Det amerikanske forbunds-politi, FBI, har i den seneste tid anholdt en hel stribe personer, som er mistænkt for at være med i en af verdens mest berygtede hacker-grupper, ShinyHunters.
ShinyHunters har i de senere år stået bag en lang række store hacker-angreb mod blandt andet Snowflake, Santander, AT&T, Salesforce, Rockstar Games, GitHub og mange andre.
Gruppen er organiseret som et løst kollektiv med medlemmer fra en række lande, herunder USA og Frankrig, og gruppen kommunikerer på engelsk.
Til The Register meddeler FBI, at der internationalt er blevet anholdt en hel stribe mistænkte.
"Vi har allerede samarbejdet med patnere med henblik på at anholde adskillige mistænkte, og vi sætter alt ind på, at få retfærdigheden til at ske for hver af de ansvarlige personer," lyder det i beskeden.
Ifølge The Register har politiet i Jordan fornylig anholdt Saif al-Din Khader, som i hackerkredse går under navnet 'Rey.'
Han samarbejder angiveligt nu med politiet og er angiveligt i gang med at udlevere navne og identiteter på en række øvrige ShinyHunters-medlemmer.
Den kendte it-sikkerhedsekspert Brian Krebs har tidligere afsløret, at Saif al-Din Khader var den tekniske ekspert bag hackergruppen Scattered LAPSUS$ Hunters.
Denne gruppe stod i 2025 bag en af verdenshistoriens mest ødelæggende hackerangreb mod det britiske bilfirma Jaguar Land Rover.
Angrebet var så alvorligt, at det kunne aflæses på Storbritanniens økonomi.
Samtidig anholdte hollandsk politi for et par uger siden 24-årige Pepijn van der Stap, som politiet mistænker for at en af de førende skikkelser i ShinyHunters.
Han blev løsladt fra fængslet fornylig efter, at han ifølge The Register i 2023 blev dømt for at have hacket og afpresset flere forskellige organisation.
Brett Leatherman fra FBI's Cyber Division truer nu de resterende medlemmer af ShinyHunters i en video, som han har delt.
"Anholdelser har det med at ændre folks lyst til at tale, og beslaglæggelse af infrastruktur har det med at vise os, hvem der er tilbage," siger han.
"Jo længere du bliver ved [med hacker-aktivitet], jo mere lærer vi om dig. Du ved, hvor du kan finde os, og vi ved, hvor vi kan finde dig. Jeg foreslår, at du henvender dig til os, men valget stadig er dit eget," siger han.
Det er blot et par uger siden, at ShinyHunters hackede FBI.