OpenOffice: Gratis tvilling til StarOffice

Hvis man kan undvære database, skabeloner og clip-art, så er der ingen grund til at betale for Suns version af open source-kontorsuiten. Forskellen mellem de to produkter er ganske ubetydelig for langt de fleste brugere.

Den gratis open source kontorsuite med det sjove navn OpenOffice.org blev i sidste uge frigivet i version 1.0. Programpakken bygger på samme basis som StarOffice, Sun Microsystems kontorpakke, som firmaet forsøger at markedsføre som et alternativ til Microsofts altdominerende Office-pakke. Analysefirmaet Gartner vurderer, at StarOffice har en god chance for at tage 10 procent af markedet fra Microsoft i 2004.

OpenOffice.org har videreudviklet på koden bag Sun Microsystems StarOffice 5.2 kontorpakke, og den nye kode er udgivet under en række forskellige valgfri open source licenser. Netop de forskellige licenser gør, at Sun kan udsende en selvstændig version, som ikke er helt magen til den version, der udsendes med navnet OpenOffice.org.

Sun finansierer de fleste programmørkræfter bag udviklingen af produktet, og denne model kendes fra Mozilla, hvor en stor del af programmørerne bag browseren er ansat af Netscape, og en flerstrenget licenspolitik gør det muligt for Netscape at udsende deres egen version, der i lighed med StarOffice 6.0 også indeholder software, som ikke er omfattet af open source licenser.

Gratis - ikke gratis

Sun har valgt, at StarOffice 6.0 ikke skal være et gratis produkt, og Suns argument er, at det vil vække større tillid blandt de virksomheder, som overvejer at skifte til StarOffice fra andre kontorsuiter.

Argumentationen kan måske lyde lidt mystisk, men det er ofte hævdet, at netop det gratis aspekt ved open source software gør IT-indkøbere betænkelige. Det hænger sammen med, at kommerciel software ofte kommer med support-muligheder, og producentens løfte om løbende videreudvikling af produktet.

Det er dog svært at se gyldigheden af dette argument i tilfælde som Mozilla og OpenOffice.org, hvor udviklingen af de gratis versioner jo netop er sponsoreret af en større producent.

Sun har meddelt, at StarOffice 6.0 i fysisk aftapning kommer med manualer, web-baserede træningsprogrammer og support. Prisen vil ligge mellem 25 og 75 dollar pr. sæde, og en undervisningsversion vil blive solgt til kostpris.

Database

Den største forskel mellem StarOffice og OpenOffice.org er fraværet af Software AG's skrivebordversion af databaseproduktet Adabas, som er modstykket til Access i Microsoft Office, i OpenOffice.org.

Spørgsmålet er, hvor mange brugere som vil savne en skrivebordsdatabase. I Microsoft Office XP sigter database-delen mere i retning af en rolle som udviklingsmiljø til Microsofts stor-skala databaser, hvilket vidner om produktets lille betydning for den almindelige skrivebordsbruger.

Manualer eller træning
Der følger ingen manualer med OpenOffice.org. Men hvor tit har du set din kollega trække den officielle Excel-manual ud af reolen for at løse et problem? Nok ikke så ofte, gætter vi på. Langt de fleste almindelige erhvervs- og privatbrugere vil se andre steder hen efter hjælp og vejledning.

Hvis brugere skal migrere fra Microsoft Office til StarOffice eller OpenOffice.org, vil der under alle omstændigheder være et behov for undervisning og træning for de fleste brugeres vedkommende.

Clip-art og skabeloner

I StarOffice 6.0 beta medfølger en ordentlig mængde clip-art, og det kan de fleste brugere nok leve uden. En undtagelse kan være de brugere, som ofte skaber præsentationer. Her kan clip-art peppe de enkelte dias op.

Der er heller ingen skabeloner i OpenOffice.org, men det vil ikke have den store betydning for de fleste af programmerne i suiten. En enkelt undtagelse er igen præsentationer, hvor skabeloner kan gøre arbejdet væsentligt nemmere.

Få forskelle

Der er altså ikke de store forskelle imellem de to programmer. Langt de fleste brugere vil kunne benytte OpenOffice.org uden afsavn, og da de to programmer jo næsten er identiske, er det sagtens muligt at forestille sig et blandet miljø, hvor nogle benytter OpenOffice.org og andre StarOffice.

Den største udgift i forbindelse med et skift fra Microsoft Office til enten StarOffice eller OpenOffice.org vil under alle omstændigheder være uddannelse og træning, som i de fleste tilfælde langt vil overstige udgiften til licenser.

OpenOffice 1.0 til Windows, Solaris og Linux kan downloades fra projektets hjemmeside. En Macintosh-version kommer senere. En dansksproget version er også under udarbejdelse.

Denne artikel stammer fra PC World Online

Event: Årets CISO 2026

Sikkerhed | Kongens Lyngby

Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

Dan Toft

Pinksky ApS

Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

Claus Berg

Netip A/S