Nu nu nu … kommer gennembruddet for e-indkøb

Gatetrade er den grimme ælling, som har måttet gå så grueligt meget igennem i andegården, men nu er på vej til at blive til en svane. Mens det ifølge direktør Claus Johansen stadig mest er private virksomheder, der e-handler på portalen, så er den offentlige sektor dog godt på vej.

Endelig letter Gatetrade. Fem år efter etableringen runder e-handelsportalen i år en omsætning på over to milliarder kroner via Gatetrades løsninger.

I januar måned var omsætningen 20 millioner kroner – i juni var den oppe på 300 millioner kroner og sådan er det fortsat opad måned for måned.

Omsætningens trecifrede himmelflugt får direktøren for Gatetrade, Claus Johansen, til at tale om et gennembrud for e-handel i Danmark i 2005.

– Selv om væksten i år næsten udelukkende stammer fra private virksomheders e-indkøb på portalen, er mange offentlige myndigheder og institutioner ved at få øje på de oplagte besparelser og effektiviseringer, der er i at købe ind via Gatetrade og DOIP (Den Offentlige IndkøbsPortal). Det burde dog gå stærkere, for der er en rigtig god business case for det offentlige ved e-indkøb, siger Claus Johansen.

Offentligt gennembrud

Han beskriver det som en lidt pudsig situation og en spændende udfordring at skulle arbejde så hårdt for at sælge det offentliges egen e-indkøbsløsning til det offentlige selv. Men han mener at de muligheder, der ligger i e-indkøb, hidtil ikke er blevet formidlet godt nok til den offentlige sektor af blandt andre Gatetrade selv.

Claus Johansen peger på i hvert fald fire grunde til at det offentlige endnu ikke har fået et e-handelsgennembrud: Der mangler ofte organisatorisk parathed og enkelte steder også ægte vilje til effektivisering – man har brugt alle kræfterne i 2005 på at indføre e-faktura.

Beslutningsprocesserne er desuden meget langvarige, fordi de offentlige organisationer har mere komplekse beslutningsveje.

– Endelig er det endnu ikke så almindeligt i den offentlige sektor at være organiseret som koncern, og derfor kniber det ofte med et samlet overblik over indkøbsprocessen, mener Claus Johansen.
Den barriere tydeliggøres af, at de statslige myndigheder, der er længst fremme med at realisere e-indkøb, netop er de ministerier, der har etableret koncernstruktur for it og administration.

e-faktura

E-faktura har – efter begyndervanskelighederne – fået mange offentlige myndigheders øjne op for de samlede work flow-processer ved e-procurement, kan Claus Johansen mærke på forespørgslerne.

Ifølge vicedirektør i Økonomistyrelsen Henrik Pinholt er det netop tanken bag lov 1203 om offentlige betalinger (der omfatter både ind- og udbetalinger til det offentlige det vil sige e-faktura og NemKonto), “at den skal bidrage til en general digitalisering og effektivisering af hele det offentlige system, og at det i sig selv kan drive udviklingen yderligere fremad”.

– Selv om e-faktura har mødt megen modstand, så tror jeg, at mange myndigheder senere vil kigge tilbage og sige tak til Økonomistyrelsen. Det er jo ved at gøre den samlede indkøbsproces fra ordre til faktura elektronisk, så de store effektiviseringer og besparelser opnås, siger Claus Johansen.

Det er direktøren for BAC – Beskæftigelsesministeriets Administrations Center – Jan Nielsen, helt enig i.

– Det er godt for samfundet, at Finansministeriet og Økonomistyrelsen presser os til at finde på nogle bedre og mere rationelle måder at gøre tingene på, som for eksempel med e-faktura. Det løfter hele samfundet digitalt og smitter af på erhvervslivet, når det offentlige går foran, siger Jan Nielsen.

Han tror og håber ikke, det stopper med e-faktura og e-indkøb i det enkelte ministerium.

– Det ligger lige for, at meget mere kan købes fælles ind i staten. Staten har fået rigtig meget ud af at købe Navision ind en bloc. Hvorfor kan vi så ikke købe Outlook sammen? Eller skriveborde? spørger direktøren for BAC.

Hale og hoved

Lige nu er spørgsmålet imidlertid, om e-faktura i sig selv virker kraftigt nok som katalysator til, at organistionerne indfører væg til væg-indkøbssystemer med workflow, hvor alle processer er integreret lige fra ordreafgivelse til betaling.

– Nu tror jeg lige, vi koncentrerer os om at få e-faktura 100 procent på plads, før vi tager stilling til, om vi tror, udviklingen vil gå af sig selv eller der er brug for flere fælles initativer, svarer Henrik Pinholt til spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt er brug for flere, fællesoffentlige hop i stil med e-faktura fremad mod et offentligt e-procurement Nirvana.

Et fælles initiativ kunne for eksempel være at stille krav om at myndighederne også skal afgive deres indkøbsordrer elektronisk.

For hvis modtagelse af elektroniske fakturaer svarer til halen på en samlet indkøbsproces, kan man betragte elektronisk ordreafgivelse som hovedet.

Hvis begge dele var obligatorisk for alle offentlige myndigheder og institutioner, ville der ikke være megen ide i ikke at gøre kroppen eller det midterste af processen elektronisk også.

Og det er her, de store besparelser på offentlige indkøb venter. Ifølge Gatetrade-direktør Claus Johansen cirka 20-30 procent på indkøbspriserne og 20-30 procent som følge af effektivisering.

Den grimme ælling

Ønsket om at effektivisere indkøbsprocesserne i den offentlige sektor og opnå bedre priser var da også baggrunden for det udbud om at etablere og drive en offentlig indkøbsportal, som blev sat i gang af Forskningsministeriet i 2000.

Gatetrade blev stiftet i samme anledning i oktober 2000 af Post Danmark, Mærsk, Danske Bank og Tele Danmark. De skød hver 25 millioner kroner i det, der dengang var én e-handelsportal blandt rigtigt mange.

Før blækket på joint venture-aftalen var tørt, bød Gatetrade sammen med 30 andre interesserede konsortier og enkeltfirmaer på opgaven med at etablere en indkøbsportal for det offentlige.

I marts 2001 vandt Gatetrade opgaven med at bygge DOIP, som skulle gå i luften som en del af Gatetrade allerede sommeren 2001 – en tidsplan, der viste sig at være særdeles urealistisk.

Heller ikke forretningsplanen for Gatetrade, der lød på at nå en omsætning på 20-40 milliarder kroner på få år, havde hold i den efterfølgende virkelighed. Retfærdigvis kan det også siges om mange af de andre dot.com-forretningsplaner, der blev til på samme tid.

Det var den første Gatetrade-direktør, Steen Gede, der fik jobbet med at forsøge at nå målene – og som i de kommende år måtte forklare mange gange både for ejerne og i pressen, hvordan alting tager tid og integration og e-kataloger i særdeleshed tager meget lang tid.

Det fortsatte indtil ejerne i sommeren 2004 ud over de 300 millioner kroner, de havde mistet, også mistede tålmodigheden og solgte det teknisk likviderede Gatetrade inklusive DOIP til investeringsselskabet Consolidated Holdings.

Claus Johansen kom til som ny direktør for Gatetrade i eftersommeren, altså for godt et år siden.

Svanen

Siden han tiltrådte har Claus Johansen arbejdet på at gøre Gatetrades tilbud til offentlige såvel som private virksomheder så attraktive og nemme at bruge som muligt.

Direktøren har headhuntet indkøbere i både private og offentlige virksomheder for at have den nødvendige spidskompetence i organisationen.

I år har de allerede været på mere end 500 kundebesøg. Rigtig mange offentlige organisationer har da også meldt sig på Gatetrade. Blot mangler de stadig at komme i gang med at e-handle i større stil.

– Men tiden arbejder for e-indkøb. Verden har ændret sig siden 2000, og politisk har man erkendt, at rationalisering på alle områder i den offentlige sektor er nødvendig, siger Claus Johansen.

En stor del af successen i 2005 tilskriver han dog, at Gatetrades priser er sat drastisk ned og at forretningsmodellen er ændret fra at indebære et transaktionsgebyr for både køber og sælger, til at kunden betaler en enhedspris og leverandøren et transaktionsgebyr.

– Desuden har vi gjort det teknisk meget nemmere for kunderne ved at tilbyde et komplet workflow-system som plug & play-løsning på ASP-basis (application service provider, red.).

Vi sørger for, at kunden får fakturaerne ind i ERP-systemet som XML-filer og for, at de ønskede leverandører får deres kataloger på Gatetrade. Til en start sørger vi også for, at kundens system kommer op at køre. Alt sammen er gratis for kunden ud fra den filosofi, at hvis kundens systemer ikke kører, så tjener vi alligevel ingen penge, siger Claus Johansen.

Der er lavet en integration til Gatetrade i Navision Stat, men Claus Johansen fremhæver, at fuld integration til ERP-systemet ikke er en forudsætning for at få udbytte af e-indkøb her og nu.

– Mange private kunder starter med ASP-modellen og vælger så at bruge tid og penge på at integrere, når de er blevet overbevist om fordelene ved e-indkøb, mener Claus Johansen.

Den fremgangsmåde er dog ikke slået an i den offentlige sektor.

Best Practise

Tidligere på året fremhævede EU-Kommissionen i en rapport om e-procurement DOIP som best practise og et eksempel til efterfølgelse for resten af Europa.

Også e-faktura har påkaldt sig international opmærksomhed. Jon Bosak fra Sun Microsystems, der anses for ophavsmanden til XML, tror, at Danmark har potentiale til at blive internationalt lokomotiv for e-ordrer og e-faktura mellem den private og den offentlige sektor.

– Det, der gør den danske model unik, er kombinationen af et bevidst valg af en international standard kombineret med et lovkrav om at bruge den, skrev Bosak for nylig i en kronik, der er offentliggjort på forskellige nyhedssites.

Ifølge Henrik Pinholt er der endnu ikke er taget stilling til, om kontrakten med Gatetrade om DOIP, der udløber i efteråret 2007, vil blive forlænget, eller om der skal afholdes en ny licitation.

FAKTABOKS
Gode råd fra Claus Johansen om at indføre e-indkøb

• Tænk strategisk – start eventuelt småt.

• Der skal være taget en strategisk beslutning.

• Der skal være etableret en fælles eller koordineret indkøbsfunktion.

• Der skal være et reelt ønske om at effektivisere.

• Der skal være et højt ambitionsniveau om en tilbagebetalingstid på under et år, så man bruger e-indkøb til andet end kontorartikler.

• Tro ikke, at e-indkøb er et stort, nyt it-projekt. Det er bare et værktøj.

• Kom sikkert i mål. Vælg en løsning, hvor en partner klarer det praktiske, hvis kompetencerne ikke er til stede i organisationen.

FAKTABOKS
God business case i e-indkøb

En række projekter under Videnskabsministeriets handlingsplan for e-handel har vist, at der er et stort besparelsespotentiale i amter og kommuner. Eksempelvis har Greve kommune sparet 600.000 kroner om året alene i procesforbedringer. Hertil kommer besparelserne, der stammer fra bedre priser.

Der er gevinster at hente både ved procesforbedringer, ved at få et bedre overblik over indkøbsområdet, ved at indgå mere fordelagtige aftaler med færre leverandører – og endelig ved at sørge for, at aftalerne bliver brugt.

Claus Johansen fra Gatetrade siger, at den største forholdsmæssige besparelse han har oplevet, er en kunde der har sparet 16 millioner kroner på seks måneder på basis af en investering på 200.000 kroner.

I et andet eksempel fra Gatetrade købte en kunde kaffe for 1,2 millioner kroner årligt. Udgiften blev reduceret med 400.000 kroner for en investering på 30.000 kroner.

FAKTABOKS
Tilbagebetalingstid på under et år i Gentofte

Gentofte Kommune har i halvandet år brugt en workflow-løsning fra Gatetrade, der er integreret med ERP-systemet. Det betyder, at man længe har kunnet afsende, modtage og matche indkøbsordrer og elektroniske fakturaer.

Der har, ifølge indkøbschef Lene Ahler været en tilbagebetalingstid på under et år alene ved bedre indkøbspriser og netto besparelser på mange millioner kroner. Hertil kommer, at kommunen sparer rigtig meget tid på godkendelse af fakturaer.

Gatetrade-løsningen blev kombineret med etablereringen af en koordineret indkøbsfunktion, som skulle etablere og vedligeholde leverandøraftalerne. Leverandørernes kataloger ligger på DOIP.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan vil AI-assistenten Microsoft Copilot transformere processer og dit arbejdsliv

Med Microsoft Copilot får du for første gang en intelligent, personlig assistent ved hånden, som kan løse opgaver og lette hverdagen. Få inspiration til, hvordan Copilot kan automatisere rutineopgaver og transformere din hverdag.

18. juni 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

20. juni 2024 | Læs mere


Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere