Drop din mainframe og spar rigtigt mange penge

Det er først og fremmest ønsket om at spare penge, der driver virksom­hederne fra mainframe over på server-platformen, fortæller Microsofts storkundesalgschef.

Artikel top billede

Jon Bille er salgschef i Microsoft Danmarks storkundeafdeling. Han har på det seneste haft travlt med at hjælpe mainframe-kunder over på Windows server-platformen, siger han.

Projekterne har været både fuldfede migreringsprojekter, der ender med, at kunden slukker sin mainframe, og off load-projekter, hvor dele af funktionerne flyttes til servere.

"Tendensen har spiret i et stykke tid, men det seneste halvandet år har der været fut under kedlerne, med recessionen og presset økonomi som brændstof," siger Jon Bille.

Ønsket om at spare penge er den altoverskyggende driver for migreringsprojekterne, fortæller salgschefen, men peger samtidig på, at der også er andre fordele ved et skifte.

"Det handler også om agilitet og time to market. Om at få eksponeret sine data fra mainframen i for eksempel online-systemer, hvor du kan få svar med det samme og ikke skal vente til efter en batch-kørsel, der har kørt i løbet af natten. Det er større tilgængelighed," siger Jon Bille.

Desuden ønsker hans kunder at bevæge sig ud af den farezone, som de vigende menneskelige ressourcer på mainframe-området udgør, siger han.

"Der bliver færre og færre mennesker med ekspertise inden for mainframe. Dermed udsætter man sig som virksomhed for en risiko. Og i øvrigt også en omkostning. Serverplatformen giver større valgfrihed af partnere og applikationer," mener han.

31 bruger mainframe

Microsoft Danmark har gennemført syv større migreringsprojekter inden for de seneste år.

Markedet for migrering fra mainframen er nok lukrativt for en leverandør som Microsoft.

"Det er et område, vi går benhårdt efter. Der er mange penge at tjene for os her. Vi har investeret i at få produkter klar til det. Det har vi nu, og nu skal vi bare overbevise folk om, at vi er de rette at lægge opgaverne hos," siger Jon Bille.

Men det er også et ret overskueligt marked.

"Der er 31 virksomheder i Danmark i vores storkunde-segment, der anvender mainframes. Vi er i gang med at tale med dem alle sammen, men er ikke nået hele raden rundt endnu."

Det er heller ikke projekter, der sættes i søen og afvikles i et snuptag.

"Det er en stor beslutning, så processerne tager lidt tid. Man piller helt inde i maven på virksomhedernes mest kritiske systemer. Det respekterer vi, og prøver ikke at trykke det hurtigt igennem. Så der er ikke 50 projekter om året, og så mange mainframe-brugere er der jo i øvrigt slet ikke i Danmark," siger Jon Bille.

Bekosteligt at spare penge

Et migreringsprojekt starter med, at leverandøren, her Microsoft, i samarbejde med virksomheden udfærdiger en rapport.

Det tager typisk fire til fem uger at definere, hvad der skal gøres og opnås, hvor man skal starte, hvor hurtigt det skal ske og hvilke ressourcer der er til rådighed. Den rapport ligger til grund for, hvad der videre kommer til at ske.

Det koster virksomheden et sted mellem 200.000 og 250.000 kroner at få udarbejdet en sådan business case.

"Det koster penge at spare penge," siger Jon Bille og understreger, at prisen er et slag på tasken, omend et kvalificeret et af slagsen.

Et farvel til mainframen kan også være et delvist farvel, for det er ikke alle virksomheder, der slukker mainframen helt.

"Man kan beholde sin mainframe, men lægge nye ting på servere i stedet for," siger Jon Bille.

Det er Danske Bank et eksempel på. Bankens systemer er dybt forankret i mainframen, og der er ikke tegn på, at det vil ændre sig i nogen overskuelig fremtid.

Men Danske Banks business intelligence-løsning er off loadet fra mainframen og lever i dag på en Windows server-platform.

Gode og agile platforme

Mainframen er ikke den eneste platform, som Microsoft har kig på.

"Der er også Unix-platforme og principielt alle større systemer, vi kan offloade fra. Det handler om at skabe omkostningsrigtige, gode og agile platforme. Det er det, der er markedet, uanset om det så er fra mainframe-platformen eller noget andet. Nu er vi bare startet med mainframen," siger Jon Bille.

Microsoft-salgschefen tror, at mainframen på nogle områder aldrig vil forsvinde helt.

"Men jeg tror, at den i stor stil lige så stille vil blive lukket ned. Den teknologiske udvikling afgør, at der kommer flere fordele ved at forlade den," siger Jon Bille.

Han peger på cloud computing som en af de sandsynligvis mest dominerende muligheder fremover.

Annonce

Event: Årets CIO 2027

Andre events |

Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2027 afholdes for 22 gang, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

3. juni 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S

Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Allan Kimmer Jensen som Lead Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sikre vores kunder får en verdensklasse brugeroplevelse gennem stærk frontend-arkitektur og kodekvalitet. Han kommer fra en stilling som Freelance Consultant hos Remmik. Han er uddannet hos Center for Medie og Kommunikation, Roskilde. Nyt job

Allan Kimmer Jensen

Norriq Danmark A/S

Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S