Virksomheden Dexter + Chaney, som har udviklet softwarepakken Forefront Construction Suite, indleder en retssag mod Microsoft. Striden står om retten til at benytte navnet Forefront.
Microsoft har nemlig planlagt at lancere en sikkerheds-pakke under dette navn, men det huer absolut ikke Dexter + Chaney, der nu har valgt retssalen til at udkæmpe slagsmålet.
Bange for at blive overset
Sagsøgeren siger til IDG News Service, at virksomheden har brugt navnet Forefront til sine software-produkter siden 1998.
Forefront–softwaren benyttes til projektstyring og regnskabsføring og bruges af mere ende 1.000 byggevirksomheder i USA, hedder det.
Dexter + Chaney er bekymret for, at selskabets produkt vil blive forvekslet med Microsofts sikkerhedsprodukter.
- Vi er bekymrede for at miste mere end 18 års arbejde med at markedsføre vores software på grund af Microsofts tiltag, siger Brad Mathews, underdirektør i Dexter + Chaney's salgs- og marketingsafdeling.
- Hvis Microsoft lancerer et software-produkt under det samme navn, bliver kunderne forvirrede, og det kan skade vores firma, fortsætter han.
Der er stor forskel
Microsofts Forefront-produkt er ikke specifikt rettet mod byggebranchen, som det er tilfældet med navnebroderen, men er et generelt sikkerhedsprodukt, der kan bruges af alle typer firmaer.
Det er blandt andet Microsofts Internet Security & Acceleration Server 2006, der skal indgå under navnet Forefront. ISA-server beskytter mod internetbaserede trusler.
Microsoft har allerede tidligere på året annonceret, at næste generation af disse sikkerhedsprodukter vil blive lanceret med navnet Microsoft Forefront.
Dexter + Chaney har appelleret til Microsoft om at stoppe brugen af navnet, men Microsoft har nægtet.
Microsoft: Markant anderledes
Microsofts talsmand Jack Evans sagde i fredags, at virksomheden anerkender vigtigheden af, at man kan genkende et produkt på navnet.
Han siger dog samtidig, at Microsofts produkt er markant anderledes, og derfor har navnesammenfaldet ingen forretningsmæssig betydning.
- Vi mener ikke, at navnet Microsoft Forefront vil skabe nogen som helst forvirring i markedet. Microsofts produkt er et serverbaseret sikkerheds-produkt. Dexter & Chaneys er et klientbaseret program, der retter sig specifikt mod byggeindustrien, siger han.