1. januar 2008 bliver de 17 Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) samlet i syv store professionshøjskoler.
Formålet med fusionerne er at styrke de mellemlange videregående uddannelser, fordi flere af dem har haft faldende ansøgertal og gennemførelsesprocenter.
Mere end 60.000 studerende og over 6.000 undervisere bliver påvirket af reformen, som omfatter så forskelligartede uddannelser som lærer, diplomingeniør, sygeplejerske, pædagog, fysioterapeut, socialrådgiver og jordmoder.
Store ledelses-udfordringer
Nogle af fusionerne ligger fast, men på ingeniørområdet blev der skabt mulighed for, at institutionerne de næste syv år stadig selv beslutter, hvem man skal arbejde sammen med, og hvordan samarbejdet skal organiseres og ledes.
Reformen medfører også massive ledelsesudfordringer.
De meget forskellige uddannelser skal styrkes fagligt og miljømæssigt samtidig med, at man skal udnytte det fornyelses- og synergipotentiale, der ligger i af føre dem sammen.
Her er det vigtigt, at man finder samarbejdspartnere, der kan skabe både ligeværdighed og et reelt synergipotentiale.
Det kræver, at parterne ikke er for forskellige i størrelse, og at der er grundlag for faglige samarbejder som eksempelvis mellem de merkantile uddannelser ingeniøruddannelserne og sundhedsuddannelserne.
Regeringen har lagt op til en enstrenget ledelsesstruktur, hvor professionshøjskole-bestyrelserne fungerer som de øverste myndigheder.
Smidige fysiske rammer
Bestyrelserne skal varetage den overordnede og strategiske ledelse samt sikre uddannelsernes kvalitet og udvikling.
Ledelsen får til opgave at etablere smidige fysiske rammer for kerneaktiviteterne og skabe mulighed for spredning af administrative opgaver uafhængigt af geografiske bindinger.
Jeg tror ikke, at en enstrenget ledelsesstruktur er nok.
En ledelse, der sikrer, at hvert enkelt uddannelsesbehov og fokus kan tilgodeses, kræver mere end bredde i bestyrelsessammensætningen.
Vi skal have bestyrelser og studierektorer for den enkelte uddannelse med fagligt og økonomisk ansvar for disse. Selvfølgelig skal der være en bestyrelse og ledelse for den samlede organisation.
Men denne ledelse bør ikke have det detaljerede ansvar for den enkelte uddannelse.
Forskellige professioner skal forsynes med kvalificerede medarbejdere fra disse uddannelser, og det sker ikke uden fokus på såvel den enkelte uddannelse og på samarbejdet.
Det er en særlig udfordring at lede en organisation med meget heterogene subkulturer og forskellige pædagogiske og faglige resultatbundlinjer.
Professionshøjskolen er en institution for videregående uddannelser med fokus på uddannelse af studerende, som skal ansættes inden for bestemte brancher eller i professioner.
Ingeniørfaget er en profession, der hovedsageligt sigter mod ansættelse inden for det private erhvervsliv. Sundhedsuddannelserne samt pædagog- og læreruddannelserne er primært rettet mod den offentlige sektor.
Professionshøjskolerne skal afspejle denne forskelligartede struktur.
Samtidig med, at eleverne skal bevare følelsen af et specielt tilhørsforhold til deres studie, må respekten for individualiteten ikke forhindre løsningen af den anden hovedopgave: At finde berøringsflader mellem involverede studieretninger.
Det er netop ikke formålet at gøre kulturerne ens, men at få dem til at inspirere hinanden.
Målet er at sikre, at vi skaber uddannelser med både tradition, faglig fordybelse og banebrydende nytænkning, hvor folk er stolte af deres uddannelse og ikke tænker over, hvad de kunne eller burde have taget i stedet for!
Lars Goldschmidt er administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
