Gratis Google-analyse truer dansk software

Google gør et værktøj til web-analyse gratis for alle brugere, efter selskabet i foråret købte firmaet Urchin. Gratistjenesten fra Google kan true flere danske it-firmaer, der tilbyder web-analyse.

Det bliver fremover gratis for brugerne at benytte tjenesten Google Analytics til at måle effekten af markedsføring på nettet.

Google købte i foråret selskabet Urchin Software, og det er produkterne herfra, som web-giganten nu stiller gratis til rådighed for brugerne. De har hidtil kostet mere end 1.200 kroner om måneden.

Dansk firma bliver nordisk partner

Nordisk partner på produktet bliver det danske firma The Milk, som tidligere var partner for opkøbte Urchin.

Hos The Milk forventer salgsdirektør Anders Ibsen, at Googles nye tjeneste vil øge salget betydeligt og samtidigt sætte flere danske softwarefirmaer under pres.

- Et eller andet sted giver det da nogle udfordringer for dem at sælge noget, man kan få gratis, siger han.

Blandt de store danske firmaer inden for web-analyse er Instadia og Traceworks.

Hos Traceworks mener administrerende direktør Morten E. Wulff dog, at selskabet bevæger sig på et lidt andet forretningsområde end Google og derfor ikke rammes hårdt.

- Vores fokus er på marketing-analyse, hvor Googles fokus er på web-analyse. Vi fokuserer på at understøtte marketing-funktionen og ikke på at lave usability, men der er selvfølgelig nogle gråzoner, siger han.

Hos firmaet The Milk glæder man sig over at være blevet partner på Google Analytics. Selskabet har fire ansatte, men åbner snart et kontor med seks ansatte i Sverige og håber næsten at nå en tocifret millionomsætning i år.

Tjener på opsætning og undervisning

Meget afhænger dog af, om danske virksomheder tager Google Analytics til sig. Selve produktet er gratis, men The Milk tilbyder hjælp med opsætningen, undervisning og konsulentydelser.

- Google Analytics kan skabe transparens i, hvad der bliver af dine investeringer i Adwords. Mange statistik-værktøjer kan måske en masse ting, men det bliver præsenteret kryptisk, og så bliver det en omkostning i stedet for en investering, siger Anders Ibsen.

Hos Foreningen for Danske Intermedier (FDIM) har direktør Jon Lund allerede installeret Google Analytics, og han ser positivt på det gratis værktøj til web-analyse.

Google Analytics kan hjælpe med at vise, hvordan brugere finder frem til en hjemmeside og hvordan de opfører sig, når de først er fremme.

- Det vil løfte markedet. Jeg ser det her som, at Google tager sin position som markedsleder alvorligt, siger Jon Lund.

Hos softwarefirmaet Traceworks kender Morten E. Wulff også til produktet, og han erkender, at det kan have stor effekt, når Google sætter noget i søen.

- Det er ikke det bedste produkt, men det er gratis, og det giver selvfølgelig en helt anden dimension, siger han.

Analytikeren Eric Peterson fra Jupiter Research vurderer, at Google Analytics vil være med til at hjælpe markedet, selvom det samtidig vil sætte priserne under pres.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

Gustav Olsen

IFS Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sascha Trebbien Klinggaard som Lead Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at facilitere tæt partnerskab og strategisk behovsafdækning hos vores kunder. Hun kommer fra en stilling som Senior Business Analytics Consultant hos Twoday Kapacity. Hun er uddannet hos Copenhagen Business School og har en Master's degree,Finance & Strategic Management 2014 - 2016. Nyt job

Sascha Trebbien Klinggaard

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

Emil Kristoffersen

Netip A/S