Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

PR-formand: Erik Ove skader branchens image

Brancheforening kritiserer Erik Oves mildt sagt dårlige dømmekraft i IT Factory-sagen, mens ekspert kalder kasketbytteriet uetisk. "Ukonkret sludder," lyder Erik Oves reaktion.

Læs også: Erik Ove: Jamen, der stod 55 millioner på kontoen

Presserådgiver Erik Ove forsvarede IT Factory med næb og kløer, inden it-stjerneskuddet kollapsede.

Nu kritiserer brancheforeningen Public Relations Branchen Erik Ove for at have svigtet.

"Man skal passe på med at være frelst og stå og konkludere i bagklogskaben, men alene den personkreds omkring IT Factory med Brian Sandberg (HA-medlem, red.) og andre, burde have tændt alvorlige advarselslamper for Erik Ove," siger formand Jens Frederik Kofoed fra brancheforeningen.

Han forklarer, at Erik Ove i flere tilfælde burde have gået Stein Bagger alvorligt på klingen.

Desuden pointerer Jens Frederik Kofoed, at såfremt Erik Ove var med i deres forening, ville han blive indkaldt til samtale for et eventuelt brud på de etiske retningslinjer.

"Han skader hele branchen," siger Jens Frederik Kofoed, der undrer sig dybt over Erik Oves dårlige dømmekraft.

"For han er jo ikke dum," siger Jens Frederik Kofoed.

Studielektor Henrik Merkelsen fra CBS peger i stedet på det kritisable i Erik Oves kasketbytteri.

Henrik Merkelsen forklarer, at Erik Ove får en masse fortrolig viden som rådgiver for Stein Bagger, som han efterfølgende bruger i en bog, der forsvarer Asger Jensby.

"Det er efter min mening det uetiske og skadelige for branchen," siger Henrik Merkelsen, der bakkes op af Jens Frederik Kofoed.

Erik Ove: Ukonkret sludder
I en mail til Computerworld afviser presserådgiveren selv blankt kritikken.

"Det er ret svært at forholde sig konkret til så meget ukonkret sludder, som de to herrer diverterer med, men lad mig gøre et forsøg," indleder Erik Ove.

Han spørger brancheforeningens formand, hvilke andre personer omkring Stein Bagger - ud over Brian Sandberg - der burde have tændt hans advarselslamper.

"Hvad Brian Sandberg angår, kan Kofoed (formanden, red.) læse om mine reflektioner i vores bog. Jeg hører meget gerne forslag til, hvad jeg ellers skulle have gjort," skriver Erik Ove.

Erik Ove opfordrer samtidig formanden til at konkretisere i hvilke tilfælde, han burde have gået Stein Bagger på klingen, hvor formanden åbenbart ved, at han ikke har gjort det.

"Jeg vil også gerne vide helt præcist, hvad hr. Kofoed i de konkrete tilfælde ville have gjort i mit sted. Det må være ret enkelt for en person med stor og solid dømmekraft at forholde sig til," skriver Erik Ove.

Også kritikken fra studielektor Henrik Merkelsen fra CBS afvises blankt.

Erik Ove sætter spørgsmålstegn ved studielektorens ekspertise.

"Det er i hvert fald ikke i at dokumentere og forholde sig til facts," skriver Erik Ove.

Presserådgiveren understreger, at der ikke i hans bog findes en eneste fortrolig oplysning, som han har fået gennem sit arbejde for IT Factory eller Stein Bagger.

"Hvis hr. Merkelsen mener at være i besiddelse af en sådan dokumentation, bedes han venligst fremlægge den. I modsat fald ville det vel være klædeligt at trække anklagen mod mig tilbage," skriver Erik Ove.

"Når hr. Merkelsen desuden mener, at bogen er et forsvar for Asger Jensby, kan det vel kun tilskrives, at han har læst bogen, som fanden læste en vis anden bog," slutter Erik Ove sit svar.

Erik Ove slipper for afhøring

Selvom en studielektor fra CBS og foreningen for presserådgivere mener, at Erik Ove skader branchen, kan Danmarks måske mest kendte presserådgiver ånde lettet op på en anden front.

I hvert fald lader det til, at politiet ikke vil tvinge oplysninger om en hemmelig kilde ud af ham.

Få uger før Stein Bagger flygter til Dubai i slutningen af november sidste år, kommer Erik Ove tæt på nogle særdeles følsomme oplysninger.

En person, som Stein Bagger kender, advarer angiveligt direktøren på en parkeringsplads om, at politiet aflytter den nu bedrageri-dømtes telefon.

Det skriver Erik Ove i bogen 'Stein Bagger og inderkredsen', og over for Morgenavisen Jyllands-Posten har Erik Ove bekræftet, at han kender kildens identitet. Han blev samtidig spurgt, om han vil gå til politiet med oplysningen.

"Hvis politiet vil vide, hvem det er, kan de jo bare henvende sig. For så siger jeg det selvfølgelig," lød svaret til Jyllands-Postens journalister.

I øvrigt understreger chefen for Bagmandspolitiet, Jens Madsen, i samme artikel, at han tager denne type oplysninger meget alvorligt.

Kasketforvirring

Imidlertid fortryder Erik Ove kort tid efter udsagnet om, at han er villig til at røbe identiteten på politi-lækken, fordi han nu ønsker at beskytte sine kilder.

Erik Ove, der i 1980'erne arbejdede som journalist, har tilsyneladende glemt, hvilken kasket han har på, da han over for Jyllands-Posten sagde, at politiet bare kunne spørge. For pludselig har han skiftet rolle og er igen journalist, fordi han mener at have krav på at beskytte sine kilder.

Politiet kunne dog stadig have en interesse i at finde ud af, hvem der lå inde med de formentlig hemmelige oplysninger om telefonaflytninger. Især fordi der kan være tale om en læk fra politiet selv.

Chefen for Bagmandspolitiet, Jens Madsen, vil være den naturlige første instans hos politiet, der reagerer, hvis der skulle iværksættes en efterforskning eller påbegyndes en sag.

Men han mener ikke, at der er begrundet mistanke.

"Vi har ingen oplysninger om noget, der tyder på en politi-læk i den sag her," siger Jens Madsen til Computerworld og konkluderer:

"I min optik er der ikke noget i den sag."

Men blot fordi Bagmandspolitiet ikke har tænkt sig at forfølge sagen, kan andre myndigheder vælge at tage sagen op af egen drift.

I denne sag er det den regionale statsadvokat fra København og Bornholm, som skulle tage sagen op.

Men heller ikke her har man en sag kørende vedrørende Erik Oves hemmelige kilde.

"Vi har ingen sager om forholdet," siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas til Computerworld.

Hun oplyser, at statsadvokaten kunne tage sagen op af egen drift.

Men det sker normalt ved, at statsadvokaten bliver bedt om at se på en sag fra den pågældende politimyndigheds ledelse.

Tilsyneladende har ingen i politiet altså tiltro til Erik Oves meldinger i medierne. Meldinger som i parentes bemærket kom samtidig med, at Erik Ove udgav en bog om IT Factory-skandalen.

Svært at huske

Erik Ove selv fastholder i dag, at udlægningen i bogen er korrekt. Selv om han har svært ved at holde styr på detaljerne.

"Jeg mener ikke, vi skrev, der var en politi-læk. Vi skrev, at der var en, som fortalte ham (Stein Bagger, red.), at han risikerer at blive aflyttet. Eller blev aflyttet - det kan jeg sgu ikke huske. Det er der en, der har fortalt os. Det er fuldstændig korrekt," siger Erik Ove.

Af bogen fremgår det, at kilden vidste, at Stein Bagger blev aflyttet. Men der står ikke, hvor oplysningen kom fra.

Den tidligere IT Factory-presserådgiver mener, at han er i sin gode ret til at tilbageholde sin kildes navn, fordi han nu igen fungerer som journalist.

Og han mener ikke, at han burde have talt med politiet, da han, før IT Factory-skandalen blev afsløret, fik at vide, at Stein Bagger blev aflyttet.

"Nej. Hvorfor skulle jeg det?" spørger Erik Ove.

Det er vel lidt alvorligt, hvis der er en person, der har kendskab til, at Stein Baggers telefon blev aflyttet? På en eller anden facon må den information vel komme fra interne rækker i politiet?

"Det skal jeg ikke kunne sige, du," svarer Erik Ove.

Men det var slet ikke noget, du overvejede at gå til politiet med?

"Nej."

Med Jensby siden 2001

Erik Ove lader altså nu til at slippe for afhøringer og andre ubehageligheder på grund af den hemmelige kilde, som han fik kendskab til, da han arbejdede som kommunikationsrådgiver tæt på Stein Bagger.

Op til skandalen brød ud, var Erik Ove i halvandet år IT Factorys og Stein Baggers trofaste værn mod pressen. En rolle han har haft for Asger Jensby helt tilbage til 2001, da han arbejder i kommunikationsfirmaet Jøp, Ove & Myrthu.

Det afslører et citat fra Asger Jensby i Berlingske Tidende i juni 2007 i forbindelse med, at cykelrytteren Bo Hamburger blev testet positiv for EPO i 2001, da han kørte for det cykelhold, som Asger Jensby havde sponseret igennem sin chefrolle hos CSC.

"Dengang havde vi lange møder med Erik Ove fra kommunikationsfirmaet Jøp, Ove og Myrthu om, hvordan vi skulle klare sagerne. Jeg sad med Bjarne Riis på et hotel på Skt. Annæ Plads i København før et pressemøde om Bo Hamburgers sag. Jeg spurgte Bjarne Riis om, hvordan sådan noget doping egentlig virker, og om man kan tage det selv," sagde Asger Jensby dengang.

I oktober 2008 sad Erik Ove sammen med Stein Bagger, da direktøren i et tre timer langt interview med Dorte Toft og to journalister fra Computerworld blandt andet fremlagde en straffeattest for at bevise sin uskyld.

Han var også på IT Factorys side, da selskabet lagde sag an mod Dorte Tofts blog for injurier. En sag, der siden blev trukket tilbage.

Af læserne på Dorte Tofts blog blev Erik Ove døbt Komiske Ove med henvisning til Iraks tidligere informationsminister, der prædikerede sejr, mens de amerikanske bomber faldt om ørerne på ham.

Da IT Factory-sagen brød ud 1. december, var Erik Ove pludselig blevet bestyrelsesformand Asger Jensbys presserådgiver. Han guidede landets journalister gennem det efterhånden berømte pressemøde, hvor der blev talt om et hemmeligt kontor, direktørens forsvinden i Dubai og et one-man-show af Stein Bagger.

Siden har Erik Ove skrevet bogen 'Stein Bagger og Inderkredsen' om sagen og optræder jævnligt som ekspert på TV2 News.

I orkanens øje

IT Factory-sagen er langt fra første gang, Erik Ove er i mediernes søgelys eller står lige ved siden af spotlightet. Han har også tidligere været tæt på skandalesager.

Tager man et kig i avisarkiverne for at danne sig et indtryk af Erik Oves karriere, viser arkivet, at den begynder på Lolland-Falsters Folketidende, og siden kommer han til TV Avisen.

I 1984 skifter han job til Hafnia-koncernen som informationschef. Hafnia-koncernen løber i 1992 ind i ualmindelig store problemer i form af ulovlige lån og en konkurs.

Erik Ove har dog allerede i 1989 forladt Hafnia, og sammen med Jørgen Pedersen og Jess Myrthu stifter han kommunikationsbureauet Jøp, Ove & Myrthu.

I 1994 konfronterer en journalist fra Politiken Erik Ove med det faktum, at han har solgt sit selskab E. O. Kommunikation ApS til en berygtet selskabstømmer.

"Om jeg er en skiderik? Det må andre dømme. Jeg anede jo ikke, hvem det var, jeg solgte til, eller hvad selskabet skulle bruges til," svarede Erik Ove dengang journalisten.

Erik Ove bedyrede, at han slet ikke vidste, at han solgte til en selskabstømmer, og at man slet ikke talte om selskabstømning på den tid. Og i øvrigt var det kommunikationschefens revisor, der foreslog salget til selskabstømmeren, forklarede Erik Ove dengang.

Burde du ikke være bedre til at spotte løgne? Via at du har arbejdet for Hafnia, arbejdet med nogle dopingsager i dansk cykelsport og solgt E. O. Kommunikation til en selskabstømmer - altså som krisekommunikatør burde du så ikke have spottet det her bedre end så mange andre?

"Jo, men du kan stille det sammen spørgsmål til KPMG. Burde de ikke som et af verdens største revisionsselskaber ikke have opdaget det her? Burde Deloitte ikke have opdaget det her? Og det spørgsmål kan man altid stille. Jeg mener, at jeg tror jeg skulle være spåmand ud over det sædvanlige, hvis man skulle se det her. Af en ganske bestemt grund. Der manglede aldrig penge. Alle bedragerier bliver altid opdaget, når der mangler penge i kassen," siger Erik Ove og fortæller, at Stein Bagger ligefrem viste ham, at der var penge nok.

"I en situation var jeg uenig med Stein Bagger i hans sponsorat af Bjarne Riis. Og det var der ikke noget underligt i, fordi jeg mente, vi kunne bruge pengene på andre projekter, som ville have givet os langt bedre image og langt større gennemslagskraft. Og så siger Stein, prøv lige at komme med herind. Og inde på kontoret hiver han et kontoudtog frem fra den Danske Bank og siger, "hvad står der der?" Jamen, der står 55 millioner kroner på kontoen," fortæller Erik Ove og tilføjer:

"Så skal man være spåmand for at sige om de 50-75 millioner kroner: Det er sgu falske penge. Og de er ikke tjent på ærlig vis.Det vil være usandsynligt, at man kunne spotte det."

Læs også: Erik Ove: Jamen, der stod 55 millioner på kontoen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere