I den amerikanske by Piqua i Ohio mistede borgmesteren og to andre lokale politikere tirsdag deres poster, efter at de havde bakket op om etableringen af et stort datacenter.
Samtidig stemte 67 procent af vælgerne for et forbud mod nye datacentre.
Og Piqua står langt fra alene. I en række andre amerikanske byer har vælgerne med store flertal stemt for at begrænse eller helt forhindre etableringen af datacentre.
Det er en af de mere interessante historier fra det amerikanske midtvejsvalg, hvor Demokraterne har overtaget flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus.
For selv om resultatet er et alvorligt politisk nederlag for Donald Trump og Republikanerne, så risikerer det at blive begyndelsen på et langt større problem for den globale techindustri.
En branche, der i årtier har været synonym med fremskridt, innovation og økonomisk vækst, er i stigende grad ved at blive opfattet som en del af samfundets problemer.
Og den udvikling er allerede nået til Danmark.
Modstanden vokser
En undersøgelse fra University of Southern California, offentliggjort dagen før det amerikanske valg, viser, at 76 procent af amerikanerne mener, at AI reguleres for lidt. 77 procent mener det samme om datacentre.
Mere interessant er det måske, at 71 procent slet ikke har tillid til, at de store teknologivirksomheder handler i samfundets interesse, når de bygger nye datacentre.
Det er, for at sige det mildt, voldsomme tal for en industri, der er blevet så central for den amerikanske økonomi og landets ambition om at fastholde sin teknologiske førerposition.
Det er samtidig en modstand, som findes hos både republikanske og demokratiske vælgere. Ironisk nok en af de få ting, som de to ellers meget polariserede yderfløje er meget enige om.
Debatten over sommeren - og især op til valget tirsdag - viser derfor med alt tydelighed, at der er ved at opstå en politisk virkelighed, hvor det kan betale sig at være imod techindustriens ønsker.
Det er nyt. Især for en branche, som er vant til at være en del af løsningen.
Politikerne har opdaget det
Under Joe Biden stod den daværende chef for den amerikanske konkurrencemyndighed FTC, Lina Khan, i spidsen for et opgør med de store teknologivirksomheders markedsmagt. Lidt a la Magrethe Vestagers kamp som konkurrencekommisær i EU.
Men med valget af Donald Trump gik USA i en helt anden retning.
Trump gjorde hurtigt AI til et nationalt strategisk projekt, lempede reguleringen og fjernede barrierer for udbygningen af den infrastruktur, som skal sikre USA's førerposition.
Det, kombineret med AI´s teknologiske tigerspring, har gjort at AI er en helt central del af den amerikanke vækst - mens andre sektorer er stået stille.
For Trump handler det både om amerikansk økonomi, arbejdspladser og den teknologiske konkurrence med Kina.
Og der er økonomisk substans bag.
Ifølge en beregning fra J.P. Morgan Asset Management har AI-relaterede investeringer bidraget med omkring en femtedel af den amerikanske økonomis vækst gennem det seneste år.
De store teknologivirksomheders samlede globale investeringer i blandt andet datacentre nærmer sig samtidig 800 milliarder dollar alene i år.
De penge er lånt i banker eller hentet på aktiemarkedet ved udstedelse af nye aktier.
Så når politikerne, uanset fløj, begynder at begrænse udbygningen, risikerer det også at ramme en væsentlig del af den økonomiske aktivitet. Og mange amerikaneres pensionsopsparing.
Det er et dilemma, som den kommende amerikanske Kongres skal håndtere. For en hård linje over for industrien har potentialet til at lukke luften ud af den amerikanske ballon.
Men det er først og fremmest et dilemma for tech-industrien.
Valget var måske en knytnæve i maven på republikanerne, men det var samtidig også en lussing til tech-virksomhederne.
For hvad gør man, når vælgerne begynder at sige nej til de investeringer, der skal sikre fremtidens vækst?
En debat, som også er aktuel i Danmark.
Det samme sker i Holbæk
I Holbæk har Socialdemokratiet netop trukket sin opbakning til planerne om et af Danmarks største datacentre efter flere måneders borgerprotester.
Datacentret skulle efter planen have en kapacitet på 350 megawatt og et forventet strømforbrug på omkring seks gange hele kommunens nuværende elforbrug.
Det er en voldsom investering. Og en investering, der blandt andet har været begrundet med arbejdspladser, økonomisk udvikling og muligheden for at udnytte overskudsvarmen.
Men borgerne har, lige som borgerne i Ohio, haft svært ved at få øje på gevinsterne.
Til gengæld har de kunnet se udsigten til et enormt energiforbrug, mulig belastning af klimaet og pres på den lokale infrastruktur.
Efter mere end 1.100 underskrifter og lokale protester har Socialdemokratiet nu vendt sig mod projektet.
Det er værd at bemærke, at Holbæk har en af landets mest populære borgmestre, Christina Krzyrosiak Hansen, som samtidig er næstformand i Socialdemokratiet.
Hun står i spidsen for et parti, der tidligere så muligheder i projektet, men nu har trukket opbakningen til det konkrete datacenter.
Den slags politiske skifter opstår sjældent uden grund, især på en sag der har været vendt og drøftet grundigt i flere år.
Men virkeligheden i vores system er, at politikerne skal vælges af de borgere, som lever med konsekvenserne af de valgtes beslutninger.
Og hvis oplevelsen er, at et datacenterprojekt koster de lokale borgere mere, end det giver, så bliver det meget vanskeligt at gennemføre.
Også selv om der findes gode teknologiske, økonomiske og strategiske argumenter for investeringen.
Men Draghi siger jo at...
Men det er samtidig den del af historien, som den teknologibegejstrede del af erhvervslivet har svært ved at forstå.
For ja, der er mange gode grunde til, at Danmark og Europa skal investere i AI og digital infrastruktur.
Mario Draghis store og ofte citerede rapport om Europas konkurrenceevne fra 2024 dokumenterede behovet for massive investeringer, hvis Europa skal følge med USA og Kina.
Der er også et væsentligt og meget aktuelt argument, der handler om digital suverænitet. Europa er dybt afhængigt af amerikanske teknologivirksomheder, og den geopolitiske udvikling har gjort det tydeligt, at den afhængighed har en pris.
Det er svært at være uenig i.
Samtidig har vi brug for teknologien for at skabe produktivitet, udvikle nye virksomheder og sikre arbejdspladser.
Selv uden Trumps trusler og AI's fremvækst så handler det om konkurrencekraft - og vi kan bare se på den tyske bilindustri, hvis vi vil se et grumt eksempel på, hvad der sker, når man mister den konkurrencekraft.
Men selv når de økonomiske argumenter holder, er bliver it-industrien nødt til at tage det politiske argument langt mere alvorligt.
For hvad nytter det at citere Draghi og belære en borger i Holbæk om, at Danmark har brug for mere computerkraft, hvis vedkommende oplever, at det belaster den lokale energiforsyning og klimaet uden at skabe nævneværdige arbejdspladser?
Eller at forklare en medarbejder, at AI vil øge produktiviteten og samfundets samlede velstand, hvis vedkommende frygter at miste sit arbejde til teknologien?
Eller at fortælle forældre, at den næste generation af sociale medier og kunstig intelligens vil skabe enorme forretningsmuligheder, hvis de er bekymrede for, hvad teknologien gør ved deres børn?
De bekymringer forsvinder ikke, fordi virksomhederne eller brancheforeninger fremlægger endnu en rapport om produktivitet og konkurrenceevne.
Der skal mere til, for Draghi har som bekendt ikke stemmeret i Holbæk kommune.
En advarsel til branchen
Herhjemme har Mette Frederiksen allerede gjort opgøret med de store sociale medieplatforme til en politisk mærkesag.
Og den seneste tids debat om kunstig intelligens, blandt andet mellem Martin Thorborg og Zenia Stampe, viser, hvor hurtigt diskussionen om teknologiens muligheder kan udvikle sig til en konflikt om dens konsekvenser for mennesker og samfund.
Og for at være ærlig: Jeg ser en stor risiko for, at branchen undervurderer, hvor dyb den konflikt kan blive.
For mange i techindustrien er det nærmest en selvfølge, at ny teknologi skaber fremskridt, arbejdspladser og velstand. Og historisk har der da også været gode grunde til den opfattelse.
Men udviklingen inden for kunstig intelligens rejser nogle spørgsmål, som er vanskelige at besvare med henvisning til tidligere teknologiske revolutioner. Det kommer hurtigt til at lugte af den overfladiske og skadelige disruption-bevægelse.
Det er også her, at den egentlige advarsel fra det amerikanske midtvejsvalg ligger.
Techindustrien risikerer, hvis man fortsætter, som vi ser det i USA, at få samme politiske omdømme som tobaksindustrien eller de såkaldte svinebaroner.
Brancher, der af deres kritikere bliver beskyldt for at udnytte samfundets fælles ressourcer, påføre omgivelserne store omkostninger og beholde en uforholdsmæssig stor del af gevinsterne selv.
Er det en uretfærdig sammenligning? Ja, det vil de fleste af os sige.
Men modstanden bliver branchen nødt til at tage alvorligt. For en dansk - eller europæisk - folkelig bevægelse mod ny teknologi vil være et alvorligt problem for en industri, som er uomgængelig hvis vi skal sikre fremtidens velstand, arbejdspladser og digitale selvstændighed.
For når først vælgerne har fået den opfattelse, at techindustrien tager mere fra samfundet, end den giver tilbage, er det meget vanskeligt at vinde den politiske opbakning tilbage.