Computerworld mener: Lækker og teknologisk banebrydende.
100-dollar-pc'en XO er meget mere end det uddannelsesprojekt, ophavsmændene udråber den til.
XO er et ikon for innovation, der har kortsluttet den gængse opfattelse af, hvad en bærbar pc er.
Det er lykkedes ophavsmanden Nicholas Negroponte og organisationen One Laptop Per Child (OLPC) at få mange gode it-kræfter til at tænke helt nyt og skabe et banebrydende teknologisk produkt. Til en pris, der gør produktet ideelt til at bygge bro over den digitale kløft mellem verdens rige og fattige lande.
Ud til ny gruppe brugere
Hvad enten prisen på computeren bliver 150 eller 100 dollars, er den velegnet til projekter, der bringer informationstionsteknologien og dermed undervisning, kommunikation og udvikling ud til en helt ny gruppe brugere.
XO kan ikke erstatte mad og vand, men derimod sænke prisen på viden og kompetencer, der hvor behovet er størst.
Og nytænkningen i XO er lige så velegnet i danske klasseværelser til at skabe fundamentet for en klassisk digital dannelse.
Strømforsyning er et eksempel på nytænkningen i XO, der er lige nyttig i klasseværelser over hele verden.
10 minutters drift for hvert minuts arbejde med håndsvinget er en genial ide kombineret med ekstremt fokus på energiforbrug i alle dele af computeren.
Mesh-routing-teknologien er et andet eksempel. Selv i lande med masser af internetudbydere virker tankegangen om peer-to-peer-netværk helt rigtig til kommunikation blandt børn i uddannelsesinstitutioner.
Softwaren er et tredje eksempel. Et Linux-styresystem og en pædagogisk og intuitiv brugergrænseflade giver adgang til al den nødvendige internet-software og tekstbehandling uden et eneste betalingsprodukt.
XO er udviklet og testes i en række tredjeverdenslande lige nu.
Så set gennem it-brillerne er projektet allerede en succes for idefolkene på Massachusetts Institute of Technology.
Ikke udelt begejstring
Men Nicholocas Negroponte vil jo netop ikke vurderes gennem it-brillerne, for One Laptop Per Child er et uddannelsesprojekt.
Der er dog langt fra udelt begejstring for uddannelsesprojektet fra den traditionelle gruppe af eksperter og organisationer, der beskæftiger sig med udviklingshjælp.
Mest interessant er kritikken fra Knut Foseide, der er direktør for norske Fair.
"I vores skoler har regeringen jo heller ikke købt computere til alle børn," siger han og understreger, at XO-målgruppen mellem 6 og 12 år er direkte uetisk, fordi det er usikkert, om computeranvendelse overhovedet er godt for børn i den alder.
Men XO er jo netop et værktøj, der gør det muligt at udvikle it-kompetencer og uddanne med et sundt og naturligt forhold til computeranvendelse.
Og lande som Danmark bør gå forrest med indkøb af XO'er i stor stil.
De skal bruges i nye digitale udviklingsprojekter, der både omfatter vores egne skoler og skoler i udviklingslande.
For der er lige så meget brug for nytænking i de projekter, der skal bruge XO, som der er i selve computeren.
Danmark har både den pædagogiske viden og den erfaring med bistandsprojekter, der skal til for at kombinere processerne i digital læring, internettet og produkter som XO.
Men det er nødvendigt med en nytænkende alliance mellem interessenter som skoler, kommuner, bistandsorganisationer og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), hvis Danmark skal træde i karakter som internationalt innovationsikon.
