Sådan kan XP-applikationer køre på Windows 7

Virtualisering og shimming-teknik skal være med til at flytte genstridige Windows XP-applikationer over på Windows 7.

Artikel top billede

Med rygter om en frigivelse af Windows 7 i oktober kan virksomhedernes it-afdelinger allerede nu begynde at pusle med tankerne om migrering og opgradering til Microsofts nyeste styresystem.

Som regel er det ikke features i et nyt styresystem, der vejer tungest i opgraderingsplanlægningen, men hvorvidt eksisterende applikationer kan køre på det nye styresystem.

Windows Vista og Windows 7 bygger ifølge Microsoft på det samme fundament, så virksomheder, der allerede har installeret Windows Vista, bør ikke få de store problemer.

Der er dog en del virksomheder, der stædigt har holdt fast i Windows XP.

De bliver nu rådet af analytikere og Microsoft selv til at springe Windows Vista over og gå direkte til Windows 7.

De virksomheder kan have en del af deres nuværende Windows XP-applikationer, der ikke uden videre kan køre på Windows 7.

Virtualisering til hjælp

Her kommer Microsofts nylige annoncering af virtualiseringsteknologien XP Mode som en kærkommen hjælp.

Ved hjælp af XP Mode kan Windows XP-applikationer køre på en virtuel Windows XP under Windows 7.

Virtualiseringen af Windows XP på en Windows 7-maskine er ifølge det amerikanske Computerworld rimeligt strømlinet. Blandt andet er det muligt at foretage copy-paste mellem en Windows XP-applikation og en Windows 7-applikation, ligesom eksisterende Windows 7-printere kan tilgås fra Windows XP (såfremt de rette drivere er tilgængelige i Windows XP).

Samtidig kan Windows XP-applikationer placeres på Windows 7's start-menu og startes som en hvilken som helst anden applikation. Det er altså ikke nødvendigt først at starte en virtuel XP-session og derefter starte den ønskede applikation.

Advarsler om support-mareridt

Selvom analytikere generelt ser Microsofts virtualiseringsudspil som en fornuftig måde at overbevise virksomheder om, at de skal opgradere til Windows 7, advarer de dog også om mulige omkostninger.

De virtualiserede XP-applikationer bliver nemlig ikke helt omkostningsfri for it-afdelingen, lyder det fra analytikerne.

Med virtualiseringen bliver det nødvendigt at supportere to Windows-versioner, hvilket har sine omkostninger.

"Du bliver nødt til at supportere to versioner af Windows. Hver version skal sikres, have antivirus, firewall og løbende blive patchet. Hvis en virksomhed har 10.000 PC'er, så bliver det 20.000 installationer af Windows," advarer Gartner-analytikeren Michael Silver.

Han opfordrer til, at virksomhederne koncentrerer sig om at opgradere XP-applikationerne til Windows 7 og kun se virtualiseringsløsningen som en midlertidig løsniing.

"De gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis de på grund af XPM, ikke sørger for at få alle deres applikationer gjort klar til Windows 7."

Microsoft har også et andet trick i ærmet, der skal lette overgangen fra Windows XP til Windows 7.

Det trick hedder shimming.

Shimming - Mellemlag der snyder rettigheds-check

Ulempen med de virtualiserede applikationer er, at de kører langsommere, ligesom virksomhederne ender med at supportere to styresystemer.

I stedet for at anvende virtualisering kan man snyde en Windows XP-applikation til at tro, at den kan køre på en Windows 7.

Her kommer shims ind i billedet. Det er små kodestumper, der i nogle tilfælde kan løse kompatibilitetsproblemer mellem Windows XP og Windows 7.

Undgå administrator-check

Et kompatibilitetsproblem mellem Windows XP og Windows 7 kan være et spørgsmål om brugerrettigheder.

I Windows Vista og Windows 7 kører almindelige brugere i standard user mode i stedet for administratormode. Standard user mode er mere sikkert, fordi brugeren har færre systemrettigheder, hvilket gør det vanskeligere for malware at blive installeret på maskinen.

Problemet med nogle Windows XP-applikationer er, at de forventer at køre med administrator-rettigheder.

Her kan en shim enten narre applikationen til at tro, at den har administrator-rettigheder, eller en shim kan simpelthen omgå det check, som Windows XP-applikationen foretager.

Da brugeren reelt kører i standard user mode, sker der ingen kompromittering af sikkerheden og - endnu vigtigere - Windows XP-applikationen skal ikke omkodes.

Shims kan på den måde fixe en række problemer, som normalt ville kræve omprogrammering. Eksempelvis kan en shim hjælpe med at finde systemfiler, der ligger i forskellige underbiblioteker afhængigt af, hvilken version af Windows man anvender.

Værktøj til shims

Ved lanceringen af Windows 7´s Release Candidate, havde Microsoft shims klar til 6.999 applikationer og ifølge Microsoft øges det antal hele tiden.

For it-professionelle er der mulighed for selv at udvikle shims til deres Windows XP-applikationer. Det kan ske ved hjælp af Microsofts Windows Application Compatibility Toolkit (ACT).

Windows ACT kan diagnosticere kompatibilitetsproblemer og tilføje shims til genstridige Windows XP-applikationer. Version 5.5 af Windows ACT blev frigivet sidste måned.

Ikke en silver bullit

Selvom Microsoft fremhæver shim, har det dog sine begrænsninger og er ikke en silver bullit.

"Det kan ikke fixe alting. Hvis en bruger prøver at gøre noget, som kræver en bestemt credential eller certifikat (som administratorrettigheder giver brugeren, red.), så kan shims ikke tilsidesætte det," forklarede Microsoft-softwarearkitekten Chris Jackson under den nyligt afholdte Microsoft TechEd konference i Los Angeles.

Annonce

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

29. april 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Peer Leerbæk som Key Account Manager ved netIP's kontor i Herlev. Han kommer fra en stilling som IT-Sikkerhedsrådgiver hos SeeSafe IT. Han har tidligere beskæftiget sig med kunderådgivning og account management bla. som KAM hos Comit gennem godt 4 år. Nyt job

Peer Leerbæk

Netip A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

Andreas Dyngberg Pedersen

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Kristoffer Hyltoft Overlund som Consultant ERP. Han skal især beskæftige sig med understøtte vores kunders forretning og vækstambitioner. Han kommer fra en stilling som Salgskonsulent hos D´Wine. Han er uddannet hos Aalborg Universitet hvor hvor han har taget en cand.it, IT-ledelse. Nyt job

Kristoffer Hyltoft Overlund

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Sarah Strøyer Hove som Consultant ERP. Hun skal især beskæftige sig med de nyeste teknologiske muligheder sammen med forretningsprocesserne. Hun kommer fra en stilling som Business Controller hos NGI A/S. Hun er uddannet hos Professionshøjskolen UCN som markedsføringsøkonom og International Handel og Markedsføring. Hun har tidligere beskæftiget sig med lager og logistik. Nyt job

Sarah Strøyer Hove

Norriq Danmark A/S