Stortest af robotplæneklippere : Er dette bæst fra Husqvarna testens bedste køb?

I fjerde afsnit af Computerworlds store 2026-robot-test stiller vi skarpt på en af Husqvarnas mere overkommelige, kabelfri plænerobotter: Den snusfornuftige AM308V til 10.499 kroner (vejledende), som kan være testens bedste køb til små virksomheder og private brugere, der blot vil have styr på en op til 800 kvadratmeter stor plæne med et minimum af bøvl.

Artikel top billede

Husqvarnas anden deltager i årets stortest af robotplæneklippere er den prunkløse model 308V. Som er blevet en af testens positive overraskelser. (Foto: Husqvarna PR)

Formsproget er ikke til at tage fejl af: Selv hvis du tildækker det stiliserede H-logo på forenden, har den nye AM308V-robotplæneklipper det let genkendelige Husqvarna-design, som på én gang er både karakteristisk og diskret. Ingen overraskelser.

Afhængigt af din opfattelse af Husqvarnas image, kan det være en positiv eller negativ overraskelse, at AM308V er firmaets næstbilligste model med virtuel afgrænsningsteknologi. Og så er der blot 900 kroner ned til den vejledende pris på en Aspire R6V, som kun kan klare op til 600 kvadratmeter græs.

Har du et strammere budget - og ikke vil nøjes med mindre end Husqvarna, må du fravælge den kabelfri teknologi og afmærke de områder, der skal klippes, ved hjælp af en rulle kanttråd, en pose pløkker og et par knæbeskyttere. Så kan du komme ned under 4.500 kroner på tilbud for en klipningskapacitet på 400 kvadratmeter.

Æresrunde

Næst efter kabelfrihed er den mest efterspurgte feature ved en plænerobot årgang 2026 nok en dedikeret, integreret kantklipper, så alt det trælse plænearbejde kan ordnes uden menneskelig indblanding af én autonom maskine. I princippet, i hvert fald.

Sådan en kantklipper er faldet for sparekniven ved udviklingen af AM308V – og så alligevel ikke helt.

Da Michael havde indstillet og programmeret robotten, satte han den naturligvis til at klippe hele det elektroniske opmærkede areal – og holdt lidt øje med, om den nu gjorde det ordentligt eller kørte ind i uovervindelige forhindringer og så videre.

Græsslåningen gik helt som forventet, men da robotten i rask tempo var på vej hen til ladestationen, stoppede den ikke dér. Den tog lige en æresrunde ved at følge den afmærkede perimeter omkring plænen på en måde, så den klippede de omtrent 10 yderste centimeter af græsset op til havens stier en ekstra gang. Først da det var på plads, kørte robotten i dok og tankede sig selv op med strøm.

Her skal det tilføjes, at AM308V ikke kan slå græs, der befinder sig mindre end omkring 20 centimeter fra en fysisk barriere, eksempelvis et hegn eller en mur.

Men sådan som Michaels have er anlagt, kan der være det meste af fem cifre at spare ved at foretrække den enklere robot frem for den overlækre AM405VE Nera.

Og alternativt kan Husqvarna tilbyde en græstrimmer, komplet med batteri og oplader, for noget under 2.000 kroner.

Business as usual

Ellers er der ikke så forfærdeligt meget at fortælle om ibrugtagningen og den daglige drift af AM308V – heller ikke i forhold til den næsten dobbelt så dyre AM405VE Nera.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at den kabelfri installation kræver WiFi-dækning over hele græsplænen. Dette kan du tjekke på din mobiltelefon, når den er opkoblet til din internet-router eller et mesh-system.

Mapping-processen er manuel, som Michael foretrækker det. Det vil sige en runde på gåben efter robotten med smartphonen som joystick, efterfulgt af en fintrimning på skærmen og markering af stay-out-zoner.

Michael brugte mindre tid end normalt på at komme i gang med robotten. Den kom nemlig med Husqvarnas seneste firmware, så det var unødvendigt med en opdatering.

Klippehøjden kan reguleres mellem 20 og 50 millimeter, og den indstilles helt manuelt med en stor drejeknap på selve maskinen. Eftersom denne justering næppe udføres ret mange gange hos en typisk bruger, giver det god mening at spare en elektromotor med tilhørende styreelektronik.

Smartphone- og tøjbamsesikker

Bortset fra at du må undvære nattesyn, fungerer teknikken lige så godt som på AM405VE – det vil sige nærmest perfekt. Både en smartphone og et lille tøjdyr registreres pålideligt på omkring en halv meters afstand, hvorefter robotten ændrer kurs og undgår at beskadige noget.

Konklusion

Michael og jeg har brugt en del mental kapacitet på Husqvarnas Automower 308V. Ikke fordi den har budt på tekniske eller betjeningsmæssige udfordringer, nærmere tværtimod, men fordi der under dens Opel-med-blød-hat-design efter vores mening er en meget gennemtænkt konstruktion, som gør den til en pålidelig og sikker maskine med en lang forventet levetid.

Automower 308V er hverken stortestens dyreste, frækkeste eller mest avancerede robotplæneklipper, men dens overkommelige pris – især hvis du tjekker PriceRunner – kombineret med en udstyrsliste, der matcher behovet hos en typisk dansk parcelhusejer, udløser topkarakteren seks stjerner til testens bedste køb.

Fortsættelse følger

Vi planlægger at teste i alt fem robotplæneklippere i dette projekt. Den følgende og sidste bliver:

• Roborock RockMow Z1 LiDAR

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

    Johnny Krogsboll

    Arctic Wolf Networks

    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
    Netip A/S har pr. 14. september 2026 ansat Andreas Thorø Møller som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Endpoint Consultant hos Fellowmind Denmark A/S. Han er uddannet Datatekniker. Nyt job
    Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

    Casper Voldstedlund

    Systematic A/S