til et datacenter og brug af harddrev med udgifter til anskaffelse, vedligeholdelse og strøm.

I dag er det også blevet almindeligt at sælge adgang på abonnementsbasis til avancerede faciliteter som kunstig intelligens til identifikation af gæster på matriklen og ansigtsgenkendelse med videre.

Det drejer sig typisk om features, der er installeret på fabrikken, men først aktiveres, når der betales ekstra for dem.

BMW kørte i sin tid ind i en shitstorm, da de i nogle lande ville have 18 dollar om måneden for et abonnement på varme i sæderne – og lidt mindre for varme i rattet.

På BMW's danske hjemmeside kan jeg se, at de – ligesom andre bilmærker – tilbyder et mylder af udstyrspakker.

Nogle er sikkert ”kun” software”, mens andre nok også omfatter hardware. Hvad de koster, kan det være endnu sværere at finde ud af.

Arlo skal have ros for at gøre det nemt at sammenligne deres gratis basistjeneste med tre forskellige abonnementer.

Du kan besøge Arlo Secure Abonnementer, hvor du skal rulle et godt stykke ned på siden for at se de aktuelle priser.

Hvis du har mere end fire kameraer, og det får du nemt, koster det aktuelt 155 kroner om måneden eller 1.550 kroner om året at have support til et ”ubegrænset” antal (20, står der i Secure AI-betingelserne) kameraer med op til 4K-opløsning, fuld adgang til alle features og skylagring af 14 dages videohistorik.

Så bliver prisen mindre afskrækkende, end hvis du kun har et enkelt Arlo eller to.

Og hvis du allerede har et alarmsystem-abonnement hos Verisure, eller overvejer at få det, kan du muligvis få et billigere Arlo-abonnement og/eller få et Arlo-system til at spille sammen med Verisure, så sidstnævntes politigodkendte kontrolcentral overtager vagten.

Test af Arlo Essential 3 2K Pan-Tilt-Zoom udendørs overvågningskamera

Hos Arlo må det føles nærmest sensationelt at lancere mærkets første PTZ-overvågningskamera.

De har også taget sig god tid, og det er der kommet nogle interessante løsninger ud af.

Mest spændende i min optik er det smarte og elegante design, der tillader 360 graders vandret rotation (Pan) og hele 180 graders lodret vinkling (Tilt).

De AI-baserede features sørger for, at kameraet automatisk låser sig til et genkendt motiv og følger det så langt som muligt.

Dette fungerer rigtigt godt i både lyse og mørke omgivelser.

Prisen er endnu en overraskelse. I Arlo Store koster PTZ-kameraet 1.190 kroner, hvad der er nogenlunde godkendt.

Til gengæld smider Arlo endnu et kamera i kassen, hvis du slipper bare 300 kroner mere.

Og hvis du går på prisjagt, kan du for eksempel finde sættet på tilbud hos Elgiganten for 1.299 kroner.

Har du ikke brug for to kameraer til 650 kroner stykket, kan du måske alligevel få den lave pris ved at alliere dig med nogen fra netværket?

Kræver strøm fra lysnettet

I betragtning af at Arlo har slået sig op på kabelfri video-overvågning, overrasker det mig lidt, at PTZ-kameraet skal sættes til en stikkontakt.

Det medfølgende kabel er fastmonteret på et lille strømstik på 9 V/1 A (9 W) og knap fem meter langt. Det er alt for lidt til de steder på grunden, hvor jeg kunne finde på at placere sådan et kamera.

Jeg har tjekket: Arlo har ikke USB-C-forlængere i tilbehørssortimentet, og jeg har heller ikke kunnet finde rene ladekabler på mere end et par meter på nettet.

Hvis jeg skulle installere PTZ-kameraet i mit miljø, ville jeg nok tage en passende længde tyndt to-leder-kabel, skære det originale kabel over et godt sted og splejse det nye kabel ind med et par små 3M Scotchlok tele-samlemuffer i hver ende.

En udvendig strømledning på husets forholdsvis nyistandsatte og stadig kabelfri facade er et definitivt no-go, og en firecifret regning fra en leverandør af en diskret elinstallation vil heller ikke være fremmende for husfreden.

Hvad så med en powerbank?

Jeg har prøvet at føde kameraet fra en pænt stor strømklods på 20.000 mAh. Som kun kunne holde i 28 timer.

Dette tyder på, at Arlo ikke bare har sparet et forholdsvis dyrt, genopladeligt batteri, men også på den elektronik, som sætter nogle af deres helt kabelfri kameraer i stand til at fungere i månedsvis.

Jeg har tjekket PTZ-kameraets strømforbrug.

Uden aktivitet trækker det omkring 1,9 watt, og når pan- og/eller tilt-motoren kører, stiger forbruget til lige over 4,0 watt.

Hvis vi sætter det gennemsnitlige forbrug til 3,0 watt, passer det meget godt med, at et batteri på 5,0 V/20.000 mAh eller 100 Wh får åndenød efter det meste af 30 timer.

Med disse tal som basis estimerer jeg dette kameras årlige strømforbrug til 26 kWh, der med en gennemsnitspris på 1,50 kroner/kWh bliver til 39 kroner.

.

Enkel opsætning og tilslutning

Det er ikke raketvidenskab at få et overvågningskamera fra Arlo op at køre.

Scan QR-koden og følg den glimrende vejledning, som for det meste er på fornuftigt dansk, men indimellem går tilbage til engelsk. Korrekturlæsning er åbenbart blevet endnu et uddøende håndværk.

Vejrmæssigt er opsætningen ikke kritisk, for kameraet er IP65-certificeret.

Det betyder, at det er støvtæt og modstår vandstråler fra alle retninger. Kraftig regn går fint, men kameraet må ikke nedsænkes i vand.

Er PTZ-kameraet dit første Arlo, bør du nok afsætte et par timer til at komme rundt i menuerne og deres afkroge.

PTZ betyder også, at der er flere indstillingsmuligheder end normalt, og du kan blandt andet vælge en startposition plus op til fire individuelle positioner til typiske situationer.

God billedkvalitet

PTZ-kameraets grundlæggende skarphed er helt upåklagelig, og elektronikken kan nemt følge med mekanikken, når der panoreres, tiltes og/eller zoomes.

Nattesyn er endnu en egenskab, der er blevet forbedret i årenes løb.

En lille, kraftig lysdiode-projektør lyser synsfeltet op nogle meter frem, så optagelser i bælgmørke bliver får ganske gode farver. Det er noget andet end de gammeldags infrarøde lysdioder, som Arlo også tilbyder.

Men er du inkarneret Avatar-fan, kan det måske være meget sjovt med grågrønne figurer, der bevæger sig som dopede robotter.

AI-features

De generelle AI-finesser i Essential 3-serien, som kræver et Secure AI-abonnement, er beskrevet i indledningen til denne artikel.

Aktuelt ser det ud til, at avancerede nyheder som ansigts- og køretøjsgenkendelse afventer en softwareopdatering.

XL-kameraet har ingen problemer med at skelne mellem personer, køretøjer, dyr og pakker.

Det er muligt at oprette aktivitetszoner i op til fem områder i kameraets synsfelt, så kameraet ikke trigges af irrelevante begivenheder.

Desuden kan du fremhæve op til tre områder i kameraets synsfelt, som du vil gøre til private zoner og udelukke fra video-optagelse og live-streaming.

Konklusion

Essential PTZ-overvågningskameraet er Arlos store nyhed i denne sæson.

Konstruktionen er nok markedets mest gennemtænkte lige nu, prisklassen taget i betragtning – ned til lidt over 600 kroner stykket ved køb af to. To skridt frem for Arlo.

Bagsiden af prismedaljen er imidlertid også, at dette PTZ-kamera skal strømforsynes fra lysnettet.

Har du en stikkontakt på rette sted, er du heldig – og selvfølgelig fri for at bøvle med opladning af et indbygget batteri, men nogle fans vil nok mene, at har Arlo solgt ud af arvegodset ved at lancere denne model.

Efter 10 år med kabelfri udendørs overvågning kan det være noget af en hård opvågning. Et skridt tilbage for Arlo.

Annonceindlæg fra SoftwareOne

Glem hypen: Her er tre steder hvor AI allerede leverer

Ifølge SoftwareOne ligger de reelle AI-gevinster gemt i områder af central betydning for forretningen.

Navnenyt fra it-Danmark

Alcadon ApS har pr. 1. januar 2026 ansat Per Claus Henriksen som Datacenter-specialist. Per skal især beskæftige sig med opbygning og udvikling af Alcadons datacenterforretning. Per har tidligere beskæftiget sig med forskellige facetter af datacenterbranchen. Både via PR-bureau og som ansat i datacentre. Nyt job

Per Claus Henriksen

Alcadon ApS

Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Benjamin Terp som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Odense. Han er uddannet IT-Supporter hos Kjaer Data. Nyt job

Benjamin Terp

Netip A/S

Sebastian Rübner-Petersen, 32 år, Juniorkonsulent hos Gammelbys, er pr. 1. september 2025 forfremmet til Kommunikationskonsulent. Han skal fremover især beskæftige sig med Projektledelse, kommunikationsstrategier og implementering af AI. Forfremmelse
IT Confidence A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Johan Léfelius som it-konsulent. Han skal især beskæftige sig med med support, drift og vedligeholdelse af kunders it-miljøer samt udvikling af sikre og stabile løsninger. Han kommer fra en stilling som kundeservicemedarbejder hos Telia Company Danmark A/S. Han er uddannet (under uddannelse) som datatekniker med speciale i infrastruktur. Han har tidligere beskæftiget sig med kundeservice, salg og teknisk support. Nyt job

Johan Léfelius

IT Confidence A/S