Tilbage til artiklen Glæd dig over de døde teknologier
Anklagen: De tidlige pc-operativsystemer kunne ikke afvikle flere forløb på en gang. Du kunne foretage dig én ting ad gangen, og kun én.
Hvis du havde Lotus 1-2-3 i luften, blev du nødt til at gemme regnearket og lukke programmet, før du kunne starte et andet program.
Det var ikke, fordi programmørerne var dumme (mainframes, microcomputere og Unix kunne multitaske - tak for spørgsmålet), men pc'ens hardwareressourcer var meget begrænsede.
Computerbranchen forholdt sig til 'en-ting-ad-gangen'-problematikken på mange forskellige måder, blandt andet ved at udvikle værktøj, der tillod et skift mellem opgaverne og ufuldstændig multitasking.
Det første af denne slags programmer var Borlands Sidekick., et TSR-værktøj, der med et par tastetryk aktiverede en kalender, en teksteditor og en lommeregner ovenpå de applikationer, du allerede havde kørende.
Det var, sandt at sige, en revolutionerende forbedring af IBM PC. I løbet af få år kunne man finde alle mulige slags programmer, der kørte som TSR-applikationer.
Efterfølgende bestræbelser fremhævede disse opgave-skift, hvor du kunne køre flere programmer og skifte mellem dem. Blandt dem fandtes IBM TopView, Quarterdecks DESQview og tidlige Windows-versioner, der delte hukommelsen nærmest anonymt.
Nogle gange fungerede det, selv om man måtte have ondt af en Windows 2.0-bruger, der gerne ville downloade noget over telefonforbindelsen, mens hun arbejdede med et andet program.
Hvorfor var det en pestilens: Det grundliggende operativsystem var stadig beregnet til at afvikle en applikation ad gangen, så enhver 'løsning' på problemet var en lappeløsning.
Så computeren hoppede som en køreskolebil med en begynder bag rattet. Alt skulle justeres, hvis ikke pc'en skulle gå ned og miste data. Det gjorde folk irritable.
DOS TSR-programmerne var kendt for ikke at opføre sig pænt, når de var sammen med andre. Du kunne muligvis henvise dem til en plads i den øverste del af hukommelsen, men de blev ikke der, hvor du havde placeret dem.
'Hukommelses konflikt' blev en frase, alle kendte. Programmerne havde ofte hukommelseslækager, der førte til reboots og underlige systemnedbrud.
For at løse det problem, opfandt leverandørerne konfigurationsfiler, der skulle kontrollere, hvad der blev loadet, og hvor det blev det, samt med hvilke egenskaber.
Jeg lærte at frygte Anything.INI og Whatever.SYS, der var befængt med mystiske kommandoer om at loade drivere, værktøj og fonte og, tror jeg nok, garantier om at vaske dit vasketøj ekstra hvidt.
Hvorfor det forsvandt: Hardwareproducenterne kom efter det, og operativsystemerne kom med på softwaresiden.
IBM OS/2 1.0 krævede vel 24 installationsdisketter til installeringen og 8MB RAM, når det skulle afvikles, men så kunne det også multitaske. Det samme kunne Xenix (der blev installeret med 80 disketter, og hvis du gjorde noget forkert under installationen, kunne du starte forfra).
Det kan diskuteres, hvornår branchen virkelig skiftede til multitasking (meget øl er blevet drukket på grund af væddemål om dette); jeg er bare glad for det skete.
Tilbage til artiklen Glæd dig over de døde teknologier
Oversat af Bo Madsen
