Klog software forstår SMS-beskeder

Stadig flere mobilforbrugere kan skrive SMS-beskeder med topfart. Med intelligent software kan computere forstå indholdet af beskeden, selvom den er skrevet på almindeligt dansk og uden brug af sære forkortelser. Så bliver det pludselig nemt at bestille biografbilletter med mobiltelefonen.

"Stik mig lige to billetter til Panic Room i morgen i Herning".

Den venlige dame ved billetlugen skulle nok forstå beskeden, og det gælder også manden, der tager telefonen i biografens call center.

Men for en computer vil en så ordret besked ikke give mening, medmindre den har lært at forstå menneskets til tider farverige måde at udtrykke sig på.

Seks oplysninger per bestilling

IT-konsulentfirmaet Creuna står nu klar med et softwareprodukt, der forstår indholdet af en SMS-besked, selvom den er formuleret som i eksemplet ovenfor.

- Hvis man vil købe billetter til en biografforestilling, skal man normalt kende seks oplysninger, før bestillingen kan gennemføres: Filmens navn, dato, by, biograf, klokkeslæt og antal billetter, siger Søren Flint, der står bag projektet hus Creuna.

- Udfordringen består i at udvikle et system, der kan håndtere en SMS-besked, hvor oplysningerne indgår mere eller mindre nøjagtigt, fortsætter han.

Neuralt netværk

I eksemplet ovenfor skal systemet kunne udlede de fire oplyste informationer og i bedste fald gætte sig til, hvilken forestilling i hvilket Herning-biograf, der er tale om.

- Bagved i systemet ligger et neuralt netværk, som træner sig selv op til at blive bedre og bedre til at forstå meldingerne fra kunderne, siger Søren Flint.

Det betyder, at programmet lægger mærke til, hvis mange brugere skriver "kbh" og det senere i bestillingen viser sig, at der er tale om en biograf i København.

Dermed kobler programmet ordene "kbh" og "København" sammen, og fremtidige kunder kan nøjes med at skrive "kbh". Softwaren forstår sammenhængen.

Dygtige brugere

- Brugerne bliver også dygtigere og dygtigere. Man lærer hurtigt at udtrykke sig, så computeren forstår mest muligt af oplysningerne, siger Søren Flint.

I eksemplet vil brugeren få en SMS-besked retur med en oversigt over forestillinger med filmen Panic Room i Herning i morgen.

Dernæst skal brugeren skrive en besked med ordren "KØB" efterfulgt af koden for den ønskede forestilling. Det bekræfter computeren med en ny SMS med oplysning om pris og bookingnummer.

Betaling

Kombineret med det mobile betalingssystem fra Orange, der knytter kundens bankkontonummer sammen med SIM-kortet i mobiltelefonen, er det også muligt at betale for billetterne med det samme.

Det neurale netværk - eller den kunstige intelligens - ligger i en standard-softwareløsning fra den amerikanske virksomhed Autonomy, som Creuna er implementeringspartner hos.

Softwaren er i stand til at udlede sammenhænge fra selv meget tvivlsomme ordrer. Det spiller for eksempel ikke nogen rolle, om man staver filmens titel som "Panik" i stedet for "Panic".

Hvis brugeren kun kender navnet på en af filmens skuespillere, kan softwaren stadig trække den rette sammenhæng ud af SMS-beskeden, og brugeren kan afgive sin bestilling.

WAP ingen succes

Creuna har allerede leveret bookingsystemer til Nordisk Films Biografer, og her overvejer man nu at give kunderne mulighed for at bestille billetter med de intuitive SMS-beskeder:

- I øjeblikket tilbyder vi at sælge billetter via hjemmesiden, som oplever en stigning i omsætningen fra måned til måned, og via WAP, som til gengæld ikke er blevet nogen stor succes, siger marketingchef Michael Chalmer, Nordisk Films Biografer.

Indenfor de næste 2-3 uger venter han at kunne lancere et nyt og mere interaktivt bookingsystem sammen med Creuna.

SMS vinder

SMS-løsningen er ikke med fra starten, fordi kæden med ti biografer landet over lige vil se udviklingen inden for mobiltelefoner an, forklarer Michael Chalmer.

Hos Creuna erkender Søren Flint det pudsige i, at Nordisk Film-biografernes bookingservice via WAP kan være nemmere at bruge end løsningen med SMS-beskederne frem og tilbage:

- Men brugerne har valgt SMS-beskederne frem for WAP, og så er det også det, vi skal arbejde med, lyder det fra IT-konsulentfirmaet, der udover til biograferne også forsøger at afsætte det nye system til andre leverandører af immaterielle produkter, eksempelvis færgebilletter.

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Morten Thune som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rønnede. Han har tidligere beskæftiget sig med tilsvarende opgaver og har derudover 30 års erfaring med IT i alle afskygninger. Nyt job

Morten Thune

Netip A/S

Rethink Cybersecurity Advisory har pr. 1. juli 2026 ansat Michael Nyboe Engelrud som Associeret Partner & Senior Advisor. Han skal især beskæftige sig med spændingsfeltet mellem Informationssikkerhed og ansvarlig AI, Governance, Risk & Compliance og IT Beredskab. Han kommer fra en stilling som Principal Management Consultant hos Devoteam A/S. Han er uddannet AI Navigatør, certificeret i AI Transformation, Crisis Management med fundament i Computer Science. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse, rådgivning, Databeskyttelse og Digital transformation. Nyt job

Michael Nyboe Engelrud

Rethink Cybersecurity Advisory

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Peer Leerbæk som Key Account Manager ved netIP's kontor i Herlev. Han kommer fra en stilling som IT-Sikkerhedsrådgiver hos SeeSafe IT. Han har tidligere beskæftiget sig med kunderådgivning og account management bla. som KAM hos Comit gennem godt 4 år. Nyt job

Peer Leerbæk

Netip A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Nanna-Louise Aae Kudahl som Project Manager. Hun skal især beskæftige sig med drive vores Business Central-projekter i samarbejde med resten af sine nye kollegaer i ERP. Hun kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Hun er uddannet på Aalborg Universitet i kommunikation og Digitale Medier og har en kandidat i IT-ledelse. Nyt job

Nanna-Louise Aae Kudahl

Norriq Danmark A/S